Goodbye Hello

Hendes ord ramte ham som varmt vand over hele kroppen. Det sitrede næsten lidt i ham og han fangede et suk i halsen inden han fugtede sine læber og så ned på hende med et mildt blik. Det var inderligt, det var ømt, der var noget så sødt over hende som han bare måtte beskytte og tage sig af. Alle de gange de havde gået på kanten af Pont Neuf og han havde holdt hende i hånden nede fra jorden for at hun ikke drattede i Seinen, alle de gange de havde faret rundt i byen men han altid havde holdt sig lidt bag hende for at følge hendes færd og være klar til at gribe ind hvis noget skete. Den måde han havde lært hende hvad blod var og hvordan man drak, fordi hendes røv af en skaber ikke havde forklaret hende det selv. Det hele kulminerede mens de sad der. Hans hånd listede sig ind i hendes og hans anden hånd gled bag hendes nakke for at nusse hende i håret.
"Jeg... jeg tror også jeg elsker dig," sagde han mens det gik op for ham hvad han sagde. "Det er sjovt," han grinede lidt, "jeg har aldrig, aldrig haft sådan en følelse for en pige som jeg har for dig, er det mærkeligt?" Han grinede lidt over at han endte med det selvsamme spørgsmål som hun havde endt med.

Hendes kys kom ikke helt bag på ham men det fyldte ham med en glæde og varme han ikke havde forventet. Præcis som den samme hungrende fornemmelse han fik når han var alene med Matthew i en kort intim stund mellem møder og forpligtelser. Der var noget mere end bare den simple intimitet et kys kunne give, og det var ikke fordi han kyssede særlig mange hvis han skulle være ærlig. Godt nok brugte han sin mund til en del, men kys var ikke noget han normalt gav ud til alle og enhver, med mindre man snakkede om det traditionelle kindkys.
Han havde altid haft svært ved at bedømme hvad man gjorde i såden en situation, men her havde han ikke noget besvær. Det var som om naturen guidede ham. Han lagde armene om hende både forsigtigt og inderligt for at passe på maven mens han holdt hende til sig og deres kys ophørte og efterlod et vacuum som fortalte at der sagtens var plads til mere af det og måske endnu mere af noget andet. Han grinede lidt ved hendes ord og betragtede hendes øjenvipper sitre blidt.
"Det kan man vel godt sige," sagde han smilende. "Men..." han rettede sig lidt op uden at slække sit greb. "Hvad med Raoul?" spurgte han lidt eftertænksomt. Det var jo ikke fordi hun var fri af ham endnu. Der var lang vej til... ja, til hvad? De kunne jo ikke bare stikke af og gifte sig, det ville han ikke. Men hvad ville han så...?

"Nej nej, vi tager det fuldstændig chill," sagde han smilende og hans fingre fortsatte deres kærtegn bag hendes nakke og den anden hånd gled kærligt over hendes håndryg. "Bare rolig, vi må finde ud af noget med Charles. Jeg gætter på at min far nok godt kan hjælpe men så skal vi nok spørge ham," han trak på skuldrene. Og velvidende hans far, var der garanteret en pris at betale af en eller anden art. Men den kunne de altid tage til den tid. Var Matthew mon available? Der var så mange ting på bordet disse dage, så han havde haft svært ved at følge med i hans dagsorden. Men de kunne vel godt forsøge at finde ham. "Er det noget du har brug for at få en afklaring på med det samme??" spurgte han. "For så kan vi vel godt prøve at finde min far."

"Hva'? Nej da," sagde han med et skævt smil. "Du skal bare være gravid alt det du har lyst til da! Det er ikke noget jeg skal bestemme," han trykkede hendes hånd forsikrende inden han rejste sig og trak hende lidt med op og stå. "Hell, jeg skal nok hjælpe hvis du får brug for noget. Du siger bare til," han strøg hende kærligt over kinden. "Du er smuk som gravid," sagde han og kyssede hendes næsetip og smilede drillende.
"Og hvis det kan hjælpe med at få Charles tilbage er det vel næsten nærmere for sent," sagde han og så lidt mere alvorligt på hende. "Jeg tror han er på kontoret. Kom med, please. Forklar sagen og så skal han nok kunne gøre.. et eller andet!"

Han grinede af hendes lille stunt og hjalp hende til at rette sig op og med en fugtet tommelfingerspids fjernede han de værste rester af mascara fra hendes kinder.
"Såååådan dér," sagde han og trådte lidt tilbage som en maler der betragter og vurderer sit maleri. "Du ser nydelig ud. Altså, jeg har nok ikke noget du liiige sådan kan smutte i med den mavse, men du skal ikke spekulere på min far. Han plejer at se igennem folk selv hvis de er i deres stiveste puds, såeh," han gav hende sin arm så hun kunne tage den og følge med ud af hans værelse. Inden de smuttede ud ad døren tog han whiskeyflasken med, denne gang ligeglad med glassene og tog en slurk mens de gik inden han rakte den til hende. "Du skal bare være dig selv og fortælle hvad der er brug for at vide," sagde han i et mildt tonefald imens de gik i retning af det store kontor i tårnet.

Han grinede af hende og lod hende drille. Hendes fjollerier var en af de ting han elskede ved hende. Barnlighed og legesyghed, som en kåd lille hvalp der altid var ude på ballade, og han elskede det. Det var underligt når man tænkte på deres venskab havde været kortere end mange af hans andre venskaber, men alligevel var det som om de havde tilbragt evigheder sammen. Han lod hende flette fingre med ham. Det var ok, hvis det gjorde hende tryg i denne uvante og uventede situation, og de var nu kommet til det lille venteværelse foran kontoret. De var standset foran døren.
Han smilede beroligende ned til hende. "Here goes nothing," sagde han og skubbede døren op til kontoret.
Indenfor var der stilfærdigt. Ilden knitrede i pejsen og holdt det kølige palæ tempereret. Matthew havde siddet stille og arbejdet, nogle papirer spredt ud foran ham og så op da dørens lås gled op og Gabriel trådte ind med en pige i hånden. De isblå øjne gled til fingrene der var flettet sammen til deres måske lidt fårede smil og hvor tæt de gik.
"Far?" spurgte Gabriel lidt usikkert. "Jeg har én du skal møde," de gik længere ind i kontoret. Afstanden til hans skrivebord virkede som flere kilometer. Han strammede grebet lidt om Aislings hånd. Det skulle nok gå.

Det var ikke ofte at noget kunne vække en følelse i Matthew, faktisk var det noget af det mest sjældne der skete, at han reagerede med følelser på noget, men han kunne mærke et tydeligt stik et sted i brystet hvor hans hjerte ikke bankede længere, da han så Gabriel og Aisling, hånd i hånd. Det var tydeligt der var noget imellem dem, følelser, hengivenhed, måske endda kærlighed. Tanken om at hans søn havde kastet sin kærlighed på en anden, og det virkede så inderligt og oprigtigt... han måtte tage sig selv i det, men han mærkede både vrede, jalousi og måske også frygt. Frygt for at miste det kæreste han havde i sit liv.
Selvom det var meget tydeligt at han følte disse ting var det ikke noget der kom til udtryk på overfladen. Han var mester i skuespil og han tog Aislings hånd med et fast tryk og et smalt smil.
"Mortem?" han hævede et slankt øjenbryn og så fra Aisling til Gabriel. "Velkommen, mademoiselle," han gestikulerede til den ene af de to stole der stod foran hans skrivebord så hun kunne sidde. Hendes graviditet var tydelig. Var det her Gabriels værk? Han kunne mærke vreden boble og syde lige under overfladen og han måtte aktivere hænderne for at de ikke begyndte at vise tegn på hans temperament. Han samlede papirerne foran sig i en lille stak, bankede dem på plads og lagde dem i en indbakke inden han foldede hænderne og så på Aisling. "Hvad kan jeg gøre for dig?" spurgte han med en stemme så silkeblød at den virkede unaturligt venligt. Hans blik gled kort til Gabriel, der havde stillet sig bag Aisling med en hånd på hendes skulder. Han kunne læse alle tingene der foregik i Matthew, og han ønskede intet andet end at fare frem og kysse ham og hviske at alting nok skulle være i orden. Men han ville heller ikke være alt for "in your face" med deres forhold overfor Aisling. Specielt ikke nu hvor de lige havde delt deres første, sarte kys, og han stadig kunne smage hende på sine læber.