1816 - Morphing through time

Gabriel fulgte hende med blikket over til Vladimir der lod til at blive rystet lidt ud af sine tanker, tog notesbogen og bladrede den kort igennem inden han nikkee til hende uden et ord om at fortsætte. Da hun dumpede tilbage på stolen med de mange puder så hun kunne nå bordet, hævede han et øjenbryn af hende.
"Hvad har du gang i?" spurgte han lavmælt så Vladimir ikke kunne høre dem. "Du kan da bare lade som om du har lavet dine lektier. Det er jo ikke noget du behøver at vise hver gang," tilføjede han henkastet mens han ligegyldigt bladrede om på en ny side og læste absolut ingenting. Sandheden var at det var mere genopfriskning for ham. Han havde læst bøgerne i biblioteket før, hver og én, og selvom viden var godt sagde det ham stadig ikke særlig meget. Han kunne mærke det kriblede i ham for at komme ud af palæet og ud i byen til sine bekendtskaber.

"Jeg siger da jeg har mistet det eller det røg i pejsen ved en trækvind," hviskede han tilbage og skævede kort til Vladimir, der var for langt borte i sin bog og sin drink til at lade til at bekymre sig om de tos hvisken. Normalt ville han måske være mere på stikkerne men dagen fra fremskreden og de havde allerede siddet der et par timer. Gabriel lukkede langsomt sin bog i så siderne ikke sagde et højt bump ligesom før. Han så sigende på hende inden han rejste sig og gik hen til Vladimirs stol.
"Vladimir, jeg har fået læst det sidste jeg skulle nu," sagde han med hænderne foldet foran sig. "Kan jeg gå nu?"
"Ja ja," brummede Vladimir uden at se op fra sin bog og Gabriel bukkede og afsluttede med et høfligt "tak" inden han gik tilbage til sin plads og smilede kækt til Angela.
"Se? Det er nemt nok," hviskede han ned til hende. "Når de er optaget eller på anden måde distraheret kan man få stort set lige det man vil!"

Denne gang var Vladimir knap så ligeglad. Hans blik fjernede sig fra bogen ved lyden af Angelas stemme og han så langsomt op på hende med øjne som smalle sprækker inden han kiggede hen på Gabriel, der dovent stod lænet mod bordet med en hånd i bordpladen og en i siden. Han så tilbage på Angela med et hævet øjenbryn.
"Så lad gå," sagde han brysk med et kort nik til hende. Gabriel måtte presse læberne sammen for at undertrykke et smil og blinkede til Angela som de forlod biblioteket. "Man skal bare vide hvornår de er i deres svageste situationer, så kan man udnytte det til sin fordel," forklarede han da døren lukkede sig bag dem og de var sluppet ud af det kedelige bibliotek.

Han grinede af hendes uskyldige sind og lagde en broderlig arm om hendes skuldre og gav hende et klem. "Jeg har gjort det så meget jeg ikke kan huske hvordan jeg får dårlig samvittighed længere, cherie," sagde han med et smil ned til hende og stoppede op ved foden af den lange trappe der ledte ned til entresalen. "Desuden er der ikke noget der er værd at få dårlig samvittighed over," han klappede hende lidt beroligende på skulderen. "Du skal bare lære at slappe af og hvile i dine ord og handlinger. Hvis du virkelig vil have noget, så skal du turde gøre nogle ting som andre måske ikke er villige til fordi de er bange for konsekvenserne," han slog ud med armene. "Se på mig! Jeg er et omvandrende eksempel på at alle handlinger har konsekvenser, og jeg tager dem i stiv arm når de kommer. Men indtil da vil jeg have lov til at gøre hvad jeg har lyst til, og det indbefatter blandt andet at stikke af til Mont Martre lige om lidt og drikke en helvedes masse absint og elske med nogle smukke mennesker," han smilede bredt så de spidse hugtænder glimtede i det dæmpede skær fra lyset.

"Tjoh, hvorfor ikke?!" han trak på skuldrene. Han havde aldrig forstået Matthews hang til at holde Angela indendøre. Hun var jo efterhånden halvtreds år gammel, og hun var en af de bedre børnevampyrer han havde mødt. "Men du må altså finde dig i at sidde foran i sadlen," sagde han idet han tog hende med sig gennem entrésalen og kom udenfor. Det var en forårsmåned, aftenen var stadig kølig men man kunne mærke at solen havde varmet jorden allerede og en mild dis steg op fra jorden omkring palæet. De gik hen til stalden hvor han fandt sin hest og saddel og fik løftet hende op og sidde som en lille dame inden han selv svang sig op og red bort fra palæet ud i byen. Vagterne ved gitterporten åbnede for dem og de satte kurs mod Mont Martre hvor han fik Angela med ind i et hus under påskud at hun var en dværg. Der var mennesker fra alle dele af samfundet og fra hele verden. Vandpiber boblede, røgelse steg til vejrs og sende duft af sandeltræ og roser ud i det store rum; der blev skålet i vin og absint og i bunker af puder og skindtæpper lå folk og filosoferede eller elskede - eller begge dele. En grammofon stod og knitrede på hvad der mest af alt mindede om en bardisk hvor en kulsort franskmand stod og skænkede op til gæsterne, der kom. Der var enkelte vampyrer i mængden. Gabriel tog Angela ved hånden og nærmede sig bardisken hvor han bestilte to glas absint. Han smilede ned til hende da det blev serveret dem og han skålede til hende.
"Til friheden!" hilste han og bundede glasset. En blond fyr nærmede sig ham og de udvekslede et dybt kys inden manden forsvandt tilbage ud i mængden. Ingen lod til at tage sig det mindste af det. Mont Martre var frihedens højborg i Paris, og alt kunne ske.

Absinten sendte bløde strenge af varme ud i kroppen og Gabriel fik endnu et glas serveret inden han vendte opmærksomheden imod Angela, der havde tiltrukket et lille publikum. Der blev klappet og hujet da hun præsenterede Gabriel som sin storebror. Et par folk i mængden grinede lidt over det, fordi det var den typiske søforklaring elskende kom med når de var i huset. Hele huset, der bestod af flere tilstødende rum uden døre, og tre etager op til et fladt tag hvor der var overdækket så man kunne sidde deroppe selv når det regnede, bød alle folk velkomne. Nogen foretrak at komme der for at drikke, nogen for at snakke og diskutere poesi eller religion eller politik, mens andre fandt elskere og gå i lag med ude midt i det åbne. Der var snak, sang, hede støn og latter i en sød blanding med grammofonens blide musik.
Han smilede til hende og lagde en hånd på hendes hoved og bøjede sig ned til hende. "Prøv at se om du kan digte noget mere om det," sagde han og blinkede skjult til hende med hentydning til hendes tilværelse som dværg. Det ville være oplagt at hun kunne afprøve sine skuespil og løgne hernede hvor folk var for opfyldt af alkohol og tobak og nydelse til at opdage noget. En anden mand kom atter over og trak Gabriel lidt bort fra mængden så han kunne servicere ham med et gement blowjob i en døråbning, dog uden at tage blikket fra Angela. Det tog ikke længe og han vendte tilbage til hende og publikummet, nu med sit tredje glas absint for at rense munden, og han lyttede til hvad han bildte de omkringsiddende ind.