1816 - Morphing through time

Hun kunne ligeså godt have snakket om vind og vejr. Han var totalt uinteresseret i deres oplevelser og hendes tydelige glæde over at have været udenfor palæet. Så snart han havde fundet ud af at de begge var udenfor palæets grænser havde han ventet. Tålmodig og stoisk, som en statue i vinduet der holdt øje med dem så snart hestens hovslag slog mod gruset på vejen op til palæet. Han havde stået ved toppen af trappen men var kommet ned til det sidste trin hvor Angela kolliderede med hans mellemgulv, en gestus han normalt mødte med et omsorgsfuldt kram og strøg over håret, men som i dette øjeblik kun blev gengældt ved at han greb hende i håret og rev hende til siden, uden at slippe hende men med opmærksomheden rettet mod Gabriel. De isblå øjne lynede og Gabriel forsøgte at stå så fast som han formåede, men blev desværre tvunget tilbage et par skridt som skubbede luften ham op mod en af søjlerne i salen. En hånd greb om hans hals og ordløst smækkede ham op imod søjlens kolde, hårde overflade så små sprækker kom til syne med en knasen. Hans fødder slap gulvet mens han blev presset op og de blottede tænder foran ham glimtede som hvide lyn klar til at slå ned.
"MONT MARTRE?! ER DU FULDSTÆNDIG SKINGRENDE SINDSSYG, DRENG???" ordene gjaldede ud i den stille entrésal. Det var ikke normalt at Matthew hævede stemmen når han var vred; den var typisk kold, stille og som en nordenvind der frøs én til is indeni så man var lammet. Det var beregnet og velovervejet. Denne gang, dog, var der mere i hans vrede. Der var følelser. Gabriel kæmpede mod hånden om halsen men fandt det umuligt at bryde grebet mens han gispede panisk.
"Jeg... hun... vi..." forsøgte han sig. Matthew drejede hovedet og så ned på Angela som han stadig holdt fast i håret. Han krængede hendes hoved bagover.
"OG DU GIK MED FRIVILLIGT??" hvis øjne kunne dræbe havde hun været parteret nu. De havde forrådt hans formaninger, de foranstaltninger han havde sat i værk for at passe på dem.