Forty-nine Red Roses

Normalt modtog Isobel ikke private besøg når hun var på arbejde. Kun en enkelt gang havde hun haft besøg af Matthew, og efter det havde hun ligesom besluttet sig for at museet ikke var dér hun skulle invitere sine eskapader. Men det var efterhånden et godt stykke tid siden, og et menneske var måske lidt nemmere at holde styr på end hendes bror, der insisterede på at de skulle have sex foran Mona Lisa. Det var ikke just det forløb hun havde planlagt nu dog, og hun tænkte Augustin måske var af en anden lidt mere stoisk støbning.
Hendes kontor lå på en af de lange gange med administrative arbejdere. Hun var forholdsvis anonym på arbejdet, vellidt og den der altid havde kage med om fredagen, så hun satte sit præg på det sociale fællesskab i hendes afdeling. Hun var ikke leder eller stræbede efter det selvom hun var blevet tilbudt det flere gange. Hun foretrak at være på lige fod med de andre omkring hende. Hun var ambitiøs omkring sit arbejde og for mange var det et drømmejob at være kurator på Louvre. Hun havde ikke brug for mere.
Hun åbnede op da han bankede på døren. Sekretæren ude ved skranken havde meddelt hende om en mands ankomst, og hun var ved døren forholdsvis hurtigt efter det.
"Hej," sagde hun med et smil og åbnede mere op. Hun stoppede lidt ved synet af roserne men smilet blev på ingen måde mindre. "Nej, er de til mig?!" hun slog hænderne sammen af fryd. Hun var klædt en del mere afdæmpet end sidste gang de havde set hinanden, men stadig præget af hendes forkærlighed for rødt, nedringet og attraktivt. Smykkerne var knap så kostbare og iøjnefaldende, og hun havde en blazer over sig som en måde at fremstå en smule mere business casual på.

"Jeg er lige blevet færdig," sagde hun med et smil og tog imod roserne. Hun fandt en pyntevase, der har stået og været kedelig for sig selv på hendes bord og satte roserne i sammen med lidt vand fra en karaffel som personalet insisterede på at hun skulle have, selvom hun havde sagt flere gange at hun ikke drak vandet fra hanerne i Paris på grund af forurening. Hun placerede roserne på skrivebordet og ordnede dem lidt inden hun greb sin håndtaske og nøgler og tog ham med ud af kontoret. Hun låste efter sig og vendte sig imod ham. "Nå, skal vi?" hun holdt en arm ud for at han kunne tage den og de satte kurs ud af de administrative gange og ind i det kæmpemæssige kompleks der var Louvre.
"Har du virkelig aldrig været her?" spurgte hun undrende mens hun førte ham rundt blandt billeder og skulpturer. Hun elskede museet om aftenen når der var lukket. En del arbejdere gik rundt og gjorde rent, andre tjekkede malerier og skulpturer efter og noterede om nogen skulle ned eller op eller til vedligeholdelse.

Hun strøg en lok bag øret mens hun overvejede hvad hun skulle svare. Deres fodtrin fyldte stilheden efter hans ord og rungede ud i de affolkede sale.
"Jeg har haft det... godt?" svarede hun lidt tøvende og så til siden på ham med et lille smil. "Vi er vel begge voksne," hun lo lidt, "det er travlt at være." Hun trak på skuldrene og stoppede op da de havde nået nederste niveau og stod under pyramiden. Lyset fra projektørerne udenfor kastede sig ind i glasset og ned til dem. Det var hendes favorit indgang til museet. Den omvendte pyramide hang som svævede den over dem alle, et kunstværk hun elskede mere end de fleste andre. Hun havde tænkt lidt på om hvordan hun skulle få sagt at hun havde, well, børn og sådan. Det havde afskræmt en del elskere igennem tiden, men det var jo ikke fordi hendes børn var hjælpeløse små tumlinger. De var alle selvstændige omend unge vampyrer.

Hun ledte ham med sig gennem museet og fortalte lidt om de forskellige kunstværker hun havde hjulpet med at rekvirere til udstillingerne. Hun fortalte også konteksten af nogle af dem, der ikke var endt som en del af en samlet udstilling, for ligesom at give et perspektiv på tingene. Louvre var en kæmpemæssig institution og var meget mere end bare et museum. I virkeligheden var det blevet bygget op fra bunden og var nu endt med klasserum til læring og uddannelse og mange andre afdelinger, som hun selv kun kendte til perifert.
De endte ved caféen der lå i det gamle forsvarsministeriums lokaler. Der var åbent for personalet indtil klokken 20. Hun nikkede derind.
"Har du lyst til en kop kaffe eller et glas vin?" spurgte hun. "Eller er det," hun smilede lidt undskyldende, "det clasher ikke for meget med din behandling?"

"Så lad mig byde på det," hun lagde en hånd på hans arm og gav den et lille venligt klem, som en mor der lige har forkælet sit barn med en slikkepind, og de gik ind i caféen. Der var måske to andre der sad ved et bord og snakkede. Isobel vinkede kort til dem. Det var en fra hendes egen afdeling og en kustode. Hun bestilte en sodavand til ham og et glas rødvin til sig selv inden hun udvalgte et bord med smuk udsigt over byen. En lille, let klassisk melodi spillede i højtalerne og man kunne høre lidt klirren fra gryder og pander ude bagved caféen.
"Hvor længe har du været i behandling?" spurgte hun mens hun tog en slurk af sin vin uden at afsætte mærker fra læbestift på glasset.

Hun studsede lidt over at han altid ville snakke om hende når han endelig var begyndt at snakke om sig selv. Hun ville jo aldrig kunne lære ham at kende hvis ikke han åbnede op og fortalte lidt mere. Jovist var en sygdom en vigtig ting at have i mente, men det betød heller ikke det var alting en person var. Hun ville gerne vide om han havde drømme og den slags. Hell, hvad han lavede. Men hun lod det være for nu. Hans fortælling om sin sygdom gjorde alligevel nok indtryk til at hun ikke ville skubbe ham yderligere. Hun snoede en finger om en af sine krøller og så eftertænksomt ud af vinduet inden hun svarede.
"Jeg tror ikke man kan sige jeg har så mange hemmeligheder som jeg måske gerne ville have," sagde hun med en lille latter i stemmen og så tilbage på ham. "Men lidt har vel også ret?" hun blinkede til ham hen over kanten af vinglasset inden hun tog endnu en tår.

Hun satte glasset fra sig og lod en fingerspids køre rundt langs kanten mens hun betragtede ham. "Well, min bror er forretningsmand, kedelig og tør," sagde hun med himmelvendte øjne. "Min anden bror er træner på et militærakademi," hun lod til at tænke sig om. "Jo, vi bor mellem Paris og Versailles i et stort hus alle sammen. Mig og dem og," hun så op på ham med øjenvipper der sitrede let, "mine 4 børn." Nu var måske det bedste tidspunkt at springe bomben på, og hun synes selv det var så mildt gjort som muligt.