In the shadow

En kakkerlak kravlede henover kortet som han havde foldet ud på bordet. Det var et forfærdeligt sted det her og Augustin var ellers ikke forfængelig. Men det havde været det mest skjulte og det første og det bedste efter branden havde ødelagt hans forrige investering. Ikke at han manglede penge til at genopføre det, men branden havde været påsat, så meget var han da inde i, så at genopføre det samme sted var nok ikke særlig smart.
"Gerald," hilste han høfligt på manden, der blev ført ind på hans kontor. Han havde aldrig fået rapporten fra Gerald om hvad Angelique havde at sige og han vidste hun var død. Han havde set den lille klat aske, der havde været tilbage fra barnevampyren i bunkeren efter branden.
"Så fandt du os alligevel,"

"Hmm," Augustin sukkede lidt. Sommerfestivalen havde været på hans tanker længe, men han anede simpelthen ikke hvor han skulle få mandskab til at beskytte de mange ofre, der ville være på en sommernat som den. Det var nemt, selv for nye og kluntede vampyrer, at få føde. Fulde mennesker betød som regel påvirkede vampyrer og det var ikke kun alkohol, der blev indtaget til festivalerne. Påvirkede vampyrer var om muligt endnu mere trælse at have med at gøre.
"Ja, Gerald," sagde han så, "Du gjorde jo et godt stykke arbejde med den lille rotte," anerkendte han, "Og vi kan i hvert fald altid bruge gode mænd i rækkerne på nuværende tidspunkt," Han holdt en lille pause og kiggede på kortet foran sig for at give sig selv tid til at tænke.
"Vi har erfaring med, at der kommer mange til sådan en festivitas - både mennesker og vampyrer. Men i år er der rygter om, at nogle vampyrreder vil jagte i flok,"

"Vampyrreder er især en trend vi ser her i slummen, undergrundsvampyrer, der samler sig og jagter sammen, fordi de ikke er stærke nok selv,"
Augustin nikkede til hans spørgsmål om festivalen og et lille smil bredte sig på hans ellers alvorlige ansigt.
"Min kære- Min veninde har faktisk inviteret mig rent civilt til festivalen, men jeg vil selvfølgelig også være klar til, hvis - når der sker noget," Han vidste ikke helt hvad han skulle kalde Isobel. De var for ham mere end blot venskabelige, men han kunne ikke lide ordet 'kæreste' om hende, fordi det han følte var så meget dybere. Havde han mødt hende noget før, kunne han havde forestillet sig en familie med hende, et livslangt forhold og et lille hus ved havet.
Han fik styr på sit smil med et undskyldende blik til Gabriel.

Augustin slog en lille latter op. Lister med navne. Ja, hvor ville han ønske sig, at han selv havde det. Mange af hans nærmeste inkvisitører var omkommet og mange af dem, der var nye var flygtet med halen mellem benene, da de hørte om, hvad der var sket i det gamle hovedkvarter.
"Gerald, jeg vil være ærlig," sagde han, "Vi har absolut ikke folk nok til at dække festivalen. Du ved det sikkert, men at dræbe eller indfange en vampyr i en menneskemængde kræver særlig træning og den træning har vi knap folk, der kan lære fra sig. Så det falder tilbage på mig," Han sagde det absolut ikke for at få medlidenhed eller være selvhøjtideligt, men mere som et faktum.
"Kender du til Matthew Darklighter?" spurgte han, "Jeg mødte ham den anden dag og han ... Ja, han ved mere end vi lige sådan går og tror,"

"Jeg ville have dræbt ham, da jeg mødte ham, tro mig. Men han er ikke for en enkelt forkrøblet mand, som jeg," sagde Augustin undskyldende. Vreden var til at fornemme fra Gabriel, men han havde til vane ikke at spørge om folks motivationer for deres had mod vampyrerne. Det var som regel en ret personlig ting, der ikke behøvede blive rodet i.
"Han ved i hvert fald hvem jeg omgås," Augustin kørte en hånd gennem håret, som ellers havde siddet så fint indtil nu. Han var sjældent frustreret, men Matthews trusler mod Isobel kunne få ham til at blive gal, bare ved at tænke på det, "Han truede med at gøre mine kære til vampyrer - og det var ikke bare tomme trusler, for han havde -" Augustins vrede blev nu så udtalt, at han bankede i det vakkelvorne bord foran sig.
"Undskyld mig, Gerald, jeg vil bare have ham død,"

Augustin nikkede. Gerald virkede som en mand med ben i næsen. Bag sig stod et tilsodet kabinet med filer, som de havde taget med fra det gamle hovedkvarter. Det var heldigvis brandsikkert (hvilket var et rent tilfælde, for Augustin havde aldrig forudset en brand). Han bladrede lidt i mapperne og filerne, som var i et sirligt system.
"Her er hvad jeg har på ham," sagde han og rakte Gabriel mappen, der var noget tykkere end den han havde haft på Angelique. Der var masser af billeder af vampyrfyrsten i Paris, nogle rapporter og et enkelt udsnit af at kort, der viste cirka-området hvor palæeet kunne ligge. Det var ikke helt ved siden af, den info de havde om Matthew, men også meget mangelfuld. Der var bare ikke ressourcer til at indsamle flere.

"Nej," svarede Augustin interesseret i Gabriels udlægning, "Forbundet til katakomberne siger du?" Han sukkede lidt. Det var længe siden han havde været dernede - det var ikke et sted for sarte sjæle.
"Vi har ingen billleder indefra palæet, for vi har aldrig været dér. Vi har sporet diverse beboere på palæet og andre vampyrer, men deres spor ender altid før vi når til bygningen selv. Har du været dér?" Han lød overrasket, men også med en syg glæde i stemmen. Måske dette var det gennembrud han havde ledt efter.