Red sælerne

Hans stemme fik hende til at spjætte sådan som hun havde stået og drømt om Grønland og sæler. Hun vendte sig hurtigt og tog imod hans omfavnelse en smule forvirret og måske en kende betuttet. Sidst de havde set hinanden havde hun været ude af sig selv af sorg over at se en kollektion han skulle gå for indeholde sælskind i deres materiale. Hun havde haft en knugen, en ængstelse i maven lige siden, men den var langsomt forduftet efterhånden som den var blevet erstattet af savn over hans varme, hans menneskelighed og hans mærkelige verden som for hende virkede sær og mangelfuld.
"Banditter og røvere?" spurgte hun med et lidt uforstående grin. "Jeg tror da vidst de eneste banditter og røvere der er her er dem der har syet dine sko," hun kastede et blik ned på hans dyre lædersko inden hun så tilbage på ham, stadig smilende men med et sigende, glimt i øjet.

Hun lod ham slå sin jakke om sig i håb om at skjule sin kølighed. Hun havde dog fået mad for ikke så længe siden. Et villigt bloddyr der mødtes hver anden dag med hende på en sidegade til en Starbucks og lod sig dræne. Han var sund og rask og hun kunne stadig mærke en snert af hans varme fra igår.
"Uh en irish coffee lyder ikke værst," sagde hun med et varmt smil og hendes øjne glimtede som genstpejlingerne i overfladen af floden. "Hvor skal vi gå hen?" hun kastede et blik rundt efter en åben café efter kl.19 om aftenen. Det var nok ikke fordi det var svært, men hun kunne ikke altid lide at være i byen så hun bekymrede sig ikke just om den slags ting. Der var større, og vigtigere ting på programmet, såsom verden, klimaforandringer, global opvarmning og døde sæler på hendes kærestes skuldre.

Rachel valgte at kvæle et ubemærkeligt suk over hans afsluttende kommentar. Hun gad ikke til at rive op i deres skænderier. Han lod til at være i godt humør, og det var hun selv, så der var ingen grund til at rive noget over lige nu ihvertfald. Hun smilede til ham mens de gik. Det var få hun kendte der var lige så forfængelig som ham. Kun Gabriel var et højere niveau, men måske var det netop derfor hun holdt af Armando på et helt specielt plan.
“Hvor langt skal vi?” Spurgte hun og lod blikket slide sig fra hans engleansigt til Seinen, der som en mørk strøm glittende flød langs med dem.

“Du kan selv være en quinoa tærte,” sagde hun med et drilsk blink til ham og undgik behændigt hans tilbud om mad mens de trådte ind i den pompøse bygning. Rachel var vant til pomp og pragt, Darklighterne var ikke uvant til den vilde jetset livsstil, men Rachel valgte at gøre det lidt anderledes end sine jævnaldrende familiemedlemmer.
“Fint nok, jeg fik lavet en kontrakt med et kildevandsfirma,” forklarede hun. “De vil promovere dyrevelfærd i deres næste kampagne, så det blev en succes.”

Som en del af modeverdenen burde det sidste han bekymrede sig om være hendes spisevaner, men hun forstod klart hans bekymring. De havde ikke kunnet have en date som middag endnu uden at hun måtte afslå så snart hun fandt ud af at stedet måske havde en stol med koskind eller sådan en eller anden undskyldning, som selv HUN kunne se var åndssvag.
"Jeg har spist her til aften, ellers tak, mon chere," sagde hun med et mildt smil mens hun så sig rundt i hans penthouse. Hun elskede rummet og dets modernisme. Intet til sammenligning med Darklighterpalæets massive mahogni møbler og indlagte gulddetaljer og what not. Det var alt sammen meget prangende, men hun foretrak det rustikke, naturlige look. Hun satte kurs hen imod rækken af high-end fashion og haute couture creationer der hang på rad og række.
"Du kan bare lave den Irish uden coffee, for min skyld," sagde hun med et snedigt blink over skulderen til ham inden hun - uden at røre (hun havde lært at tidligere tiders erfaring) - kiggede tøjet igennem. Det så ikke ud som om der var noget at sætte en finger på og det varmede hende at vide at han ville være ren og naturlig når han skulle gå på catwalken. Rå og menneskelig, som den dødelige han var.
"Det ser spændende ud i år," sagde hun inden hun satte kursen over til køkkenet hvor han var i færd med deres drinks.

Hun tog glasset og hævedet det til skål med et mildt smil mens hun holdt sine mandelbrune øjne på ham.
"Til modeugen," sagde hun som en venlig gestus henvendt til hans arbejde inden hun tog en slurk. Hun var heldig hun havde fået blod forinden ellers havde hun kastet op nu. Istedet blandede whiskeyen sig med blodet der langsomt var ved at blive optaget i hendes system. Det gjorde hende en kende tipsy men ikke så slemt som så meget andet kunne. "Jeg håber det bliver godt. Har du..." hun kastede et lidt forsigtigt blik rundt i tilfælde af at der var hushjælp et sted i nærheden der kunne høre deres samtale, "... forsyninger til at kunne klare ugen ud?" spurgte hun med et let hævet øjenbryn som en tydelig indikation til hvad hun mente.