Post by Darklighter (admin) on Aug 6, 2020 17:03:47 GMT 1
En sommerstorm havde grebet Paris og temperaturen var faldet drastisk. Ikke noget at være bekymret for, men naturen var vildere end den havde været de sidste 100 år, så der var ingen tvivl om at der var noget galt, og menneskene valgte tydeligvis at vende den anden kind og det blinde øje til mens deres små petitesser styrede det civiliserede samfund på kollisionskurs med konsekvenserne af deres kapitalistiske livsstil og ringeagt for naturen og den rovdrift der blev drevet på miljøet, om det var til vands, til lands eller luften.
Som vampyr var det ikke noget at bekymre sig om. Sandt, menneskene ville forgå på et tidspunkt med mindre man samlede dem i stalde og avlede dem med de bedste gener og det mest nærende blod, mens dyreblod kunne bruges til nød. Men der var videnskabsfolk der var sat til at forske i erstatningsblod. Hvad det indebar var svært at sige, men Matthew havde smidt nok penge i projekterne til at de nok skulle bære frugt. Hvem vidste, måske om 30-40 år? Det var et åndedrag i hans bog.
Hans blik var gledet ud på sommerstormen der lod lynild og torden rasere over Paris og vaske gaderne rene med en lindrende regn efter lang tids tørke. Hans vej gennem palæet her til aften var ensom. Efter at have initieret Angela i hvordan det var at være tilbage under palæet og hans kyndige behandling, var han trukket i tøjet og havde taget turen rundt for at se hvilke beboere han kunne møde denne aften. Gabriel havde været optaget med Patrick og Marek, Rachel havde ikke været hjemme og Shade og Paris havde trænet noget kampssport. Istedet var han søgt ned til drivhuset, Rachels yndlingssted i palæet og her hvor hun dyrkede alle former for planter. Drivhuset var stort nok til at der var flere mindre kupler der omgav den store i midten, og de havde hvert deres klima. Han havde valgt det mere nordiske klima, køligere og med måske knap så eksotiske planter men mere skygge og en mere mulden duft af fyrtræ og mos. Han stod stille under en af de større fyrtræer, en nordgran af grandiøse proportioner, mens han lyttede til regnen der trommede mod kuplens tag. Lyn og torden skrabede imod de store plexiglas ruder.
“Nå,” lød en blød kvindestemme bag ham. Han drejede rundt og så Isobel stå i sit sædvanlige attire: rød kjole, høje hæle og et ansigt fyldt af følelser. Denne aften var det svært at vurdere om det var afsky, sorg eller en tredje negativ følelse, men noget var der i gærde.
“Hvad skal det betyde?” spurgte han koldt.
“Hvad tror du?” hun gik imod ham, hofter svajende så kjolen sitrede om hendes lår. “Angela kommer hjem, Fleur bliver forvandlet, jeg skal spille lokkemad,” hun endte foran ham og gled sine arme dovent om hans skuldre og hals. De grønne øjne lyste som smaragder hver gang et lyn flænsede de blytunge skyer foroven. Hun puffede til hans næse med sin og et smil spillede på hendes læber, drilsk og forførende men stadig med en undertone af alvor.
“Hvor mange flere marionetdukker skal du bruge?” hun lagde hovedet lidt på skrå og så spørgende på ham. Han gled sine arme om hendes liv og trak hende tættere på sig. Måske var det sikkerheden i hans bevægelser som gjorde at det var svært at Augustin nogensinde kunne måle sig med ham, tænkte hun.
“For mange kokke fordærver maden,” sagde han uden antydningen af morskab og et hævet øjenbryn.
“Så ikke flere sidespor?” spurgte hun.
“Nej,” forsikrede han hende og lod et smil indfinde sig i mundvigen. “Jeg tror vi har nok. Men,” han tog hende lidt ud fra sig efter at have stået tæt en stund, og tog hende med sig gennem drivhuskomplekset,” du skal snart færdiggøre din tjeneste, så er du fri igen.”
Hun gled sin arm ind i hans mens de gik og lyttede stilfærdigt.
“Men...” hun forsøgte at finde ord, at sætte hendes følelser i system, “hvad vil der ske med Augstin?” hun så på ham. Modsat både Vladimir og Gabriel var de næsten altid jævnbyrdige i højde. Måske var det fordi de delte mere.
“Han vil dø,” sagde Matthew uden tøven og stoppede ved døren tilbage ind i palæet. Han så hende direkte i øjnene, og hendes smerte var svær at undse men det var ikke desto mindre det han agtede at gøre mod inkvisitørernes leder. “Han har dræbt flere vampyrer end nogen anden vampyrjæger, han har angrebet Angela, han er en skændsel.”
“Er der ingen anden udvej?” spurgte Isobel og slog blikket ned til deres hænder der havde foldet sig foran dem.
“Nej,” svarede Matthew alvorligt. “Jeg ved hvordan dine følelser fungerer, Iso,” han lagde en finger under hendes hage og løftede hendes ansigt for at møde hans blik, “men du kan ikke komme ud af det her uden et skår i hjertet. Du kan vælge om det er af mine eller hans handlinger.”
Isobel nikkede tavst. Det gjorde ondt, men hun vidste hun ikke ville kunne forene sin tilværelse som vampyr med at være kæreste med inkvisitørernes leder. Hun elskede Augustin et eller andet sted. Han var smuk, ydmyg og et behageligt bekendtskab. Han var måske lidt rusten i sengen, men det kunne man altid træne ud af en mand. Hun havde gjort det før. Ikke desto mindre vidste hun hvor hendes hengivenhed lå i sidste ende og hun måtte give Matthew ret.
“Hvorfor dummer jeg mig altid sådan, Matthew?” spurgte hun med et sørgmodigt smil.
“Årh, Iso,” han trak hende ind til sig i et varmt kram, tydeligvis et af de sjældnere mere ægte af slagsen. “Dit hjerte er bare flygtigt. Mennesker dør på et døgn,” han trak hende ud fra sig næsten som en far belærer sin datter om hvordan det går når man falder og slår sig og hvordan man rejser sig igen. “Han er bare et menneske.”
Isobel lod sig trække med ind i hans favn, det var svært at lade være og hun lyttede til hans ord uden indvendinger indtil han havde talt færdig.
“Så kom,” sagde hun og tog hans hånd næsten som en forelsket teenagepige ville føre sin flirt med sig ud af en gymnastiksal hvor dansen var blevet for tarvelig og musikken for høj. Hun trak ham med ud af drivhuset og gennem palæet til den store nedsænkning i gulvet på 3. sal i østfløjen. Det var en rund fordybning med trappetrin ned til et blødt underlag hvor der lå puder og bløde tæpper. Der var så ligeså dybt fra gulv til fordybningens bund som et menneskes højde, så det var svært umiddelbart at vide hvem der var dernede hvis man ikke gik nærmere og så derned. Lyset var blidt og ligeså var de kys de udvekslede inden de med inderlige kærtegn og dybe suk skildte sig af med deres beklædning og lå i lang tid sammen nøgne og fornøjede som de lidenskabelige væsner de var. Deres elskov var som et hedt ridt og de gentog akten så længe deres energi tillod dem, inden de faldt tilbage i de bløde puder og tæpper der omgav dem. Isobel lå op af Matthews brystkasse, hendes egne fyldige bryster presset mod ham og hendes hår i et stort virvar imod hans lyse hud.
Og det var også sådan Vladimir fandt dem, begravet i hinandens omfavnelser og leende af en eller anden anekdote om fortiden. Han havde hørt dem fra oven og var kommet nær nok til at se dem nede i fordybningens bund.
“Matthew!” hans stemme smældede ud som en pisk, præcis som Matthew selv kunne gøre det, men med en vis anderledes autoritet. Af en eller anden grund var Vladimir bare mere, ja, i stand til at påkalde sig opmærksomhed, men måske var Matthew så netop mere i stand til at manipulere og bevæge sig udenfor hans rækkevidde, og samtidig sørge for, trods Vladimirs fremtoning, at manden aldrig ville gøre modsigelser imod ham.
Isobel sukkede næsten så højt at det var et opgivende støn.
“For helvede,” vrissede hun mens Vladimir gik ned ad fordybningens trin til dem. “Kan du ikke bare ET sekund lade os være?” snerrede hun til Vladimir der så køligt på hende.
“Jeg tror I har været her længe nok til at jeg kan tillade mig at forstyrre jer,” sagde han med et kort blik på hendes uglede hår, og så derefter på Matthew der sad op og så afventende på ham med armene langs den nederste kant som var det kanten af en swimming pool.
“Hvad skylder jeg æren?” spurgte han med en vis sarkasme i stemmen. Vladimir satte sig lidt derfra på et af trinene lidt højere oppe men stadig så han kunne se på dem begge.
“Du er på dybt vand,” sagde Vladimir advarende.
“Nå det er jeg?” Matthew så på ham med en mund kruset i en smal trækning som om han havde svært ved at afgøre om han skulle se alvorlig ud eller smile hånligt.
“Du ved godt at Fleurs far har været opsat på at blive vampyr i lang tid, ikke?” spurgte Vladimir med et hævet øjenbryn.
“Nej?” sagde Matthew ligegyldigt. “Tilgiv mig for ikke at kende alle mine revisorers privatliv.
“Vlad, lad nu være, du er bare jaloux,” sukkede Isobel og skubbede sin store, krøllede manke bort fra ansigtet.
“Nej jeg er ej!” bed Vladimir igen og så indgående på Matthew. “Når Molly og Desmond finder ud af hvad der er hændt med Fleur er det kun et spørgsmål om tid før de vil afsløre dig. Og du,” han så skarpt på Isobel, “hvad i alverden laver du med Inkvisitørernes leder?!”
“Jo tak, jeg har fået en eftersidning,” Isobel så mørkt på Vladimir der rejste sig demonstrativt.
“Godt, jeg håber I er forberedt til sommerfestivalens afslutning,” knurrede han inden han forlod dem med hårde fodslag mod fordybningens trin. Isobel og Matthew så efter ham inden de begge to grinede lidt sammen. Isobel mest, mens Matthews latter endte ud i en mine der kun kunne beskrives som underfundigt og eftertænksom. Det ville blive interessant hvad fremtiden ville bringe, tænkte han inden han atter lod Isobel tage hans opmærksomhed.
Som vampyr var det ikke noget at bekymre sig om. Sandt, menneskene ville forgå på et tidspunkt med mindre man samlede dem i stalde og avlede dem med de bedste gener og det mest nærende blod, mens dyreblod kunne bruges til nød. Men der var videnskabsfolk der var sat til at forske i erstatningsblod. Hvad det indebar var svært at sige, men Matthew havde smidt nok penge i projekterne til at de nok skulle bære frugt. Hvem vidste, måske om 30-40 år? Det var et åndedrag i hans bog.
Hans blik var gledet ud på sommerstormen der lod lynild og torden rasere over Paris og vaske gaderne rene med en lindrende regn efter lang tids tørke. Hans vej gennem palæet her til aften var ensom. Efter at have initieret Angela i hvordan det var at være tilbage under palæet og hans kyndige behandling, var han trukket i tøjet og havde taget turen rundt for at se hvilke beboere han kunne møde denne aften. Gabriel havde været optaget med Patrick og Marek, Rachel havde ikke været hjemme og Shade og Paris havde trænet noget kampssport. Istedet var han søgt ned til drivhuset, Rachels yndlingssted i palæet og her hvor hun dyrkede alle former for planter. Drivhuset var stort nok til at der var flere mindre kupler der omgav den store i midten, og de havde hvert deres klima. Han havde valgt det mere nordiske klima, køligere og med måske knap så eksotiske planter men mere skygge og en mere mulden duft af fyrtræ og mos. Han stod stille under en af de større fyrtræer, en nordgran af grandiøse proportioner, mens han lyttede til regnen der trommede mod kuplens tag. Lyn og torden skrabede imod de store plexiglas ruder.
“Nå,” lød en blød kvindestemme bag ham. Han drejede rundt og så Isobel stå i sit sædvanlige attire: rød kjole, høje hæle og et ansigt fyldt af følelser. Denne aften var det svært at vurdere om det var afsky, sorg eller en tredje negativ følelse, men noget var der i gærde.
“Hvad skal det betyde?” spurgte han koldt.
“Hvad tror du?” hun gik imod ham, hofter svajende så kjolen sitrede om hendes lår. “Angela kommer hjem, Fleur bliver forvandlet, jeg skal spille lokkemad,” hun endte foran ham og gled sine arme dovent om hans skuldre og hals. De grønne øjne lyste som smaragder hver gang et lyn flænsede de blytunge skyer foroven. Hun puffede til hans næse med sin og et smil spillede på hendes læber, drilsk og forførende men stadig med en undertone af alvor.
“Hvor mange flere marionetdukker skal du bruge?” hun lagde hovedet lidt på skrå og så spørgende på ham. Han gled sine arme om hendes liv og trak hende tættere på sig. Måske var det sikkerheden i hans bevægelser som gjorde at det var svært at Augustin nogensinde kunne måle sig med ham, tænkte hun.
“For mange kokke fordærver maden,” sagde han uden antydningen af morskab og et hævet øjenbryn.
“Så ikke flere sidespor?” spurgte hun.
“Nej,” forsikrede han hende og lod et smil indfinde sig i mundvigen. “Jeg tror vi har nok. Men,” han tog hende lidt ud fra sig efter at have stået tæt en stund, og tog hende med sig gennem drivhuskomplekset,” du skal snart færdiggøre din tjeneste, så er du fri igen.”
Hun gled sin arm ind i hans mens de gik og lyttede stilfærdigt.
“Men...” hun forsøgte at finde ord, at sætte hendes følelser i system, “hvad vil der ske med Augstin?” hun så på ham. Modsat både Vladimir og Gabriel var de næsten altid jævnbyrdige i højde. Måske var det fordi de delte mere.
“Han vil dø,” sagde Matthew uden tøven og stoppede ved døren tilbage ind i palæet. Han så hende direkte i øjnene, og hendes smerte var svær at undse men det var ikke desto mindre det han agtede at gøre mod inkvisitørernes leder. “Han har dræbt flere vampyrer end nogen anden vampyrjæger, han har angrebet Angela, han er en skændsel.”
“Er der ingen anden udvej?” spurgte Isobel og slog blikket ned til deres hænder der havde foldet sig foran dem.
“Nej,” svarede Matthew alvorligt. “Jeg ved hvordan dine følelser fungerer, Iso,” han lagde en finger under hendes hage og løftede hendes ansigt for at møde hans blik, “men du kan ikke komme ud af det her uden et skår i hjertet. Du kan vælge om det er af mine eller hans handlinger.”
Isobel nikkede tavst. Det gjorde ondt, men hun vidste hun ikke ville kunne forene sin tilværelse som vampyr med at være kæreste med inkvisitørernes leder. Hun elskede Augustin et eller andet sted. Han var smuk, ydmyg og et behageligt bekendtskab. Han var måske lidt rusten i sengen, men det kunne man altid træne ud af en mand. Hun havde gjort det før. Ikke desto mindre vidste hun hvor hendes hengivenhed lå i sidste ende og hun måtte give Matthew ret.
“Hvorfor dummer jeg mig altid sådan, Matthew?” spurgte hun med et sørgmodigt smil.
“Årh, Iso,” han trak hende ind til sig i et varmt kram, tydeligvis et af de sjældnere mere ægte af slagsen. “Dit hjerte er bare flygtigt. Mennesker dør på et døgn,” han trak hende ud fra sig næsten som en far belærer sin datter om hvordan det går når man falder og slår sig og hvordan man rejser sig igen. “Han er bare et menneske.”
Isobel lod sig trække med ind i hans favn, det var svært at lade være og hun lyttede til hans ord uden indvendinger indtil han havde talt færdig.
“Så kom,” sagde hun og tog hans hånd næsten som en forelsket teenagepige ville føre sin flirt med sig ud af en gymnastiksal hvor dansen var blevet for tarvelig og musikken for høj. Hun trak ham med ud af drivhuset og gennem palæet til den store nedsænkning i gulvet på 3. sal i østfløjen. Det var en rund fordybning med trappetrin ned til et blødt underlag hvor der lå puder og bløde tæpper. Der var så ligeså dybt fra gulv til fordybningens bund som et menneskes højde, så det var svært umiddelbart at vide hvem der var dernede hvis man ikke gik nærmere og så derned. Lyset var blidt og ligeså var de kys de udvekslede inden de med inderlige kærtegn og dybe suk skildte sig af med deres beklædning og lå i lang tid sammen nøgne og fornøjede som de lidenskabelige væsner de var. Deres elskov var som et hedt ridt og de gentog akten så længe deres energi tillod dem, inden de faldt tilbage i de bløde puder og tæpper der omgav dem. Isobel lå op af Matthews brystkasse, hendes egne fyldige bryster presset mod ham og hendes hår i et stort virvar imod hans lyse hud.
Og det var også sådan Vladimir fandt dem, begravet i hinandens omfavnelser og leende af en eller anden anekdote om fortiden. Han havde hørt dem fra oven og var kommet nær nok til at se dem nede i fordybningens bund.
“Matthew!” hans stemme smældede ud som en pisk, præcis som Matthew selv kunne gøre det, men med en vis anderledes autoritet. Af en eller anden grund var Vladimir bare mere, ja, i stand til at påkalde sig opmærksomhed, men måske var Matthew så netop mere i stand til at manipulere og bevæge sig udenfor hans rækkevidde, og samtidig sørge for, trods Vladimirs fremtoning, at manden aldrig ville gøre modsigelser imod ham.
Isobel sukkede næsten så højt at det var et opgivende støn.
“For helvede,” vrissede hun mens Vladimir gik ned ad fordybningens trin til dem. “Kan du ikke bare ET sekund lade os være?” snerrede hun til Vladimir der så køligt på hende.
“Jeg tror I har været her længe nok til at jeg kan tillade mig at forstyrre jer,” sagde han med et kort blik på hendes uglede hår, og så derefter på Matthew der sad op og så afventende på ham med armene langs den nederste kant som var det kanten af en swimming pool.
“Hvad skylder jeg æren?” spurgte han med en vis sarkasme i stemmen. Vladimir satte sig lidt derfra på et af trinene lidt højere oppe men stadig så han kunne se på dem begge.
“Du er på dybt vand,” sagde Vladimir advarende.
“Nå det er jeg?” Matthew så på ham med en mund kruset i en smal trækning som om han havde svært ved at afgøre om han skulle se alvorlig ud eller smile hånligt.
“Du ved godt at Fleurs far har været opsat på at blive vampyr i lang tid, ikke?” spurgte Vladimir med et hævet øjenbryn.
“Nej?” sagde Matthew ligegyldigt. “Tilgiv mig for ikke at kende alle mine revisorers privatliv.
“Vlad, lad nu være, du er bare jaloux,” sukkede Isobel og skubbede sin store, krøllede manke bort fra ansigtet.
“Nej jeg er ej!” bed Vladimir igen og så indgående på Matthew. “Når Molly og Desmond finder ud af hvad der er hændt med Fleur er det kun et spørgsmål om tid før de vil afsløre dig. Og du,” han så skarpt på Isobel, “hvad i alverden laver du med Inkvisitørernes leder?!”
“Jo tak, jeg har fået en eftersidning,” Isobel så mørkt på Vladimir der rejste sig demonstrativt.
“Godt, jeg håber I er forberedt til sommerfestivalens afslutning,” knurrede han inden han forlod dem med hårde fodslag mod fordybningens trin. Isobel og Matthew så efter ham inden de begge to grinede lidt sammen. Isobel mest, mens Matthews latter endte ud i en mine der kun kunne beskrives som underfundigt og eftertænksom. Det ville blive interessant hvad fremtiden ville bringe, tænkte han inden han atter lod Isobel tage hans opmærksomhed.
