Feelin’ Green

"Ja ja, det er på bordet," sagde han og viftede med hånden i retning af hans taske der lå på bordet. Han havde forladt palæet en smule hastigt efter at have holdt sig i baggrunden af sin fars gøren og laden, men han vidste hvad det hele havde betydet. Pigen i børneværelset. Selvom værelset var specialbygget og ekstra lydisoleret tog det ikke en raketvidenskabsuddannelse at vide hvad der var foregået. Han havde set rødt og hastet ud af døren i retning af Angelas lejlighed for at komme væk men også for at levere hende blodet der sørgede for at hun healede efter sin tortur og branden i lagerhallen.
"Hey, har du hørt om min fars nye legetøj?" spurgte han en smule henkastet. Det var ikke fordi det var henkastet, og selvfølgelig havde hun næppe hørt om det, men hun var jo bare en ud af en million andre børn der havde lidt den skæbne.

"Geez, skal du ikke... hælde det op i noget?" spurgte han lidt overrasket over hendes sultne måde at drikke blodet på. Han satte sig lidt op og knækkede nakken lidt.
"Nej," sagde han som svar på hendes spørgsmål. "Du ved, en ud af en million," han så sigende på hende. Det var svært at sige om han skulle forsøge at forklare mere. Han var lidt usikker på hvordan Angela ville reagere hvis han fortalte mere. De havde i forvejen haft det svært nok før i tiden med at dele deres faders opmærksomhed

Oh boy, here it goes, tænkte Gabriel og tog sig til panden. "Jeg vil skyde på 10," svarede han inden han rejste sig. Hans egen frustration var også til at føle efterhånden, en kold følelse der spredte sig i mellemgulvet og gik ud til fingrene. Han stillede sig over til vinduet og så ud over byen med knyttede hænder. "Hvorfor?" han vendte sig om mod hende. "Er der brug for en forklaring? Du kender far, han er," han så rundt som om rummet skulle kunne give ham det ord han ledte efter, "specielt indrettet når det kommer til hvad han har lyst til." Han sukkede stille. "Måske.. savner han dig?" han trak på skuldrene. Det var sandsynligt men alligevel ikke hele grunden til at han forgreb sig på børn.

"Det tror jeg," svarede Gabriel og så ned på hende med medlidenhed. "Jeg tror ikke hun bor der eller det er planen at hun skal have noget, men hun var inde på værelset," han lagde en beroligende hånd på hendes skulder men han vidste at det ikke ville nytte noget. Hun var så hjernevasket at det næsten var smertefuldt at være vidne til hendes raseri. "Vil du overhovedet vide det?" spurgte han en kende bittert. "Der er ikke noget for dig hvis du lader ham trække dig tilbage til ham," han vendte hende mod sig, næsten faderligt mens han så insisterende på hende. "Lad være med at gøre noget dumt, Angela. Please."

"Angela?!" Gabriel blev overrasket over hendes bratte reaktion. Hun var lille og hurtig. Heldigvis havde han lange ben og tålmodighed. "Angela, nej! Kom tilbage!" kaldte han inden han satte efter hende ud af lejligheden, ned gennem opgangen og ud i Paris' gader. Solen var gået ned nu og mørket havde omsluttet byen hvor lysene glødede som små ildfluer i natten. Han spottede hende et godt stykke nede ad gaden og satte i løb.
"Vent!" han nåede op til hende og fulgte i hendes tempo. "Stop nu for helvede. Du ved ikke hvad du kan risikere at gøre hvis du tropper op nu!" han forsøgte at tale hende til fornuft.

Gabriel havde fulgt i hendes kølvand mens han flere gange havde forsøgt at gribe ud efter hende for at få hende til at standse og tænke sig om. Det nyttede ikke noget og hun var glat som en ål der slog smut i vandet væk fra hans rækkevidde. Han havde vænnet sig til tanken om hvad hans far gjorde, hell, han var selv en del af den cocktail der siden barnsben havde præget ham. Det var først op gennem det 19., 20. og 21. århundrede at han var begyndt at fjerne sig fra offerrollen og blev mere selvstændig i og med at hans ydre også langsomt begyndte at ældes i takt med hans erfaringsmæssige alder begyndte at blive højere. Han vidste også at Matthews og hans forhold om nogen var mere kompliceret fordi følelser rent faktisk var involveret, men det ville Matthew aldrig selv indrømme. Det var han for stolt til. Hvad der var op og ned mellem Matthew og Angela havde Gabriel egentlig aldrig overvejet yderligere end et barns forvrængede billede af virkeligheden og hvad der var rigtigt og forkert at gøre mellem datter og far.
"Det er jo ikke rigtigt, og det ved du også godt selv," sagde han mens de gik gennem gaderne. Der var lang vej til palæet, natten var heldigvis ung men det var ikke desto mindre en lang rejse til fods. Da hun stoppede op for at praje en taxa kunne han gribe hendes håndled og trække hånden ned. "Angela, stop!" protesterede han. "Han gør hvad han vil, det har han altid gjort, og det kan du ikke komme og ændrer på bare sådan lige ud af det blå! Hvad tror du ikke han vil gøre når han ser dig?!"

Han stoppede lidt op ved hendes ord og så hende gå længere fremme mens han tænkte. Stakkels pigebarn. Fuldstændig opslugt af vrede og jalousi. Var det pointless at prøve at hjælpe eller måske standse hendes retræte? Han havde ihvertfald syntes det var beundringsværdigt at hun havde fået stablet sin egen tilværelse en smule på benene udenfor palæet. At det så en lidt tvivlsom karriere som rottemager, var en anden side af sagen. Han havde jo selv et ikke særlig beundringsværdigt erhverv, men et erhverv ikke desto mindre.
"Angela, stop!" han satte efter hende igen og nåede hendes side men denne gang uden at gribe ud efter hende. "Du ved jo godt det ikke hjælper. Han gør dem fortræd alligevel, med eller uden os," og med os mente han de få der måske kunne danne en eller anden form for relation til Matthew ud over det fysiske behov. "Hvis du tager hjem kommer du aldrig ud igen, kan du ikke se det?" han var ikke sikker på om det var rigtigt, men han vidste at Matthew ville gøre hende til sin porcelænsdukke igen og så var løbet ligesom kørt. Med mindre de kunne lave en eller anden aftale, meeeeen han tvivlede stærkt.