Post by Gabriel Darklighter on Aug 10, 2020 13:17:08 GMT 1
Gabriel kantede sig op på sine albuer og så på Felix. Det stakkels betuttede ansigt gemt i krøllerne. Alligevel virkede han... friskere? Skarpere? "Hvorfor dog?" spurgte han og kantede sig hen til sengekanten hvor han sad ved siden af sin ven og lagde en hånd på hans spinkle skulder. Det var tydeligt at kroppen havde været medtaget af underernæring før forvandling, men det gjorde den også smuk på en vis bizar måde. Folk ville betale i dyre domme disse tider for at se sådan ud. "Var det virkelig så slemt?" han så på ham med en skævt smil.
Post by Felix Pvelius Andromedius on Aug 10, 2020 13:28:30 GMT 1
Han trak på skuldrene. Det var svært at sætte ord på hændelsen og megetere hans egne følelser. Felix hævede sit mørkeblå blik for at se på Gabriel gennem sine brune krøller. Langsomt hævede han sin hånd for st tage imod Gabriels som lå på hans skulder. Han flettede sine fingre med den og lod tomlen glide over hans hvide marmor hud som en elsker der skulle til at levere dårlige nyheder. Et suk forlod hans læber og han lukkede øjnene. “Fordi jeg er opdraget til et præsteligt beteende. Vi var ludfattige, min mor og tre søskende døde af pest. Min fader og jeg overlevede mirakuløst”, begyndte at at fortælle, det var som at alting stod knivskarpt i hans sind. “Fader svor at vi skulle leve efter Guds regler og gav bort alt vi ejede for at støtte vores trossamfund. Gud tilsmilede os, gav os hvad vi behøvede og ikke mindst mig”, han løftede sit ansigt og så på Gabriel med tårevædede øjne. “Nu har jeg for alvor vendt mig mod Gud”.
Post by Gabriel Darklighter on Aug 10, 2020 13:35:47 GMT 1
Felix' pinefulde ansigtsudtryk stak i brystet som knive og Gabriel forsøgte med en bedrøvet grimasse som svar. "Men Felix, du er ikke præst," sagde han lidt klagsomt mens han mærkede den milde sitren i hans krop fra hans fingres kærtegn. De var rare og alligevel smertefulde fordi han vidste at han havde skubbet sin ven ud på et sidespor. "At begå mord er ligeså meget at vende sig imod Gud, og det er jo noget du har skullet gøre lige siden du blev vampyr. Hvorfor lade en anden styre sit liv hvis det gør at man kun er trist til mode hele tiden fordi man ikke kan leve op til nogle regler nedsat af mennesker for mennesker?" spurgte han lidt undrende og gled ned på gulvet ved siden af sin ven og lagde en trøstende arm om hans skuldre. "Gud er... bare noget man siger for at få folk til at gøre som man vil have dem til. Der er ikke noget helligt eller ophøjet i religion. Det er altid kun smerte og pinsomhed, tro mig, jeg har set religioner rejse sig og smuldre som støv mellem fingrene," han prøvede at smile lidt opmuntrende. "Hvorfor har du ikke fortalt det her noget før?" spurgte han lidt forvirret. Det var som om der var åbnet en klap til Felix' fortid i hans baghoved og det nu kom op til overfladen. Var det... var det fordi de havde haft sex??
Post by Felix Pvelius Andromedius on Aug 10, 2020 13:44:28 GMT 1
Trods at hans øjne var tårevædede kunne Felix ikke lade være med at slippe en tyk mørk latter. At dræbe var også at vende sig mod Gud, men Gabriel kunne jo ikke vide at han havde affundet sig med dette siden langt før hans forvandling. Felix lænede sig mod sin kammerat og rystede leende på hovedet. “Jeg har dræbt siden jeg var 15... mennesker altså. Jeg slog vores gårdkat ihjel da jeg var 4”, han lænede hovedet tilbage og strøg hånden gennem håret som han musede: “jeg hæv hver eneste tånegl ud af den, og skad den over med min faders økse. Gemte udyret i røgelseskrukken”, han lagde sin hånd på Gabriels knæ og sendte ham et sørgmodigt smil. Det var sjældent at Felix havde så meget fattet at sige på en gang, og første gang han egentlig huskede sin barndom i mange mange år. “Jo religion er noget fandwn har skabt men vi må vel bryste os af noget i et liv som skal leves så længe som vort. Ikke sandt?”, han gned sig i øjnene med sin frie hånd. “Jeg havde glemt det”, forklarede han sagte.
Post by Gabriel Darklighter on Aug 10, 2020 14:10:20 GMT 1
"Hvordan..." startede han men måtte pause sig selv mens han så på Felix. "Hvordan kan du have glemt det? Altså..." han lagde en hånd på hans baghoved og mærkede efter fordybningen. "Er det det her der har gjort at du glemmer? Og hvorfor... hvorfor kan du så lige pludselig huske det?" spurgte han med en dyb fure i panden. Det var virkelig et mirakel nærmest. Alle tanker om religionskritik var lidt faldet bort mens han undrede sig over hvad pokker der gjorde at Felix kunne huske så klart lige pludselig.