1781 - When I grew up

Pibens knasen mod gulvet gjorde ingen ende på Gabriels latter, tværtimod. Hendes arrigskab var nærmere hans kilde til underholdning men han fik dog endelig styr på sin latter og rystede smilende. “Åh cherie, det er præcis dér du tager fejl,” svarede han og tørrede tårerne bort fra øjnene der fortsatte med at være blanke af morskabens gråd. Han trådte et skridt frem imod hende. “Jeg vil altid kunne få præcis dem og det jeg peger på, stol du trygt på det,” han rakte ud og klappede barnligt hendes kind. “Hvad ville Oswald dog ikke dige hvis du prøvede at vinde ham over?” Han fnisede bag en hånd. “Skulle han også hjælpe dig i dine sko og med dine kniplingsbånd?” I og for sig havde Gabriel ondt af Angela, men han var for optaget af at være blevet opdaget i stalden til at vise medlidenhed. “Du kan godt regne med at det eneste ridt du kommer til at have med ham er på hesteryg, intet andet! Du får ham aldrig til at sprede et barns ben, det er sikkert og vidst!” Han lo atter en spottende latter. “Hold du dig til fars gemakker for den slags.”

"Åh du kan tro nej!" hvislede han gennem sammenbidte tænder og satte efter hende over mod døren hvor han greb hende i kraven og trak hende brutalt bort fra døren ud til resten af palæet. Han kastede hende hen ad gulvet og vendte sig mod hende med øjne der lynede. "Du skal ikke tro du bare kan slippe så let afsted!" snerrede han inden han sprang på hende og rev hende i håret mens han forsøgte at stikke hende en lussing. Hendes kjole brusede og besværliggjorde hans forehavende, men han var for arrig til at give op nu.

Ingen i palæet ville have undgået at høre den tumult der foregik bag døren til Angelas værelse. Skrig og skrål, og det var ikke just af den legende slags der ellers plejede at komme derindefra. Matthew havde i forvejen fået en rapport fra Isobel om hvad der var hændt ude i stalden tidligere på aftenen mellem Gabriel og Oswald, og ud fra Angelas reaktion kunne han regne ud hvad hun mente om den sag. Han havde egentlig ikke tænkt sig at foretage mere men blev revet ud af sit forehavende da Rex kom hastende ind på kontoret og meddelte at den unge herre og frøken var i et frygteligt slagsmål på hendes værelse. Der var mindst én vase der var gået i stykker, mente han, og Matthew havde smækket fjerpennen i blækhuset så blækket var ploppet ovenud næsten inden han med lange, faretruende skridt var gået gennem palæet og endt foran døren. Han slog dem op med et brag og så bistert på rodet og de to kamphaner der lå i midten af en iturevet kjole og skjorte.
"HVAD FOREGÅR DER HER??" hans stemme gjaldede ud i rummet og Gabriel stivnede i skræk. Små flænger fra Angelas negle havde formet sig over hans ansigt og var igang med at heale, men en lille stribe sort blod her og der kunne ses som vidnesbyrd på hendes indhug i ham.

Gabriel skulle til at modsige hende. Han åbnede forarget munden men Matthew holdt en hånd op der stoppede ham og han tav derfor og trak sig blot bort fra Angela mens Matthew trådte ind i værelset og hen til dem. Gabriel rejste sig i sin fulde højde med et tvært ansigtsudtryk og læberne presset sammen i en smal streg. Matthew så fra ham til Angela, som han rakte ned og faderligt fik stablet på benene og hjulpet ud af den nu ramponerede kyse. Han rettede sig op og så næsten mildt fra den ene til den anden inden han med baghånden sendte en hård lussing ind over Gabriels kind. De isblå øjne gik fra at være sørgmodigt bebrejdende til at lyne med helvedes ild.
"Hvis jeg nogensinde finder ud af at du har haft eskapader med stalddrengen, kan du få lov til at prøve hestene næste gang!" sagde han med en stemme der var rolig men dryppede af arrigskab. Han så ligeledes ned på Angela og en finger under hendes hage tvang hendes ansigt op i en skarp vinkel. "Og du, Angela," han hævede et øjenbryn, "uanset hvor meget du måtte føle for stalddrengen, er han udenfor din rækkevidde, forstået?"

Gabriel fnøs hånligt. "Hvis du endelig vil vide det, var det ham der startede," svarede han syrligt og skulle til at fortsætte inden endnu en lussing klaskede over hans ansigt. Det sang i kinden og tindingen, og Matthew blottede sine sammenbidte tænder.
"Gabriel, afsted!" kommanderede han fyrigt. Gabriel tog sig til kinden og skulede ondt til siden til Angela inden han satte det lange ben foran og stred ud af rummet. Han skulle ikke nyde mere af sin fars behandling end højst nødvendigt og han vidste der ville komme flere repressalier senere på aftenen når de var alene.
Matthew vendte opmærksomheden mod Angela og smilede sørgmodigt ved hendes ord til hende inden han tog hendes hånd og tog hende hen og sidde på sengekanten så han kunne se på skaderne der var gået ud over kjolen. Der var faldet en del fine satinsløjfer af på gulvet og det dyre stof var revet op. Han sukkede og stillede sig med hænderne i siden mens han rystede på hovedet.
"Du kommer til at opleve mange knuste drømme i din fremtid," sagde han og smilede forduftede lidt inden han satte sig tung ved siden af hende og strøg hende over håret og ned ad ryggen. "Men der er mange andre ting du kan beskæftige dig med end med drenge, ikke sandt? De er slet ikke så interessante," han kastede et blik til siden på bunken af novellebøgerne der lå på hendes natbord. Det ville blive hårdt i længden, og det var hans skyld, til dels. Men på den måde havde han hende jo helt for sig selv.

Han lo sagte og trak hende ind til sig i et blidt kram og placerede et kys på hendes pande. "Selvfølgelig har du det," sagde han mildt og indsnusede duften fra hendes hår, lavendel og rosmarin. Han slap hende og rejste sig for at gå hen til vinduet for at se ud da hans blik fangede den faldne tobak på gulvbrædderne og i midten af de små, brune blade den knuste pibe. En rynke sneg sig over hans pande og han bøjede sig ned for at samle den op. Han havde købt den i Indien til Gabriel på en af sine lange rejser for 100 års tid siden. Hans slanke fingre vendte og drejede den mens han studerede de omfattende skader. Den ville aldrig blive brugbar igen og vreden foldede sig ud i hans indre som en sort rose med torne der var klar til at trække blod fra enhver der ville plukke den. Han drejede sig langsomt rundt og gik et par skridt hen til hende hvor hun stadig sad på sengekanten.
"Hvad er det her?" spurgte han skarpt. Han var ikke sikker på hvad han var mest vred over, hendes ynkelige forsøg på at starte på at ryge pibe eller det at hun havde stjålet fra Gabriel eller at hun havde smadret en ting han havde købt til sin elskede søn.

Selvom hun serverede hendes handlinger med overbevisende ærlighed var det ikke nok til at dulme den ild der raserede i hans indre. Han forsøgte som regel at give Angela tvivlens fordel men i den her sag udleverede hun sig selv så der ikke var nogen tvivls spørgsmål. Derfor tog han hendes hænder og trak dem til side inden han placerede et ligeså syngende baghåndsslag over hendes kind som Gabriel havde modtaget, og han lod knap nok smerten fortage sig inden han greb hende stramt om hendes lille hals så han kunne mærke sener og muskler dirre under hans fingerspidser og trak hende helt tæt på sit ansigt.
"Jeg er ligeglad med hvad der blev sagt," hans stemme var kold og lav, som et ocean der langsomt opslugte hende og truede med at drukne hende med rolig, indestængt raseri. "Jeg er ligeglad med om Gabriel kastede dig for løverne. Her i palæet er en tyv værre end en hund, forstået?!" Han ventede ikke på at hun svarede før han stak hende en lussing igen, denne gang med håndfladen. Hans greb om hendes hals strammedes og ethvert normalt menneske ville være besvimet på nuværende tidspunkt i hans greb. "Og man ødelægger ikke noget der ikke tilhører én, vel??" Han skubbede hende brat ned i sengens bløde dyner og trak sig ind over hende som en tordensky over en hvidblomstret eng, kun hans ene hånd der holdt hende fast om halsen og nede med et uimodståeligt pres.