1781 - When I grew up

Isobel havde haft en af de længere dage i palæet. Det var slid og slæb med tjenerne og hun havde haft et hyr med at få Rex til at behandle de nye mennesker ordentligt. Det var lykkedes til sidst og hun havde kunnet løsrive sig en stund for at gå for sig selv i de lange gange, der bugtede og snørklede sig imellem værelserne. En mørk, krads duft nåede hende i en del af palæet hvor hun ikke plejede at dufte den slags. Hun rynkede panden og skubbede døren til Angelas værelse op for at se hvad der skete derinde, men synet der mødte hende undrede hende måske endnu mere. Der var ingen at se. Og så alligevel...
Det hensmidte tøj fik hende til at rynke endnu mere på panden og hun så en lille sky af hvid røg stige til vejrs bag sengen. Hun glattede den noble, røde taftkjole og gik med lydløse nærmere sengen hvor hun så pigen sidde i sit undertøj, gemt bag det enorme monstrum af en seng som Matthew insisterede på at hun skulle have. Noget i hende brast, og fik hende til at smile overbærende inden hun sukkede og rystede på hovedet.
"Åh Angela," sagde hun stilfærdigt, for hun var ikke vred på hende, mere medfølende. Hun vidste det ville komme en dag, og måske var det denne dag. Hun vidste pigen ville høre hendes ord, for hun lagde ikke skjul på at hun var dér.

Isobel sukkede opgivende, men istedet for at tage piben rakte hun en hånd ud og lagde den på Angelas hoved. Hun smilede lidt ved pigens umiddelbare lydighed. Matthew havde virkelig sat sit præg på hende, det var et under at en så ung vampyr var så velfungerende som hun var. Det havde overrasket selv Vladimir. Hun strøg hende over håret inden hun alligevel tog piben og lagde fra sig på sengebordet.
"Angela," sagde hun og satte sig på knæ ved siden af hende, "jeg tror ikke din far vil være så glad for at se sådan én herinde, men hvis jeg nu er sød så siger jeg ikke noget, vel?" hun blinkede venligt til hende. Pigens ydre var så bizart sammenlignet med hendes sind der var begyndt at udvikle sig lige så stille. Isobel var vel nok den bedste der kunne være til at rådgive om den slags. Fanden tage Paris og hendes udskejelser. Hvis Angela nogensinde blev påvirket af hende...

“Oswald?” Isobel så venligt undrende på hende og tog hende ved hånden for at tage hende hen til sengkanten hvor hun løftede den lille men meget ældre pige op og sidde på sengekanten. Hun tog selv plads ved siden af hende med en elegant bevægelse så den røde kjole samlede sig bag hende i en stor bunke bag hende. Hun tog Angelas hænder i sin og så blidt på hende mens hun strøg en lok af hendes blonde hår bort fra hendes ansigt.
“Er... Oswald også en du kan lide?” Spurgte hun uden videre omsvøb men stadig i et mildt tonefald.

Isobel havde svært ved ikke at smelte over hendes ord, men hun vidste også at det ville være stort set umuligt at få en romance til at fungere mellem en pige på hendes størrelse og en køn stalddreng.
“Du kan få dem malet imorgen,” forsikrede hun Angela og gav hendes lille hånd et klem. “Men, Angela,” hun lagde sin hånd mod hendes lille, buttede kind og så inderligt på hende, “du er en ung kvinde i en barnekrop. Ingen mand vil kunne gengælde...” hun sukkede og skubbede en krølle bag øret, “din krop er ikke attråværdig for mænd.” Hun så direkte på Angela. “Og sådan vil det være resten af dit evige liv. Kun meget få vil kunne værdsætte dig som en mand værdsætter en kvindes hengivenhed.” Hun smilede bedrøvet og så lidt bort fra hende.

Det var både hjerteskærende sødt men samtidig også hjertebrækkende tragisk at se pigen tro hendes krops problem var noget andet end hendes alder. Hun sukkede og rejste sig med hænderne foldet som hun gik hen til den lille pige foran spejlet. Hun lagde en hånd på hendes hoved og satte sig på lnæ foran hende.
“Åh, din krop er for ung, som en blomst der blev plukket for tidligt og står forevigt i en ensom vase,” sagde hun og strøg hende blidt over håret. “Din alder da din far valgte at forvsndle dig var alt for ung. Det er ikke noget du kan ændre eller gøre ved. Du er et barn forevigt, og børn er ikke attråværdige for mænd. Selv dem der er, er stadig væsentligt ældre end du var da du fik Mørkets Gave.” Hun smilede sørgmodigt. “Det er kun mænd som din far der kan gengælde hengivenhed for børn,” hun tog hendes hånd foran sig. “Jeg er ked af det, Angela.”

Isobel tog Angela om skuldrene og så indgående på hende. “Din far forvandlede dig tidligt fordi han finder det attråværdigt at man er ung når han skal vise sin... kærlighed for nogen,” forsøgte hun at forklare. Hun vidste godt det ikke var overfor alle, men han var alligevel hvad han var, og det havde hun også altid måttet finde sig i. “Stalddrengen kan du da prøve at vinde over, men det er ikke anset for at være...” hun ledte desperat efter ordene, “... Det kan være decideret kriminelt, cherie, for en mand at være sammen med et barn. Kærlighed kan sagtens eksistere men... handlingerne man udfører når man elsker hinanden, er ikke tilladt.” Hun trak hende ind til sig i et moderligt kram og hvilede hendes hoved mod sin skulder. “Far ved at der ikke ville ske noget med stalddrengen, så hans reaktion er jeg ikke nervøs for. Det er mere... stalddrengen jeg er bekymret for.”

Selv uden at være hendes skaber kunne Isobel mærke Angelas smerte næsten fysisk skære hende i hjertet som en kniv der vred sig rundt i hendes bryst. Hun tyssede blidt på hende men uden egentlig at mene det da hun også vidste at sorg var bedre at få ud end holde inde. Hun strøg hende gentagne gange over håret inden hun blidt løftede hende op og bar hende hen til sengen hvor hun satte sig og vuggede hende blidt i sin favn som den lille dukke hun lignede.
“Det skal nok gå, Angela,” sagde hun stilfærdigt. “Din far og jeg og Vladimir og Gabriel elsker dig stadig meget højt. Din far er her jo for dig når end du har brug for det.” Eller når han har brug for dig, tænkte hun for sig selv. Hun vidste ikke hvor meget Matthew havde gjort ved Angela men hun vidste der var foregået ting. Var det den vildledelse der måske havde fået Angela til at tro at der ikke var noget at bekymre sig om med andre unge mænd.