In the shadow

"Jeg ved ikke hvad du snakker om," svarede Gabriel og fulgte ham med blikket som han trak sig tilbage. "Møllen er et sted hvor liv og død mødes i en farlig cocktail. Ved du hvor mange der dør dagligt i trafikken? Så burde du måske mere være færdselsbetjent hvis du vil redde flere end at holde dig omkring Møllen med mindre," hans smil bredte sig en smule. "Du gerne vil ind men ikke tør? Hva'? Eksotisk dans er måske din genre, men du vil ikke opdages??" Gabriel grinede. Det var sikkert ikke rigtigt men han kunne godt lide at drille ham. "Og du har ikke engang fortalt Isobel om det? Sikke trist hun bliver når hun finder ud af din hemmelighed!" han lo over billedet af Augustin savlende over nogle dansere i Møllens prime time.

Det var ikke fordi hun havde planlagt at komme ned til slummen. Tværtimod, det var det sidste i verden hun ville, men hun vidste at Matthew savnede lidt intell på Inkvisitørernes planer, og Rachel havde nævnt noget om at Gabriel havde haft i tankerne om at tage derned. Hun havde forholdt sig udenfor i en kåbe der dækkede det meste af hende så man ikke kunne se hverken hår eller tøj. Smykkerne havde hun ladt blive hjemme ellers var hun et veritabelt bulls eye for alle der boede dér. Men mens hun havde cirkuleret området for at tage den faldefærdige bygning i betragtning havde Gabriels svage forsøg på telepati nået hende. Han havde aldrig mestret det til fulde, så det var mere blink eller glimt af hans følelser og ikke så meget direkte budskaber, men hvad hun fik var nok til at hun forstod at noget var galt. Hun forsøgte at styrke sig selv med en tår fra en hjemløs men blodet var så klamt at hun måtte lade ham være før hun var færdig. Heldigvis var det nok til at farve hendes hud mere olivengylden og hun nærmede sig hovedkvarteret hvor hun efterspurgte Augustin. Hun blev vist ind og blev mødt af en kæmpemæssig hærdebred kvinde, ved navn Ingrid. Hun pegede uden et ord, som var hun stum, mod en trappe der førte nedenunder og hun tog turen ufortrødent og trådte ind i et lokale i en lang gang, trods vagternes protester.
Synet der mødte hende truede med at flå hendes hjerte ud. Gabriel sad bundet til en stol, et lille mærke under hans øje var nok til at hun kunne se at han var blevet skadet. Tårer var der også tegn på at det var en sjældenhed. Hun så fra Gabriel til Augustin med et overrasket ansigt, de bløde læber formet i et lille "o".
"Augustin...?" hun så på ham som om han var skyld i fangens smerter, hvilket teknisk set ikke var tilfældet, men hun ville ikke lade ham slippe for at udsætte sine fanger for tortur. Det var jo imod alle moralske og etiske regler. Hvad Matthew lavede... ja, hun vidste godt han var værre, men han var jo også vampyr. Hun havde regnet med at et menneske i det mindste... var... godt?

"Har du..." hun så forbi ham, hendes øjne blanke og fjerne mens hun så på Gabriel og forestillede sig hvad Augustin ville gøre mod ham. "Er han..." hun tog en indånding for at genvinde fatningen og fik sit blik fokuseret tilbage på Augustin. Hun rakte ud med sine hænder og greb hans i et lidt desperat greb. Hun sank en klump af det dårlige blod men det blev en teatralsk understregning af hendes frustration.
"Jeg ville herned for at sige hej, en kvinde pegede mig herned til kælderen, men jeg kunne aldrig forestille mig," hun dæmpede nærmest sine egne ord med en hånd for hendes læber inden hun vendte sig om og gik ud med faste skridt, en vred demonstration til Augustin over det han gjorde, men et tydeligt tegn til Gabriel at hun havde hørt ham og ville sende besked til Matthew.

Hun vendte sig da de kom op i det område der var entréområde og så mod Augustin der kom op imod hende. Hendes øjne var fyldt at tårer, både over synet af hendes elskede nevø og over tanken om at et menneske var så... ja, så hjerteløst. Hun kunne leve med vampyrerens grusomheder, hell, hun kunne leve med sig selv, hun vidste bedre end at tro at vampyrer kunne være menneskelignende, men at et menneske som hun elskede for at være netop det han var kastede alt til side og lod sig blive ligeså grusom. Det var ikke engang fordi han behøvede at være den der begik forbrydelsen. Bare det at han bistod, at han overværede, at han gav ordren... Hun havde levet gennem krige og set mennesker når de var værst, og det var som regel i denne position at mænd altid var, ja, værst.
"Uanset hvem og hvad han er, så rør du ikke den dreng igen," sagde hun prompte. "Han er jo bare et barn. Et barn, Augustin!" Hun mærkede en bedrøvet tåre glide ned ad kinden og hun så over skulderen mod døren. Hun var splittet. Hun ønskede at redde Gabriel mere end noget som helst, Augustin var ligegyldig nu, men hun måtte holde fast mens hun kunne. Hun elskede ham jo. Elskede mennesker for deres skrøbelighed og deres æreskodekser.

Hun stod lidt med en bedrøvet mine og ville ikke møde hans blik mens han holdt hendes hånd. Hun trak den til sig, stædigt, ihærdigt men ikke voldsomt.
"Hvor mange har du... har I... tortureret? Andre på hans alder? Yngre?" hun hævedet slutteligt blikket til ham og så på ham med et ansigt der viste en knusthed indeni der ikke kunne måles på nogen skala. Hun vidste hun måtte fortælle Matthew alt og han ville flippe skråt. Nej, ikke bare det. Han ville eksplodere. Gabriel var hans øjesten. Fuck hende, fuck Angela, der var ikke nogen i verden han satte før sig selv udover Gabriel. Det var ikke noget der gjorde ondt, Isobel havde lært at leve med det, Angela havde kinda prøvet at udfordre det, men der var ingen der kunne ændre Matthews behandling af sin søn. Han var hans kæreste eje, hans kærlighed, og så snart han fandt ud af at Augustin havde gjort ham ondt ville himmel og jord falde sammen. Men... muligheden var der også for ikke at sige noget. Ihvertfald ikke til at starte med. Men Isobel vidste også at det ikke ville være en rar afslutning hendes stilhed ville få. Hun måtte snakke med Matthew så snart hun kunne. Hun skuttede sig og slog armene omkring sig mens hun så rundt og håbede han ville tage dem ind et sted der var lidt mere privat end et åbent rum hvor alle de eksisterende inkvisitører kunne se deres dramatiske samtale.

Hun havde fulgt med ham ind i kantinen, der mest var borde og bænke og en lille niche hvor der var et køkken til tilberedning af mad. Hun ventede til de fleste inkvisitører var forladt mens hun lyttede til hans ord, men det sidste ord, ramte hende. "Død?" hun spærrede øjnene op men hvad havde hun egentlig forestillet sig. Hendes hånd blev slap i hans som om hun var ved at besvime og hun støttede sig til det nærmeste bord uden at se på ham.
"Bare..." hendes stemme var lavmælt. "Han må ikke lide mere skade. Det kan mit hjerte ikke bære." Hendes hånd gled mod hendes kraveben der var blevet blottet da hendes kåbe var gledet lidt fra. Hætten var ligeledes faldet og afslørede hendes bølgende hår af en flod af rubiner, messing og kobber spundet som krøller om hendes ansigt og skuldre. Hendes olivengrønne øjne mødte hans med et bedende blik. Hun turde ikke bede om mere da det ville være for risikabelt.
"Er jeg... er vi i fare?" spurgte hun afsluttende. Ordet "vi" kom lidt bag på hende, men hun vidste ikke hvordan hun ellers skulle inddrage ham igen i sit univers. Hun havde så svært når hun vidste hvad Matthews planer var. Hjertesorgen var som en ond orm om hendes hjerte. Det pressede og gjorde ondt.

Isobel slog blikket ned. Hans kompliment rørte hende knap nok. Normalt ville det være som pollen for en honningbi og hun ville have slynget sig om ham og kysset ham til han knap kunne trække vejret, men nu var det svært. Det var virkelig svært. Hun kunne næsten føle sit hjerte revet i to stykker af kyndige hænder. På den ene side Augustin der i sin egen tilstand repræsenterede menneskene og alt hun kunne lide ved dem, og på den anden side Matthew, vampyrerne, hele hendes eksistens.
Hun rankede sig og rakte ham sine hænder for at tage hans inden hun gled ind i en omfavnelse af ham. Hendes arme omsluttede hans brede skuldre og hun holdt ham tæt imod sig, som om hun ønskede hans bankende hjerte gled ind i hende og tændte for hendes menneskelighed igen. Men hun vidste det var spildte kræfter at forsøge. Hun havde prøvet igen og igen før i tiden og alle hun havde formet et bånd med af menneskelig karakter var endt med at sygne hen og dø, enten af naturlige årsager eller ved hendes hånd.
"Hvem?" spurgte hun stille og trak sig lidt ud fra ham for at se på hans ansigt. Hun følte sig tåbelig, naiv og dum, men hun ville ikke køre sit bebrejdelseskorstog endnu. Hun skulle nå hjem først og være i Matthews arme før hun kunne bryde sammen ordentligt. Han havde den effekt på folk.