Red sælerne

''Narcissist!'', råbte han nu af frustration og af shock. Han tog sig til brystet som havde hun fornærmet ham på det inderste. ''Det er fandme du som får alle mine penge! Til alle dine skide 'gode formål'', stemmen blev kun højere, men han var ligeglad med om naboerne hørte det. Det var sandt, han investerede en masse af sine penge i diverse charities, men det var mest for syns skyld og Rachels. Hvis ikke hun havde været på banen, havde han nok haft en anden lamborghini eller to. Som hun gik efter sin jakke, havde han mest lyst til at lade hende gå, men noget andet i ham var også så vred og frustreret at han næsten så rødt som han gik ind foran hende og spærrede for døren som han med en irritabel bevægelse fjernede sine linser og smed dem på gulvet som var det en stor fed edderkop han havde i hånden. ''Er det det du vil have? Mhm?!'', han stirrede på hende fra sine smaragdgrønne øjne. Øjne der så ud som en dugvåd græsplæne i morgensolen, øjne der om muligt var mere drømmende end de blå linser som nu lå forkastet på gulvet. ''Alt det her for et par linser, aja'', han rullede med øjnene og tog sig til panden af frustration og for at køle ned. Det havde endnu ikke slået ham, det han havde gjort.

Det var som at tiden gik i stå, som han betragtede Rachels fine ydre krakelerer. Han havde set hende græde før, skrige og smadrer ting. Men aldrig, havde han set en sådan genuin lykke. Det mildnede hans opildnede sind og han hævede sine hænder og lagde dem på hendes som hun kærtegnede hans ansigt. Noget ved hendes ord, fik det til at knuge sig sammen i hans bryst. Han havde sin fars øjne, ligesom Ophelia. Han greb blidt om hendes hånd, flyttede den mod sine læber og placerede et blidt kys mod den porcelænshvide hud. ’’Mon cherié’’, hviskede han som kun han kunne når han vil sige noget vigtigt. Han så på hende, som han følte de små ferskenhår mod sine læber. ’’Jeg har brug for tid, inden jeg kan fortælle dig alting. Kunne du give mig det?’’, hans ord var oprigtige for han kunne ikke fortælle alt, selvom han ønskede at han kunne.

Omfavnelsen var alt som Armando behøvede. Han lænede sig ind i det, gled sine arme omkring hendes tynde figur og trak hende ind til sig. Han begravede sit ansigt i hendes bløde lokker og kyssede siden af hendes hovede ømt. De behøvede ikke at slås mere, der burde blot være kærlighed mellem dem. Armando bestemte sig i det øjeblik at han vil være bedre til at acceptere hende, lytte og gøre have hun bad om. Derfor lod han hende også bare undskylde, hun havde jo også været urimelig. Da omfavnelsen brød, kiggede han kærligt på hende. “Kom og sid, så snakker vi”, tilbød han som han ligeså stille ledte hende tilbage til sofaen så at de kunne sidde sammen, han med armen om hendes skuldre naturligvis.