Feelin’ Green

Nøglen klirrede underligt hult i hans hånd. Hvad fuck skulle han bruge hendes lejlighed til?!
"Ej, Angela," han sukkede opgivende og endte med at vende sig imod hende. Ville han råbe at hun skulle komme tilbage for 117. gang? Nej. Det nyttede ikke noget. Hun var for selvstændig, og han var for overbærende. Måske var det han frygtede mest af alt hvad Matthew ville gøre med hende når hun troppede op på palæets dørtrin. Han tog derfor en beslutning om at hun ikke skulle møde ham alene og satte efter hende.
"Jeg kommer med dig," sagde han da han atter nåede op til hende. Det føltes som om han var en bil der havde svært ved at komme op i gear men nu besluttede han at holde tempoet sammen mens de begav sig tavse gennem Paris' gader mens natten faldt mere på.

De nåede palæets ydermur og sikkerhedsvagten åbnede uden et ord den enorme gitterport. Gabriel fik et sært deja vu til en ikke så fjern fortid hvor han og Felix havde passeret igennem porten. Det virkede som om det var år siden, selvom det kun var omkring en lille måned. Sommeren var kommet og lakkede nu lige så langsomt mod enden. August var det sidste åndedrag af en gylden tid på året førend byen lukkede sig sammen om sig selv og det tyndede ud i turisterne.
De gik gennem skoven og op til statuen og palæet. Den sorte Audi holdt parkeret ved foden af trappen. De tog kursen op til hoveddøren og trådte ind.
"Nå, hvor skal vi lede efter ham henne?" spurgte Gabriel og så på Angela. Matthew kunne være absolut et hvilket som helst sted i palæet. Et godt sted at starte ville nok være hovedkontoret, men Gabriel lod Angela føre an. Det var hendes lille korstog.

Det var næsten som om den dobbeltfløjede dør gled op før hendes knoer ramte træet, som var hængslerne sat i bevægelse før end der var givet en hørlig kommando på den anden side af døren. Skyggerne var hans redskaber til at få palæet til at fungere. De var som lungerne der holdt stenene og søjlerne og fliserne på plads, panelerne naglet til væggene og lysekronerne hængende i stukrosetterne. Det var Fleurs fortjeneste at Matthew var i nogenlunde godt humør, og han stod stille med ryggen til Angela som hun trådte ind i kontoret.
"Nå nå," sagde han, hans mørke stemme flød ud i rummet som luksuriøst vævet, blødt stof. "Var de 8 år nok?" Han vendte sig langsomt, det sorte hår gav et let svaj i den stille luft i kontoret.
Gabriel fulgte modvilligt med og holdt sit blik på sin far. Han kunne mærke lige dele afsky men også lige dele knust hjerte. Det var svært at vælge hvilken en af delene han ville læne sig ind i og lade sig opsluge af. Selv ikke Angela ville nogensinde forstå det ambivalente forhold der var imellem de to, men hun var selv opslugt af sit eget dilemma. Hvorfor havde han den effekt på mennesker? Urgh!

Det var lidt som at se en marionetfører og en dukke i en mærkelig dans hvor dukken havde fået sin egen vilje, men der alligevel var tråde forbundet mellem hænder og lemmer. Han stod med hænderne foldet bag ryggen inden han gik et par korte skridt frem til bordet hvor han knælede uden at taget blikket fra hende. Med to fingre gav han tegn til hende at hun skulle komme tættere på.
"Kom her, Angela," sang hans bløde stemme mens et smil spillede på hans læber. Han kunne se trodsigheden lyse ud af hende. Hun gik på en knivsæg, og alting ville blive nemmere hvis hun bare overgav sig til den hjemve der havde plaget hende.
Gabriel stillede sig som en stille skytsengel i døråbningen og hvilede skulderen mod dørkarmen uden et ord mens han holdt armene over kors og betragtede scenariet udfolde sig. Han var ikke en del af deres lille konstellation, men han ville ikke lade der ske noget som kunne skade Angela.

Som en ravn lukker sine vinger om sine unger, lod han sine arme tage hende ind til sig, et skrøbeligt barn i favnen på sin far. Hans blege fingre strakte sig ud bag hendes ryg og holdt hendes lille krop tæt ind mod sin mens hans anden hånd hvilede bag hendes nakke hvor den legede med hendes blonde lokker. Den søde duft af hende sank ind i hans næsebor som en velkendt parfume der fremkaldte nostalgiske minder fra en svunden tid. Han kyssede hendes pande og kind, hendes tindinger hvor håret kildede hans læber og et afsluttende varmt kys mod hendes læber, symbolsk og forseglende. Han lod hende hvile sit hoved ind mod sig inden han med hende i armene rejste sig og løftede hende let som en fjer.
"Selvfølgelig, cherie," hviskede han i hendes øre inden han tog hende med sig rundt om bordet og satte sig i den store kontorstol med det høje ryglæn. Hun var som en lille dukke på hans skød, hoved hvilende mod hans brystkasse og hans hænder der kærtegnede hendes hår og ansigt og skuldre mens han holdt hende tæt. Han sendte et sidste mørkt blik til Gabriel, der rettede sig op og forlod kontoret med dørene der gled i bag ham.
"Men hvorfor nu, min engel?" spurgte han og så ned på hende med et smalt smil. Det var uden tvivl Gabriel der havde sladret. Og det at Gabriel havde vidst hvor hun var men intet havde sagt ville koste ham dyrt, men det var en ting til senere, når resten af palæet var faldet til ro.

Hans fingre fandt behændigt vej til hendes kæbe hvor han tog blidt om hendes ansigt og studerede skaderne med en alvorlig mine. Det lignede et grimt brandsår men med en sprød skorpe. Han vendte og drejede hende som om han stod med en dyr mingvase i hænderne og kiggede efter skår, skader og krakeleringer.
"Ja det ligger ret dybt," sagde han stilfærdigt mens skyggerne jog hinanden rundt langs væggen i en dans der understregede hans vrede. Augustin skulle dø for hans hånd, det var sikkert og vidst. Isobel måtte bare tage sig sammen og komme over hendes menneske-kærlighed. Det skulle han nok hjælpe med.
"Kom, jeg har noget der kan hjælpe dig," han kyssede hendes pande blidt inden han tog hende ned på gulvet og rejste sig for at tage hende med ud af kontoret. Hans hånd holdt hendes i et blidt men insisterende greb mens de gik gennem palæet.

"Når jeg er færdig med dig vil du være så god som ny," sagde han med et smil ned til hende. "Nej hvad kan du?" spurgte han en smule uinteresseret men med et let hævet øjenbryn. Hun var et stykke legetøj, et af de dyre slags som kun blev mere værd med tiden. Hendes barneudseende var den perfekte størrelse og form. Hvis han kunne ville han kunne tjene styrtende på det. Men han var klogere end idioterne der smed deres skrald ud i cyberspace så alle landes politistyrker kunne finde dem.