Post by Gabriel Darklighter on Sept 24, 2020 13:02:50 GMT 1
Siden han havde fundet ud af at han var hendes skaber havde Gabriel mærket sit forhold til Aisling skifte fra den store hengivenhed, til en lidt mere reserveret tilgang til hende. Måske fordi han havde indset at hans følelser ikke var følelser men instinkter baseret på deres skaber-yndling forhold. Han holdt stadig af hende, virkelig højt, og hun var som en guldfugl han ville beskytte forevigt, men det han havde troet var kærlighed var blevet erstattet af netop det: beskyttertrangen. At hun ville lege kærester med ham var lidt besværligt, specielt når hun havde forsøgt at lægge op til noget mere når de var hjemme sammen, og han ikke rigtig kunne komme i humør til det. Det havde hjulpet lidt de gange hendes bror havde besøgt dem, men det var ikke helt det samme.
Han tog dog imod hende med åbne arme og gengældte hendes kys inden han så fra hende til Callahan. Han havde svært ved ikke at se lighederne med Judas og det gjorde ondt helt ind i knoglerne ved tanken om hans ven der havde mødt et brutalt endeligt for Quintins hånd som hævn for Matthews giftemål med Aurelia. Gabriel havde svoret hævn over Quintin, men hvordan var svært at vide endnu. Han vidste det bare, fra øjeblikket han havde set det afhuggede hoved på Matthews kontor, til han havde begravet det under en rosenbusk i palæets have hvor kun ham selv og Matthew havde været til stede.
Han var ikke helt sikker på hvordan han skulle reagere. Callahan var ikke en person han kendte og ville derfor heller ikke kalde ven, men han følte der stak noget mere under.
"Ah, ja, selvfølgelig," sagde han med et påtaget smil og rakte Callahan hånden. "Hvad kan jeg gøre for dig?"
"Årh, jeg havde håbet at du kunne hjælpe mig med at finde din ven, Judas?" spurgte Callahan. Gabriel rynkede panden.
"Hvad vil du ham?" spurgte han mistænksomt.
"Han er familie," svarede Callahan kortfattet mens han begyndte at mærke der var noget der ikke helt stemte overens.
"Var," sagde Gabriel tørt. "Judas blev offer for Quintin Titus Andromedius for ikke længe siden." Han sank en klump og tog en dyb indånding for at samle kroppens reaktioner igen og ikke gå helt i spåner ved tanken.
"Åh," Callahan stivnede og så frem for sig som om tiden var gået i stå et øjeblik. "Vampyrjæger?" spurgte han.
"Nej, paven," svarede Gabriel en smule spydigt. "Så stil dig i kø hvis du vil give ham nogle tæsk, jeg har lagt billet ind på det ihvertfald," han så til siden på Aisling og smilet vendte lidt tilbage. "Men indtil da er der ikke så meget at gøre," han strøg hende over håret. "Sig mig, skulle du ikke være på arbejde nu?" spurgte han som om han først nu indså at hun stod i sin arbejdsmundering.
Han tog dog imod hende med åbne arme og gengældte hendes kys inden han så fra hende til Callahan. Han havde svært ved ikke at se lighederne med Judas og det gjorde ondt helt ind i knoglerne ved tanken om hans ven der havde mødt et brutalt endeligt for Quintins hånd som hævn for Matthews giftemål med Aurelia. Gabriel havde svoret hævn over Quintin, men hvordan var svært at vide endnu. Han vidste det bare, fra øjeblikket han havde set det afhuggede hoved på Matthews kontor, til han havde begravet det under en rosenbusk i palæets have hvor kun ham selv og Matthew havde været til stede.
Han var ikke helt sikker på hvordan han skulle reagere. Callahan var ikke en person han kendte og ville derfor heller ikke kalde ven, men han følte der stak noget mere under.
"Ah, ja, selvfølgelig," sagde han med et påtaget smil og rakte Callahan hånden. "Hvad kan jeg gøre for dig?"
"Årh, jeg havde håbet at du kunne hjælpe mig med at finde din ven, Judas?" spurgte Callahan. Gabriel rynkede panden.
"Hvad vil du ham?" spurgte han mistænksomt.
"Han er familie," svarede Callahan kortfattet mens han begyndte at mærke der var noget der ikke helt stemte overens.
"Var," sagde Gabriel tørt. "Judas blev offer for Quintin Titus Andromedius for ikke længe siden." Han sank en klump og tog en dyb indånding for at samle kroppens reaktioner igen og ikke gå helt i spåner ved tanken.
"Åh," Callahan stivnede og så frem for sig som om tiden var gået i stå et øjeblik. "Vampyrjæger?" spurgte han.
"Nej, paven," svarede Gabriel en smule spydigt. "Så stil dig i kø hvis du vil give ham nogle tæsk, jeg har lagt billet ind på det ihvertfald," han så til siden på Aisling og smilet vendte lidt tilbage. "Men indtil da er der ikke så meget at gøre," han strøg hende over håret. "Sig mig, skulle du ikke være på arbejde nu?" spurgte han som om han først nu indså at hun stod i sin arbejdsmundering.
