In the shadow

Gabriel lænede sig ind for at nærstudere kortet men hans mine bekendtgav af han tvivlede stærkt på beliggenheden af palæet. Han måtte give fortabt og rystede langsomt på hovedet.
"Jeg kom ind via undergrundstunnelerne," svarede han og trak sig tilbage i stolen igen. "Al form for stedsans forsvinder dernede i mørket," hans tonefald var dystert. "Og jeg nåede ikke langt nok til at jeg kunne se ud. Men," han skævede til Augustin, "der findes væsner nede i de tunneler under palæet som man ikke har lyst til at løbe ind i. Vilde vampyrer der er sygnet hen og ikke bare drikker blod men også spiser kød, så der ligger skeletter i krogene, og man skal træde varsomt for ikke at tiltrække sig deres opmærksomhed."
Det var ikke helt forkert at palæets undergrund husede nogle af de vilde vampyrer, hvis skæbne var uvis når de var gået i blodrus i offentligheden. Darklighteragenterne tog sig som regel af at hente dem og fragte dem til en uspecifik lokation, hvor deres skæbne blev bestemt. Hvad der skete med dem vidste ingen, men Gabriel vidste at Matthew før i tiden, tilbage i 40'erne og et par årtier frem, havde brugt dem som forsøgsdyr. De var også i skovene omkring palæet så folk der prøvede at forcere muren risikerede at blive mødt af dem, som var de vagthunde der blindt styrede efter duften af levende menneske. Vampyrer var ikke ligeså udsat men de kunne stadig finde på at angribe hvis de var desperate nok. Hvordan Augustin nogensinde havde tænkt sig at komme i nærheden af palæet var en gåde.

"Hun var ikke til meget nytte," svarede Gabriel med et suk og rejste sig som for at få uro ud af kroppen. Det var svært at blive længe in character, og Augustin spillede på nogle tangenter som var svære at få hans vrede til at dulmes. "Vampyrfyrsten har hjernevasket hende så hun var ikke glad for at fortælle noget som vi ikke allerede vidste," han vendte sig om mod Augustin og sukkede. "Jeg er ked af det, men hun var en blindgyde."
I samme øjeblik mærkede Gabriel en dråbe vand dryppe ned fra loftet og til hans kind. Det var ikke mere end måske noget kondensvand der havde samlet sig på blikpladerne på indersiden af inkvisitørernes nye hjem, men ikke desto mindre var det dér og det faldt og ramte hans makeup. Fordi Rachel valgte at bruge nogle produkter der var 100% økologiske, besad de ikke de samme vandfaste evner som andre syntetiske makeup produkter, og langsomt gled hans foundation af og afslørede hans marmorblege kind.

Blikpladerne og brædderne der var nødtørftigt smækket sammen knækkede og vandet fossede ned over ham som stod han under et vandfald. Den mobiltelefon kunne han godt vinke farvel til. Det værste var dog da han så ned ad sig selv og så farven vaskes ud i hans hættetrøje. Der var ikke tid til at sige eller gøre noget. Han så hurtigt op fra sine hænder til Augustin inden han satte i spring mod døren, der var halvt åben fordi det ikke var muligt at lukke den helt.

Gabriel vidste løbet var kørt og han var spænet væk, men nåede at blive omringet. Han sukkede og vendte sig om mod Augustin og lod skuldrene sænke sig.
"Ok, you got me," han holdt hænderne op for at vise at han ikke ville igang med et større slagsmål. Han tog sit ærme og kværnede det over ansigtet så vandet kunne vaske makeuppen bort. Han stirrede vast på Augustin. "Jeg kan kun råde dig til ikke at røre mig hvis du vil have noget brugbart ud af mig. Min far vil næppe være glad for at se arvingen til Darklighteremperiet skadet på nogen måde." Han vidste at det var ligegyldigt. Heldigt for ham at tortur og den slags vækkede hans masochistiske side.

Det var lidt som at være placeret i en dårlig James Bond film, og Augustin var den åbentlyse skurk der ikke gjorde det af med protagonisten inden det var for sent. Gabriel stod roligt og fulgte ham med blikket men uden at røre sig men samtidig også var på spring hvis der skulle ske en pludselig ændring i hans mimik.
"Jeg er mere værd for dig levende end død," sagde han uden at svar på hans spørgsmål. Det var ikke påkræevet at han bekendtgjorde noget som helst om Angela eller andre. Han kendte faren ved at opsøge inkvisitørerne og Rachel vidste at det var dér han var endt hvis han ikke kom hjem da det trods alt var hende der havde lagt makeuppen igen. "Hvis du rør mig vil det skade din sag, og det ved du."

"Tag mig som du vil have mig," sagde Gabriel udfordrende og prøvede at rive sig fri af kvindens tag. Hun var en mastodont på 2 meter, dvs. 10 centimeter mere end han selv men hun var væsentligt mere hærdet end hans danser-krop. Så selvom han var stærk var det svært at udfordre hende, og han lod sig med et suk læne tilbage i hendes greb mens hun tog ham med sig ned til kælderen.

Gabriel mærkede UV-lyset dulme hans evner og han kunne fornemme hvordan han sank mere sammen i stolen hvor lænkerne greb om hans håndled i en uvenlig stramning.
"Hvorfor skal jeg fortælle dig noget som helst?" spurgte han drillende og lænede sig tilbage som om han nød lænkernes gnaven i armene. Han skød hofterne lidt op for at vise han ikke var bange og nærmere så frem til hvad der ville ske med ham. "Behold mig for din deal, men lad være med at gøre mig noget ondt, ellers ender det værst for dig selv!"