1816 - Morphing through time

“Far? Det kan da være lige meget hvad han ved,” svarede han ligegyldigt med et træk på skuldrene og sippede af sin vin. “Og selv hvis han finder ud af det kan han ikke holde mig fra det, jeg er voksen!” Han smilede lidt til hende. “Folk bor her heller ikke, vi kommer her og samles når der er åbent. Ejeren er vampyr og der var flere vampyrer dernede. Men mennesker er også velkomne, du ved,” han så lidt rundt. Et par unge kvinder sværmede om en mand i en bunkenpuder i et hjørne. “Det er det smukke ved stedet. Alt kan ske og vi nyder bare livet. Der er dog ofte vandalisme mod bygningen fra nogle dumme religiøse pikhoveder,” han sukkede og så ud af vinduet til gaderne nedenfor.

“Jooo,” han trak lidt på det, “jo selvfølgelig er jeg bange men,” han smilede lidt, “jeg kan håndtere ham,” han trak på skuldrene. “Jeg kender alle hans tricks og alt han gør, og han holder for meget af mig til at det bliver sådan, du ved, totalt tortur-agtigt, så,” han så sigende på hende. “Alt er ok, jeg er ok, og når vi kommer hjem,” han gled sin finger over glassets kant, “ kan jeg sno ham om min lillefinger,” han grinede lidt for sig selv ved tanken. Han vidste alle knapperne han skulle trykke på for at Matthew holdt igen og blev lidt mildere. Han så på hende og sippede atter til vinen.
“Mennesker er overalt, cherie,” forklarede han og nikkede til pigerne og manden i hjørnet. “Se, er det ikke smukt? Opslugt af ren euforisk nydelse og lyst,” han sukkede drømmende, “det bedste i verden.”

Gabriel lo og satte glasset fra sig inden han så lidt eftertænksomt på hende. “Det er meget bredt, Angela,” sagde han og lod hænderne støtte sit hoved med albuerne i bordet. “Der er mange ting man skal vide om verden, og jeg kan måske fortælle dig alt som jeg har lært, men det vil aldrig være det samme som de ting du vil få af erfaringer, men jeg tvivler på hvor meget du får brug for det, I mean,” han himlede med øjnene. “Jeg tvivler på at far lader dig komme ud og sådan, jo,” tilføjede han med et skuldertræk.

“Truth to be told, jeg ved ikke hvad jeg skal fortælle dig,” sagde han. “Lev livet, stol på dig selv,” han så op mens hun rettede på hans hår og grinede lidt over hendes forsøg på at rette på hans hår. “Hør, det er kun dig selv der kan skabe din egen fremtid. Du er her nu, ja, og nyd det mens det varer, men der er en risiko for at far flipper og låser dig inde i hundrede år eller sådan noget,” han drejede glasset lidt over bordpladen med en eftertænksom mine men blev hevet ud af den da han så en fyr nærme sig. Han havde ikke set ham før og han var klar til at rejse sig og hilse men mandens blik hvilede tydeligvis på Angela og ikke ham. Gabriel rynkede panden og hævede et øjenbryn.
“Hvaaa’ er dværgen ledig?” Spurgte manden og lagde en klam hånd på Angelas blonde lokker. Gabriel var stivnet en smule. Det var ikke ofte den slags typer kom her i bygningen, men de dukkede op af og til, dem med en lidt mere pekuliær smag. Han ville ikke svare på Angelas vegne men måske var det en oplagt mulighed for hende at følge med og opleve at jage udenfor palæet for en gangs skyld. Han så varsomt på Angela men kunne ikke lade være med at smile lidt over hele situationen.

Gabriel måtte skjule et grin bag hånden over Angela der pustede sig op som en fornærmet musvit. Manden var lidt overrasket, tydeligvis ikke vant til at forhandle, måske havde han regnet med at Gabriel var alfonsen og Angela en af hans piger.
“Ok ok, jamen, eh, er du klar på lidt action her til aften... miss?” Spurgte han lidt ledende men hans smil var uforandret og slesk. Gabriel blinkede sigende til Angela og rejste sig.
“Det kan vi da godt finde ud af, kan vi ikke?” Sagde han og tog Angela ved hånden og hjalp hende ned fra stolen inden de gik ind i et tilstødende rum hvor der ikke var nogen. Manden fulgte med og fugtede læberne og slog hænderne sammen ivrig efter at få afløb for sine perversioner. Gabriel bøjede sig ned til Angela. “Brug din charme til at forføre ham og når du har snoet ham om lillefingeren, kan du drikke fra ham. Sådan jager man herude i den vilde by,” sagde han med ef smil og tog hende og manden hen til en bunke puder.
“Enjoy yourselves!” Sagde han med et lille grin til dem. Manden, omkring de halvtreds år, lidt halv lasket og klædt i et par mølædte brune bukser og en beige skjorte, dumpede ned og så på hende med et blik som en sulten ulv.

Gabriel så på fra døren mens det hele gik for sig. Det var både forstyrrende men også utrolig komisk at se på, specielt til sidst mens Angela sprællede lidt som en fisk i mandens døde greb. Gabriel knækkede sammen af grin og gik næsten i knæ mens han tørrede lattertårerne bort og gik hen til hende for at komme hende til undsætning.
“Sådan!” Roste han hende mens han lirkede mandens døde arme op fra hende og hjalp hende ud af pudebunken, hvor tæpper og skind bar præg af udskejelserne der hændte der hver nat. “Så har du også prøvet det,” han klappede hende på kinden. “Er du ved at være klar til at komme hjemad igen?”

"Ja ja, Manuel tager sig af det senere," sagde Gabriel og tog hende ved hånden for at tage hende ud af værelset. "Alle der kommer her ved at det er på egen risiko. Menneskene ved det ikke. Og lige nu kunne ham der," han pegede over skulderen mens de gik, "ligeså godt være dejset om af alkohol eller sådan noget. Så bare rolig," han smilede beroligende til hende mens de satte kursen ned gennem bygningen. Han sagde farvel til en håndfuld af sine bekendte, hilste pænt til bartenderen, ved navn Manuel, og gled tilbage ud i byens forårsaften. Hesten stod ikke langt fra dem og de galloperede tilbage til palæet mens byen gik i seng omkring dem og mørket blev tættere. Han måtte holde mere om Angelas liv så hendes trætte krop ikke pludselig ploppede ned fra sadlen, men de klarede turen til staldene hvor de fik hesten ind i båsen og gik op mod palæet. Gabriel så op og enkelte lys flakkede i vinduerne som blege, gyldne øjne på et eventyruhyre der slumrer men aldrig rigtig sover. En skygge der forsvandt fra et vindue gav en lille kuldegysning. Han væbnede sig med mod og mærkede absinten i kroppen give ham lidt ekstra mens de gik op til den store hoveddør og trådte tilbage ind i hjemmet.
"Ah, endelig hjemme!" sagde han tilfreds men blev afbrudt af en normalt silkeblød, mørk stemme der iskoldt skar igennem stilheden som en stålklinge.
"HVOR HAR I VÆRET?!"