Red sælerne

"Ok," begyndte Rachel og rettede sig op for at stille sit glas fra sig på det fine sofabord foran dem. Hun tog hans hænder i sine med et alvorligt men indgående blik på ham. De var begge to besluttet på at få deres forhold til at fungere, koste hvad det ville, og hun ville tage første skridt, "jeg har et forslag. Hvis vi starter med der hvor det går galt, kan det være at det vil blive nemmere, hm?" hun smilede uskyldigt. "Jeg har for eksempel tænkt på i lang tid at jeg ville spørge dig om hvilken farve øjne du egentlig har?" hun smilede stadig men hendes øjenbryn var hævet sigende til ham.

Det var tydeligt at han løj så det rendte, men hun ville ikke lade ham slippe så nemt.
"I et palæ mellem Versailles og Boulounge-billancourt," svarede hun henkastet inden hun vendte tilbage til sit spørgsmål. "Men du har før haft briller på for et modefirma hvor du nævnte at du så bedre," hun mindedes en kampagne for Chanel han havde lavet, hvor hun havde besøgt ham på settet, og han i stolen sad og snakkede om at han måske ville investere i et par briller. Det var aldrig sket, dog, og hun havde sidenhen været mere nysgerrig på hans syn og øjne. "Og der er farve i dine linser," hun bed det i sig at hun engang havde snuset rundt i hans badeværelse, fundet en gammel pakke med linser og åbnet dem for at undersøge dem nærmere. "Hvorfor have blå kontaktlinser hvis dine øjne allerede er det??" hun smilede men det var et underfundigt smil, som for ligesom at understrege at hun ikke lod sig spise af med hans forsøg på at fjerne opmærksomheden fra det hun mente det handlede om: ham.

Der var noget sødt over hans afvisende adfærd. Hun lagde sin egen irritation på hylden og begyndte at se mere ind under mennesket Armando, som hun alligevel havde dated i snart to års tid. Det var så tydeligt at han løj men hun var stædig, noget hun havde fra hendes mor. Hun tog sin drink i hånden, for ligesom at vise ham at det var kinda obvious at han prøvede at undgå hende ved bare at gå over i køkkenet for at lave en ny men det i virkeligheden var en undvigelsesmanøvre.
"Sweety," hun rejste sig og gik over til ham i køkkenet og stillede sig ved siden af ham mens hun så ham febrilsk mixe sin nye drink. "Det ville være så meget nemmere hvis du var bedre til at lyve," hun smilede overbærende, satte drinken lidt fra sig og lænede sig mod køkkenbordet med begge hænder mens hun så eftertænksom ud.
"Jeg er ikke bange for at vise dig frem, jeg tror bare ikke min familie vil..." hun ledte lidt efter ordene, "have det svært med os." Hun så på ham med hovedet lidt på skrå.
"Kan du ikke tage dine linser ud så?" foreslog hun. "Hvis du har brug for et spejl kan jeg gå med ud på badeværelset..."

Hun greb hans håndled og trak ham væk fra køkkenet i retning af badeværelset mens hun grinede af ham.
"Kom nuuu," bad hun, og hun var mere insisterende end hun måske normalt ville være med ham. "Vis mig din øjenfarve, dit fjollehoved, og hold op med at lyve for mig!" hun skubbede døren op til det store, hvide badeværelse hvor alting var renskuret og duftede af citron.
"Min familie er ikke religiøs, de er bare," hun ledte lidt efter ordene mens de gik over til spejlet, "konservative," hun så sigende på ham inden hun vendte sig mod spejlet og rettede på håret. Hun var vel forfængelig ligesom resten af sin familie. Hun vendte sig mod ham igen og stod nu mellem ham og døren ud.
"Kom så, tag dem ud," hun nikkede opfordrende til ham med en hånd på hoften.

Hun grinede af ham. Hele hans stunt, hele det her setup. Som om han ville dø af at vise hvem han rent faktisk var. Hun var vant til folk og deres forfængelighed men Armando var en helt speciel størrelse alligevel.
"Nå, jamen så er der heller ikke flere svar fra mig," svarede hun ham med en ikke skuffet men mere overlegen mine. Han skulle ikke tro han kunne komme og rykke rundt med hende hvis ikke hun fik sin vilje. Hun kastede et dovent blik ned på sine negle uden at flytte sig ud af stedet, som om han interesserede hende mindre og mindre. "Man skulle næsten tro det gav sig selv jo, quid pro quo," bemærkede hun lavmælt men højt nok til at han skulle høre det.

"Det er ellers synd, du kunne have fået den største hemmelighed ud af mig, men ak, det sker næppe nu," sagde hun, drejede rundt på hælen og marcherede demonstrativt ud af badeværelset så hendes hofter vuggede aggressivt. Han skulle ikke tro at han kunne kalde hende møgunge uden at hun kvitterede med fornærmelse fra første skuffe. Hun ville aldrig synke så lavt som til at stikke ham en lussing, selvom hun havde lyst til det, men hun vidste det ikke ville gavne en skid på ham. Derfor stred hun med faste skridt tilbage til køkkenet hvor hun tog sin drink og slugte den i et drag inden hun kiggede efter hvor hun havde lagt sin jakke.

Glassplinterne knaste under hendes sko som hun drejede sig vredt imod ham, et perfekt billede på hvad der gik galt imellem dem. I det mindste var de ikke lavklasses idioter med børn, faldefærdigt hus, ubetalte regninger og dårligt arbejde, og hun var på sin vis ok nok med at de havde udfald hvor de ikke sås i længere tid og han føjtede lidt med andre, men det var hende han skulle vende tilbage til, hende der var hans kæreste trods alt. Men det betød ikke at alt var idyl. Mere ville have mere, og hun forstod også godt hans ønske om at ville prøve at flytte sammen, men lige nu virkede det som en by i Rusland.
"Forkælet, virkelig?!" snerrede hun arrigt og hendes hænder knyttede sig ved hendes sider. "Har du set dig selv i spejlet for nylig? Din luksus er jo forkælelse i ordets klareste forstand. Jeg beder dig om en simpel ting og du opfører dig som et pattebarn der har fået at vide det skal i bad men ikke gider!" Hun trådte nærmere ham og var ikke helt klar over selv hvor meget af hendes energi der rent faktisk påvirkede omgivelserne. Det var som om lyset var dæmpet i den store lejlighed, som om nogen havde skruet ned for det, og hendes vrede grimasse afslørede at hun havde mistet kontrollen over sig selv for en hugtand var kortvarigt synlig under hendes overlæbe. Hendes grønne øjne ætsede sig vej igennem Armando.