In the shadow

Det stak som en sværdklinge igennem hendes bryst, men hun havde nok vidst det i nogen tid. Alligevel havde hun haft det svært ved at tro på det når Vladimir eller Matthew havde sagt det, at manden hun elskede aldrig ville kunne være sammen med hende hvis han vidste hvad hun var. Ikke når han var som han var, og gjorde det han gjorde. Hun kunne knap mærke sine fødder men mønstrede al viljestyrke i sig for ikke at græde imens hun kortvarigt trak sig op og lod sit blik møde hans.
"Så skal jeg aldrig forvandles," sagde hun stilfærdigt og hendes øjenvipper sitrede inden hun slog blikket ned og lod sine læber møde hans i et varmt kys. Hun lagde armene helt om ham mens hun pressede sig selv så meget mod ham som muligt så han kunne mærke hver en milimeter af hendes krop, hendes bryster mast mod hans brystkasse, hendes fingre i hans hår og mod hans lænd. Hun ville have ham her og nu hvis de kunne, tænkte hun mens de stod presset op ad et af langbordene. Hans ord skar i hende men hun ville ikke lade dem ramme hende før senere.

Hun slog armene om ham og lod sig løfte let og elegant som en balletdanser op på kanten af bordet. Hvor var det gement men måske det eneste der hjalp.
"Og du lover drengen er uskadt?" spurgte hun gennem et lille nydelsesstøn mens hun næsten grådigt greb om hans hofter med hendes ben og skubbede ham ind imod sig. Hun ville ikke lade ham gå. Det var det hun var bedst til og hun vidste at hendes indsats ville blive belønnet senere af Matthew. Hendes hænder greb lidt fastere i hans nakkehår mens hun gav ham endnu et dybt kys og hun trak sig lidt bort fra ham for at se ind i hans øjne.

Hun lukkede hans mund med sin og trak ham tættere ind, spredte benene og med lidt spidsfindige genveje under kjolen for at skubbe diverse beklædningsgenstande af vejen for både hende selv og hans vedkommende, tog hun han ind og lod ham tage sig, en måde at vise ham at han havde kontrollen og følte sig i føresædet men egentlig måske ikke var det. Hun lå under ham og mødte hans bevægelser med sine hofter for at få så meget som muligt mens hun kunne. Måske var det sidste gang? Hun var ikke sikker men hun holdt ham tæt for hvad der føltes som en evighed. Træets ru overflade skrabede mod hendes hud men hun var ligeglad. Hun lukkede øjnene, pressede dem i mens en sidste tåre forsvandt ned ad hendes kind og nydelsen overkom hende som et vandfald der skubbede alle følelser i bund og gav hendes krop lov til at slippe sig selv løs og slappe af i et blændende klimatisk sekund.
"Jeg elsker også dig!" hviskede hun tilbage imellem støn og nydelsesfulde suk.

Hun smilede lidt over hans kærtegn og hans ord mens hun trak tøj og stof tilbage hvor det hørte til. Hun kunne mærke varmen, en let glinsende sved på kroppen efter anstrengelsen takket være blodet i hende der fik hende til at fremstå mere menneskelig. Den lette summen mellem benene vidnede om et job vel gjort.
"Ja, det tror jeg du har ret i," sagde hun og skubbede en hårlok bort fra det varme ansigt og hendes blussende kinder stod frem tydeligt i de blege lampers skær. Hun rettede sig lidt mere op og fik trukket sin kåbe og sit tøj mere omkring sig. "Vi ses vel til sommerfestivalen?" hun smilede til ham og kyssede hans kæbe og kind lidenskabeligt. De små hår kildede hendes læber.

Hun tog afsked med ham med et varmt smil men så snart taxaens dør lukkede sig ved hendes side og hun kørte væk i retning af museet, som var det eneste sted hun lige havde kunnet tænke at hun skulle hen til, mærkede hun tårerne presse på. Nej, hun knyttede hænderne om sin kåbes kanter og holdt standhaftigt igen indtil hun var kommet til museet og havde fået ringet efter Shade. Han kom indenfor 10 minutter, hvilket igen betøde at han højst sandsynligvis holdt øje med hende på Matthews foranledning. Hun havde svært ved at føle det som en begrænsning når hun havde set hvad der skete med Augustins fanger. Hun satte sig ind til Shade og han kørte uden et ord mod palæet hvor hun blev mødt af Matthew ved fordøren. Det var som om al den hjertesorg og al den smerte hun havde båret hele vejen fra inkvisitørernes hovedkvarter slap ud. En prop blev trukket, en vulkan blev tændt, en balje med vand væltede og hun brast i gråd i hans arme. Hun lod ham tage sig ind og op til sit værelse hvor hun lå og græd i sin seng i hvad der måske var en halv til en hel time. Hun sagde ikke nogen ord, bare græd, og hans kærtegn dulmede hendes smerte langsomt inden hun begyndte at fortælle. Om slummen, om hovedkvarteret, om Augustin og om Gabriel. De havde intet valg andet end at lade tiden gå. Hun mærkede hvordan de små mikro trækninger i Matthews krop tilkendegav hans ulmende vrede. Hun trak tøjet af sig for at dulme hans smerte og det hjalp til en vis grad at de var sammen. Hun sagde intet om hendes og Augustins samvær, men han kunne vel måske gætte det på hendes varme og allerede fugtige skød. Hun lod ham om at komme af med sine frustrationer og på sin vis også hendes egen, mens hun håbede det ville gøre det hele lidt mere medgørligt inden sommerfestivalen skulle afvikles. Hun endte med at slumre hen i sin seng mens han som en flygtig skygge forsvandt ud af hendes værelse.
//out