Forty-nine Red Roses

"Der var lidt forskellige," sagde hun og slog blikket ned mens hun betragtede rødvinen i glasset. Hun var normalt ikke sky over at fortælle om sin familie, og heller ikke det faktum at hendes børn havde 3 forskellige fædre. Faktisk var hun af og til i tvivl om hvem der var hvilkens, og så var der den usikkerhed for om Matthew var far til Rachel, der altid havde naget hende. "Ingen er i live idag," hun så op på ham og sukkede med et lille smil. "Det er næsten som om jeg har en type." Hendes fingerspidser cirkulerede på hans håndryg.

Hun ville ikke råbe op om hvorfor de ikke længere var i live. Faktum var at der var flere ting der gjorde at hun havde taget skridtet og taget deres gener og gjort til sine for derefter at eliminere dem fra hendes liv. Både fordi de fleste af dem ikke viste sig at være dem, hun troede de var, men også fordi Matthew ikke brød sig om dem. De var ikke gode nok i hans øjne. Hvis han havde set hvem det var hun var på date med denne aften, havde de andre været det rene vand.
Hun smilede af hans ord og trak lidt på skuldrene inden hun drak resten af sin vin.
"Jeg ville tilbyde at du kunne komme med tilbage, men jeg tror måske ikke mine brødre er helt klar endnu," sagde hun og gjorde mine til at ville rejse sig. "Men vi kunne måske finde en taxa hjem til dig? Eller... på et hotel??"

"Skal vi ikke bare leve livet lidt sammen?" spurgte hun med et smalt smil. Hun tog hans hånd idet hun rejste sig og svang skuldertasken behændigt over skulderen samt tog jakken som hun havde hængt over stoleryggen og lagde den over sin underarm. Med et lille træk i ham dirigerede hun ham op og stå. "Jeg vil gerne se hvordan du bor," sagde hun med et lille skuldertræk og begyndte sin gang gennem caféen og vinkede et kort farvel til den ansatte bag disken.

Hun gav sig hen til ham i taxaen, en hånd mod hans brystkasse og læberne presset lidenskabeligt imod hans. Natten var ung og smagte sød. Måske havde hun efterhånden vænnet sig til hans sygdom, det eneste hun vidste var at hun ikke skulle drikke hans blod. Det var nok det sidste i verden hun ville. Et eller andet sted var det et fantastisk sammentræf at han var på dødens rand så hun ikke selv skulle gøre det færdigt med ham på et tidspunkt når hun blev træt af hans dødelighed.
Han boede i en smuk lejlighed. Hunden fik et godkendende klap på hovedet og et nus bag øret mens hun gik ind i lejligheden for at se sig omkring. Hendes fingre vandrede over paneler og dørkarme da hun stoppede op ved en dør ind til hvad der lignede hans kontor. Hun skubbede den lidt op og følte verden blive vendt på hovedet mens hendes blik gled over avisudklip der hang på væggene og billeder af velkendte ansigter, blandt andet Matthew og Gabriel. Hun måtte i de få sekunder det tog hende at se hele hans livsværk beslutte om hun skulle vende om på hælen og flygte eller blive og foregive uvidenhed. Der var ingen tvivl om at han vidste lidt for meget om vampyrer, og det lignede umiskendeligt en vampyrjægers krybbe. Hvor højt i hierarkiet han var, kunne hun ikke umiddelbart bedømme, men et hurtigt glimt af et avisudklip om den nedbrændte lagerhal nær Zoologisk Have, sagde at han vidste hvad inkvisitørerne var - hvis han ikke selv var en del af dem altså. Hvornår havde han tænkt sig at fortælle hende det?
Hun vendte sig om med et ømt men lidt forvirret smil til ham. "Er du journalist?" spurgte hun med hovedet lidt på skrå. Hun tog beslutningen i det sekund at blive og se hvad hun kunne få ud af ham. Alt andet lige var det heldigt at de var taget hjem til ham og ikke hende, og nu havde hun hans adresse. Noget brast inde i hende dog, som den hjertesorg hun allerede havde mærket på hans vegne over hans sygdom blot blev endnu værre.

Hun stod og så lidt tvivlsomt på ham som om han fejlede mere end bare leukæmi.
"Vampyrer?" hun gentog hans sidste ord som om hun ikke helt forstod hvor han ville hen i verden med det han var igang med at sige. Hun var skridtet lidt længere ind i rummet mens hun sugede til sig af information. Uden at røre ved noget fik hun langsomt stykket sammen hans baggrundshistorie mens hun vurderede situationens alvor. At han ikke havde regnet hende ud endnu var et plus og hun gjorde alt hun kunne for at virke neutral.
"Du vil sige at..." hun stoppede ved skrivebordet hvor der blandt andet lå forsikringspapirer på lagerhallen, en liste med forsendelser af diverse våben og en oversigt med navne som hun febrilsk forsøgte at memorere, "... de eksisterer?" hun vendte sig med en panderynke og så stadig uforstående på ham men uden at virke totalt afvisende. "Altså," hun slog lidt ud med armene, "er du vampyrjæger eller sådan noget da?" hendes tonefald var en smule anklagende men uden at være vred. Han stod mellem hende og døren og hun følte sig meget som en mus der var blevet gennet op i et hjørne af en blind kat.

Hun måtte ubemærket lægge en hånd på en stoleryg da det var som en mavepuster for hende da han fortalte hende hvem han egentlig var. Hun havde godt set en del ting ligge og se vigtige ud men ligefrem...
Leder af inkvisitørerne.
"Imponerende," sagde hun åndeløst og lod en fingerspid ømt glide over et fotografi af hendes bror en nat ved Seinen inden hendes blik fangede et fotografi af lidt ældre dato. En kvinde der kunne ligne hans mor. Hun samlede det op så de røde negle skrabede lidt mod papirets glatte overflade, og vendte sig imod ham med det i hånden. Hvis hun kunne mærke det isne i hendes krop, havde det været den altdominerende følelse lige nu.
"Din mor?" spurgte hun med et mildt smil inden hun så ned på fotografiet igen. Der var ingen tvivl. Selvom Isobel havde udstedt dødsstødet til mange mennesker var det de færreste der forduftede helt fra hendes minder, og denne kvinde havde været en hun, af en eller anden grund, huskede tydeligt.