The bills building

''Nåh ja'', svarede hun som var det en selvklarhed hun havde glemt. Det var det også, hun tænkte slet ikke over at man kunne være ældre end sit udseende. ''Jeg er ny så.. Ja det har du måske opfattet'', mere nåede hun ikke at sige inden lyden fra låsen klikkede og hun rejste sig for at trille cyklen imod ham. Gabriel havde flere gange bedt hende om ikke at cykle i Paris, men det ragede hende en papand. Hun havde altid cyklet og det vil hun blive ved med. ''Jeg kan godt selv'', svarede hun som hun selv en anelse klodset løftede den op. Den var klart tung for hende selvom at hun forsøgte at skjule det. Da hun kom til bilen gav hun sig til uforsigtigt at skubbe den ind bagi, ligeglad med lak og hvad der ellers måtte findes. 

Hun trykkede godt til og maste cyklen ind så godt hun kunne. ''Jeg tror det er fordi din taske er i vejen'', svarede hun som hun lod cyklen ramle halvt ud for istedet at rykke på hans store taske. ''Ja altså... Et års tid eller sådan noget'', svarede hun som hun helt tabte opmærskomheden fra cyklen og vendte sig mod ham. ''Jeg kom her for at læse biologi, den første i min familie på universitetet'', fortalte hun stolt inden hun endnu engang vendte sig for at kigge på bagagerummet. Hun lænede sig en anelse opgiven mod siden af bilen. ''Okay, giver du ikke en hånd? Jeg kan godt selv, det er ikke det, men jeg synes bare du skal gøre det'', hun trådte et skridt tilbage og foldede hånden ud mod bagagerummet for at han skulle gøre det for hende. Hun kunne slet ikke få det til at passe ind. ''Hvad med dig?''. 

"Jeg var bare det forkerte sted på det forkerte tidspunkt," sagde han med et skuldertræk inden han på hendes opfordring tog fat i cyklen og fik den med en mere håndfast behandling skubbet ind i bagagerummet uden at det gik ud over tasken. Han fik lukket låget nogenlunde og fæstnet med et par elastikker der kunne holde den samlet. Han smilede til hende og klappede bagsmækken inden han gik rundt for at vise hende ind på forsædet som han holdt døren åben til.
"Jeg kendte ikke min skaber, men han var svag, og jeg var bare en i mængden, du ved, en ud af en million næsten," forklarede han. "Han døde kort efter til en vampyrjæger, og jeg nåede ikke at kende særlig meget til mine evner."

Callahan smilede og nikkede blot til hendes fortælling mens han sugede til sig af informationer. Hvilket sammentræf at han havde mødt Aisling, selveste Gabriel Darklighters yndling. Det havde været et rygte i noget tid, og at han kunne bekræfte det var en ekstra fjer i hatten til ham. Han startede bilen og kørte ud i byens barmhjertige aftentrafik.
"Ah, jeg kæmper også med min menneskelighed nogle gange," indvendte han. "Næsten så meget at vampyrer nogle gange tror jeg er et," han slog en mild latter op mens de kørte ind mod centrum. "Det er selvfølgelig lidt træls men," han trak på skuldrene, "sådan er livet vel af og til, lidt træls," han smilede til hende. Livet var ALT andet end træls lige nu for ham.

"Ah," han smilede. "Du mener fordi jeg er bleg og blond som en kartoffel?" spurgte han grinende. "Det er familiegener. Der har været albinoer i familien, så jeg tænker mig det ligger til os. Selvom vi faktisk er fra det sydlige Frankrig," tilføjede han. Han navigerede ufortrødent gennem byen til hendes mange forkerte og rigtige meldinger og de fik sneget sig ind i nattemylderet i Mont Martre. Han vidste at hans kontakter havde taget billeder af Gabriel i nattelivet, men han havde ikke vidst om det bare var fordi neovampyren yndede at gå i byen derinde eller om det var fordi han arbejdede i området. De glitrende neonskilte lyste op i nattens støvregn og skyernes underside var skiftevis grå og skrigende magenta eller blå af byens lys.
"Er der langt?" spurgte han og hans blik gled over sceneriet til han fik øje på den røde mølles velkendte varetegn i virvaret af kåde turistfælder.

Callahan havde parkeret basically lige overfor stedet. Der var ikke langt dertil. Så tæt på, han kunne næsten mærke hvordan hans rejse var ved at finde sin afslutning, og det var en bittersød fornemmelse. Men han blev rystet lidt ud af sine tanker da hun nævnte Judas. Han måtte ikke reagere for stærkt og tøjlede sine følelser overfor hende mens han smilede til hende og nikkede.
"Fedt nok," sagde han og anstrengte sig for ikke at tvinge smilet for meget frem sådan som han havde lært. Det havde en tendens til at blive en stiv grimasse desværre, men han håbede det gik i denne omgang. Han steg ud og mærkede adrenalinen skyde igennem sig ved tanken om at han snart så sit familiemedlem. Det stak ham i hjertet at tænke på at han arbejdede et sted som Moulin Rouge, men det var ikke hans plads at dømme ham. Han trak hendes cykel ud af bagagerummet og satte den ved et overfyldt cykelstativ. Hvordan hun ville låse den igen og den slags var ikke hans problem. Han smækkede bagagerummet i.
"Er du med?" spurgte han over skulderen inden han låste bilen og satte kurs over vejen til Møllen.

Gabriel havde været i færd med at oplære en ny pige, der skulle overtage Judas' plads i troupen, og han havde fået rigtig godt fat i hendes rytme og kunnen, da de blev afbrudt. Backstageområdet var affolket for i aften da alle var ude og rende i komplekset enten som tjenere eller dansere. Der var godt gang i biksen, men han var selv fri for aftenen og havde givet pigen en chance, da hun havde ventet hele aftenen ved baren i håb om at kunne få lov til at vise hvad hun kunne. De stod i en semi kompromitterende stilling da der blev banket på og døren gik op ved de ellers lette slag da lukkemekanismen var træg af mange års brug, så man kunne se direkte hvad de stod og lavede.
Callahan havde blot fulgt med i kølvandet på Aisling og havde suget til sig af indtryk fra syndens hule. Han forstod hvorfor folk søgte til disse steder, selvom de ikke var noget for ham. Det lystige, det kødelige, det sanselige, det berusede. Han trådte ind efter Aisling i backstage området og hans blik faldt med det samme på Gabriel, høj og en kende mere robust udseende end han havde forventet måske. Det gav ham lidt usikkerhed med sit forehavende.
"Ah, Ais," hilste Gabriel og skyndte sig at rette pigen, der var til prøve, så hun kunne dække sig lidt bag ham og tage tøjet på igen som hun ellers med stilfuld selvsikkerhed havde smidt. "Hvad så?" spurgte han og så fra hende til Callahan med en lille panderynke. Hvem var det hun havde på slæb?