Forty-nine Red Roses

Det var lidt som om hans ord skyllede det værste af hendes tvivl væk. Ja, han var omsorgsfuld og betænksom. Han havde hjertet på det rette sted, han gjorde tingene for det gode i mennesket, noget som hun selv forstod. Hun stod i midten af stuen og så ud over den smukke udsigt efterhånden som mørket dæmpede sig i rummet. Langsomt gled hun ned og sidde i en sofa og så op på ham med et varmt blik.
"Det lyder som den rigtige måde at se det på," sagde hun eftertænksomt. "Er der mange?" hun skuttede sig lidt som var hun bange for tanken om at det kunne vrimle med monstre i Paris' gader og hendes blik vandrede fjernt til vinduet igen.

"Skør?!" udbrød hun og slog en lille latter op inden hun med en flydende bevægelse rejste sig fra sofaen og gik over til lænestolen hvor han havde sat sig. Med en evigt langsom bevægelse trak hun kjolekanten lidt op og graciøs som en balletdanser lod hun hver sit knæ glide ind på hver side af hans ben som indtog hun en plads på en hesteryg. Hun svang håret bag nakken og lagde hovedet lidt på skrå så hendes hals og kraveben var blottet i det dæmpede lys. Hendes hænder gled over hans skuldre og ned ad hans brystkasse.
"Jeg synes det er... fascinerende," sagde hun med legende stemme. "En farlig mand der beskytter folk fordi han elsker dem," hendes fingre legede med hans skjortekrave og knapperne. "Det lyder som en perfekt mand. Desuden," hun tænkte lidt over sine ord, "hvis en mand på dødens rand valgte at vie sit liv til noget, så ville det være underligt hvis det var noget, der kunne betegnes skørt," hun trak lidt på skuldrene mens hendes blik gled over ham som han sad under hende, en skrøbelig dødelig i hendes hænder.

Hun sukkede tungt mens hun gav sig hen til hans kærtegn og pressede hans ansigt begærligt mod sin hud. Hvor hans læber ramte var det som gnister der brændte hendes krop. Hun var glad for at hun havde nået at få lidt at spise tidligere på aftenen ellers ville hun have været alt for lunken for ham. Hans ord rislede af hendes ryg.
"Er det ikke ligemeget?" hviskede hun i hans øre inden hun svang sine arme mere om ham og skød sine hofter op i imod hans. Hun måtte dog hele tiden tage sig tid til ikke at lade sine hugtænder bryde frem af bare ophidselse. Det var en ting hun var vant til, og det tog lidt koncentration at holde dem på afstand mens hun gav sig mere hen til ham. Men hun kunne ikke stoppe nu. Hun var træt af at vente. Passionen i hende var for dyrisk og længslen efter elskov for stærk. Hun måtte undertrykke en latter ved tanken om hvad hun kunne fortælle Matthew senere når hun kom hjem. Lederen af inkvisitørerne i hendes hule hånd. Nu gjaldt det bare at han ikke fattede mistanke!