The bills building

Der var ingen tvivl om at Callahan netop havde bevidnet en vampyr dræne et offer for det sidste blod inden liget blev fjernet af vejen, men han vidste bedre end at bakke ud. Vampyrblodet i hans årer gjorde at hans menneskelugt var fjernet så ingen vampyrer nogensinde fattede mistanke. Hans udseende var også en kende atypisk og skilte ham lidt ud fra de normale mennesker, blond, bleg og blåøjet. Han forholdt sig derfor rolig og tog kvinden i bedre øjesyn. Det velkendte VCS logo var synligt på kedeldragten og han vidste det var endnu en ting han skulle undersøge når han fik tid til at snakke med Augustin igen.
Han smilede til sidst undskyldende og holdt hænderne op som truede hun ham med en pistol, men han grinede lidt af hendes attitude. "Så så," sagde han beroligende. "Jeg kan se jeg ikke er den eneste der finder nemme smutveje til et måltid," han nikkede mod skraldespanden der stod tilbage i gyden og ventede på at blive hentet af den næste patrulje fra VCS.

Han viftede med en hånd af hendes ord. "Selvfølgelig ikke, cherie," svarede han. "Jeg kender det udemærket selv," han gik et par skridt nærmere hende med hænderne foldet bag ryggen og langsomme fodslag mod jorden. Han var i dagens anledning ubevæbnet og halskæden med vampyrtænder var godt gemt under jakkens krave for at dæmme op for efterårets brusende briser, der af og til sled sig igennem byen. Vejret var tarveligt, men han var ikke så optaget af det. Istedet var vampyren foran ham interessant. Han syntes at mindes hendes ansigt et sted fra, eventuelt et af de billeder hans fotografer fik taget i sin tid af Gabriel Darklighter. Kunne hun være hans yndling? Havde lykken virkelig tilsmilet ham endelig efter en måned i den drabeligt kedelige storby?
"Callahan," præsenterede han sig som og rakte en hånd frem til et høfligt håndtryk. "Og De?"

Det var et mærkeligt spørgsmål at stille når hun selv kunne konstatere at han ikke var fra samme land som hende, men det var stadig interessant nok. Hun passede på beskrivelsen fra en af hans fotografer, så han ville ikke lade hende slippe væk så nemt. Han smilede og blokerede akavet et par gange for hende men lod som om det var en fejlvurdering fra hans side hvilken side hun ville passere ham inden han endelig valgte at træde helt til siden så hun kunne komme forbi.
"Irland? Nej det har du ret i jeg ikke er," sagde han og fulgte hende skarpt med blikket inden han vendte sig imod hende og gik et par skridt bag hende. "Er du da... fra Irland altså?" spurgte han og holdt øje med hende på afstand uden at virke for interesseret men samtidig uden at kunne slippe fornemmelsen af at hun ville være et led der kunne bringe ham tættere på hans familiemedlem, Judas, der skulle opholde sig et sted i Paris.

Hendes ord var underlige. Hun virkede smådistræt, måske utilpas. Han så blidt uforstående på hende over hendes spørgsmål. Måske var det på tide at droppe skuespillet? Han nærmede sig hende langsomt men med hænderne foran sig for at vise at han ikke var bevæbnet eller ville hende noget ondt. Han vidste hans træning plus vampyrblodet i hans årer gjorde ham stærkere end normale mennesker, men hende her, kunne han fange. Hun var trods alt en nyere vampyr, og han havde mange års erfaring som jæger.
"Venner?" spurgte han med et mildt smil, der alligevel havde en undertone af noget tvetydigt over sig. "Det er sjovt du nævner det," han grinede og så lidt til siden inden hans blik atter rettede sig mod hende. "For jeg leder faktisk efter en af dine venner. Gabriel Darklighter."

"Åh nej, det behøver du ikke," sagde han hastigt med en fremstrakt hånd som for at standse hende. Han smilede bredt. "Der er ingen grund til at belemre ham. Bare du siger hvor han arbejder, så kan jeg finde ham selv," foreslog han. "Ingen grund til at forstyrre," forsikrede han hende mens han tog hende bedre i øjesyn. Det vakte en del undren i ham at de skulle være kærester når han, fra pålidelige kilder, havde fået opfattelsen af at Gabriel var homoseksuel. Det var nu ikke noget han dvælede alt for længe ved, og man kunne vel skifte preferencer. "Bare et vejnavn er næsten nok," tilføjede han lattermildt mens han frydede sig over at kunne finde frem til Judas snart.

Callahan lukkede træt og irriteret øjnene en enkelt gang inden han sendte hende det mest opgivende blik i verden. Virkelig? Kvinden kunne ikke fransk?! Hvad i alverden lavede hun i Paris hvis hun ikke tog sig tid til at lære sproget at kende ordentligt?? Han var forarget ind i sit franske hjerte men han tog sig i det, og smilede istedet venligt til hende.
"Kan du måske beskrive bygningen?" spurgte han lidt mere indgående. Det var svært at sige om han bare skulle gribe hende om livet og proppe hende ind i bilen der holdt ved fortovet og bruge hende som guide eller tage hende med til bunkeren hvor de kunne bruge hendes blod, både han og Augustin. "Du kunne måske... komme med og vise vej?" foreslog han. "Jeg er næsten lige kommet til byen og har lidt svært ved at finde rundt, og," han nikkede til kedeldragten hun bar, "du må vel kende de bedste smutveje og den slags, right?"

Nej, der var ingen måde hun kunne få ham på på det øg af en cykel. De var dødsmaskiner her i storbyen, langt mere end biler, der trods alt tog de værste buler og skrammer. Han smilede venligt afvisende til hende mens han lod hende finde sit nøglekort.
"Åh, det skal du ikke tænke på," svarede han og pegede over ryggen til en sort bil der holdt ved fortovet. "Jeg har bil, jeg foretrækker behaget i et sædet frem for en saddel," forklarede han smilende inden han vendte sig fra hende og satte kursen over mod bilen. "Men du kan få din cykel med i bagagerummet, så den ikke strander herude i La Defense."