Feelin’ Green

Angelique så skeptisk mod flasken. Hun stolede blindt på Matthew, specielt når det kom til hendes udseende fordi hun vidste at hun var en uvurderlig genstand for ham. Som en bil som en samler havde gået og filet på i flere år, var Angelique Matthews Cadillac. Hun lukkede øjnene og rynkede på næsen som væsken kom nær hende. Hun hævede hånden og greb hårdt udefter hans arm som for st fjerne den fra hendes ansigt idet væsken ramte hendes hud. Det syede, stak som tusind nåle og samtidigt var det koldt. Ikke fordi hun normalt følte noget, men væsken fik alle hendes små hår til st stå oprejst. “Nej”, klagede hun som hun forsøgte at skubbe ham væk, men alligevel overvandt hendes stædige forsøg på at få den stride væske væk. En tåre stred ned hendes kind af smerte men da hun åbnede øjnene igen og så på hans hænder hvor skorpen nu lå, fik det hende til at kigge håbefuldt på ham. Næsetipkysset fik hendes udtryk til at mildnes. “Tak Papa”, hun rakte armene udefter ham.

Angelique vidste bedre end at modsætte sin faders bestræbelser. Alligevel var smerten næsten uudholdelig og hun vidste at hun betete sig som et barn. Intet hun havde gjort i årevis om ikke det var spil for galleriet. Apropos spil, lagde hun armene tæt om hans hals og ligeså hovedet. Hun var taknemmelig men det dunkede stadig i hendes kind. Hendes tanker gik flygtigt mod hendes drømmeseng, mod eet pæne pigeværelse som Matthew havde fået snordnet til hende. Hun greb fat i hans lokker med sine buttede børnehænder og aede det som var det en kanin, undersøgende men blidt. “Har du beholdt mit værelse?”, spurgte hun med en overraskelse og glæde i stemmen. Hun havde ikke regnet med andet, manden var for nostalgisk. “Men papa?”, hun lænede sig nu ud for st se på ham med et tiggende blik. “Sove hos dig?”, spurgte hun da som hendes lyseblå blik mødte hans.

Angelique kendte rutinen. Hun kendte hans gemakker og følte sig straks hjemme. Hun vidste præcis hvilke knapper hun skulle trykke på, og hun udøvede dem altid når der var noget hun ønskede. Såsom idag hvor hun vidste, at hun skulle træde ekstra varsomt for ikke at provokere ham. Med en blid bevægelse knappede hun sin lyseblå jakke op og hang den pænt på stoleryggen. Frem for hende sparkede hun sine små sølvske af og blev straks et par centimeter lavere. Hun foredrog de engelske børnesko på grund af hælen, måske hun kunne få lavet nogle nye nu hun var hjemme? Hun knappede sin kjole op og foldede den ligeså pænt inden hun gik over til Matthew med armene i vejret for at lade sig iklæde nattens valg af sovetøj. “Må jeg få sokker på også?”, spurgte hun blidt. Det var mest en accessorie, fordi hun godt kunne lide dem til natkjolen, ikke fordi de behøvedes. “Og vil du ikke fortælle mig om slaget ved Preussen igen?”, det havde været en rutine for længe siden, men også en rutine der lod hende falde i søcn før han prøvede på noget.

Angelique kunne ikke lade være med at se lettere mut ud over det med strømperne. Det var også meget at forlange men hun kom hurtig over det som hun rettede lidt på den tidløse kjole. Den passede hende som en handske. Hun lavede en hurtig piuette for at se hvordan stoffet flagrede under hende inden hun blev samlet op. Dynerne omsluttede hende tungt og oerautomatik gled hun ind mod hans krop. Hendes fingre var ligeså også i hans hår igen, som hun altid havde gjort. “Har du holdt regnskab?”, spurgte hun drillende, imens hun hev ham drillende i de lange lokker. “Hvis ikke Preussen så vil jeg høre om Mongoliet”, en anden yndlingshistorie af hendes. Hun turde knapt fortælle ham at der var gået otte år imellem.

“Løgner”, svarede hun drillende. Hendes fingre var begyndt på at flette hans lokker, for at glide hånden igennem dem for at se dem opløses. “Hvis du virkelig havde fortalt den historie så mange gange havde jeg hørt den mindst 500 gange om dagen”, hun hævede sit blik mod hans. “Og så kan jeg love dig for at jeg havde været træt af den”. Hun kunne ikke lade være med at udfordre, drille og alligevel overgive sig til hans magt. Hun kyssede blidt hans fingre som de strøg forbi hende i kærtegn, inden hun drillende nappede ud efter dem igen som han begyndte sin historie. Det var altid bedre at være legesyg, sød og mild med ham. Det var hun blevet ekspert på efter livet i hans varetægt. Hun var også klar over, at mere ventede hende, og hun så overrasket til idet han lod hendes kjole være. Derfor gled hun tættere ind til hans marmorkrop, lagde en spinkel arm om hans side og lukkede øjnene. For første gang længe var hun tryg. Der var ingen uro ved at være hjemme, for hun vidste at ingen kunne bryde ind og ingen anden end Matthew vil turde at ligge en finger på hende. Imens trygheden og roen indfandt sig hos hende, lukkede hun øjnene og overgav sig til den dybe søvn under hans fortælling.

//out.