Dancing in the Dark

Aurelia var taget til Le Havre for at komme væk fra Paris. Hun brød sig ikke meget om storbyen men hun nød at følge sin fars fodspor og se hvad han gav sig til på afstand. Hun havde allerede fundet ud af den lille lejlighed han brugte til sine mere diskrete møder, og tanken forvirrede hende og gjorde også ondt indeni. Hun elskede sin far langt hen ad vejen, men at han ville sætte sin nuværende karriere på spil for at have det lidt sjovt? Det fattede hun ikke.
Den friske luft fra havet rensede hendes tanker. Det var en befrielse at komme væk fra trafikstøjen og bare slentre langs kajen hvor der lå private både fortøjret i den store havn. Det var vindstille til trods for at de lå ud til den engelske kanal og himlen ovenover var spættet med lidt skyer. Der var knap nogen mennesker dernede og hun havde sat sig på en bænk med en termokop med blod og sin Mac book for at læse lidt mere i det pdf-dokument hun havde tilegnet sig om biologi og biokemi. Hun overvejede hvad hun skulle bruge sin nye viden til. Måske ansøge om arbejde hos Darklighter Cooperations?
Hun kunne ikke koncentrere sig og klappede istedet Mac'en sammen og så sig omkring da hun så en mand gå for sig selv omkring en landgangsbro. Kunne han være bedre end det måltid hun selv havde medbragt? Hun skævede til termokoppen inden hun stak computeren i skuldertasken, hankede op i den over skulderen og langsomt begyndte at gå i retning af ham. Hun bar et par mørke bukser, grøn skjorte og en tykstrikket, grå cardigan som hun trak mere omkring sig for at se ud som om hun frøs lidt i den stille hav-luft.

Hun standsede brat da hun så ham komme tættere på, som om de havde den samme tanke, som om de var dirigeret af en højere enhed der havde bestemt sig for at de skulle mødes her og nu. Hun drejede rundt på hælen og begyndte at gå væk fra ham. Hvad nu hvis han var øksemorder? Ikke at hun havde set en økse på ham, og hun kunne forsvare sig ok mod mennesker selv med store slagvåben, men hun var sky og brød sig ikke om konflikter eller konfrontationer. Hun stoppede igen op og drejede rundt for at se imod ham igen mens hun overvejede sine muligheder, inden hun tog beslutningen om at han sikkert var rædsomt farlig. Der var også en sær lugt som det ellers stille luft bar imod hende fra ham, råddenskab og sygdom. Føj, ja, ham skulle hun ikke vide noget godt om!
Hun begyndte at løbe i modsat retning af manden. Hun var ikke i den bedste form af en vampyr at være, og hun havde taget lidt for høje sko på til at det var nemt at løbe.

Aurelia mærkede sammenstødet med jorden som mere et ubehag en smerte takket være hendes vampyrnatur. Hun havde hørt det var bedst bare at lade sig overrumple hvis man blev overfaldet og ikke gøre modstand da det kun ville opildne angriberen. Så hun lå med armene oppe for sig, hænderne forsvarende imellem dem men ellers totalt hjælpeløs under ham med store øjne og så bange på ham. Tasken med computeren lå ved siden af, hun havde slynget den af sig for at undgå at ødelægge hendes dyrebareste eje.
"Jeg..." hun stammede overrasket over mandens kraft, men også overvældet samtidig af stanken der hang fra ham og næsten truede med at få hende til at kaste det dyrebare blod hun havde drukket op. "Jeg er ikke nogen, jeg sværger, monsieur!" gispede hun endelig mens hun så bange på ham. "Please, du gør mig ondt," pev hun stille ved grebet om hendes skuldre. Han var tydeligvis oprevet over et eller andet hun ikke vidste en døjt om, og hans sygdom var tydelig i den grå hud og tynde ansigt. Men hænderne var alligevel overraskende stærke.

"Øhhh," Aurelia stirrede forvirret på ham. "Menneske...?" sagde hun til sidst lidt tvivlende, for hvad havde han forventet? Kendte han til vampyrer?? "Jeg løb fordi du begyndte at komme tættere på," forsøgte hun anstrengt at forklare. "Du ved... man kan aldrig vide sig sikker her om aftenen... som kvinde... alene... på en havn?" hun bed sig lidt i læben og så bedende på ham, men hun kunne også mærke at det ikke ville nytte noget at stritte for meget imod. Han var skingrende sindssyg, så hun måtte hellere lystre for at undgå de værste repressalier. Hun havde tårer i øjnene og ønskede at hendes far var der til at fjerne denne horrible, stinkende mand fra hende.

Aurelia sank en klump af frygt som han rejste sig og hun havde ikke rigtig tid eller råd til at gøre nogle indsigelser imod manden, der virkede opsat på at hun skulle med ham hjem. Var det sådan her kvinder endte med at blive holdt fanget og voldtaget i al evighed til de glemte deres navn og bare var hjerneløse slaver? Puha, hun håbede ikke han ville gøre det, at have ham tættere på end han allerede havde været havde været nok, men hvis de skulle være endnu tættere... Hun rystede tanken af sig og håbede på det bedste selvom hun på ingen måder stolede på ham. Hun tog hans hånd forsigtigt og lod sig hive op fra jorden.
"Menneske," svarede hun lidt mere fast. Hun håbede det var en måde at overleve lidt længere på. "Hvad mener du med vampyr?" spurgte hun som hun lod sig hive med.

Aurelia fulgte tavst med manden. Hun kunne mærke lidt tårer der gled ned ad hendes kinder da han satte hende ind i bilen. Det var ikke fordi hun ikke var stedkendt i Frankrig, men Le Havre var ikke stedet hun havde været oftest, og for at være ærlig havde det heller ikke været planlagt at det var der hun skulle have været endt denne aften. Hun ville have taget til Mont St. Michel, men der havde været lidt for langt for hendes smag, så hun havde taget det næstbedste. Nu sad hun på bagsædet og så byen glide forbi mens hun forsøgte at sidde så meget i bakspejlets synsfelt så han kunne se hende græde stille.
"Please, monsieur, lad mig gå," tiggede hun stille med en stemme der var tyk af gråd. "Jeg lover jeg ikke siger noget til nogen. Jeg skal nok tie stille. Bare jeg kommer hjem til min far igen." Hun håbede manden måske besad en smule samvittighed i midten af sit forfærdelige foretagende. "Har du børn, monsieur? Ville du ikke være bekymret hvis din datter ikke kom hjem?"

Aurelia kunne mærke hun rystede af frygt som hun blev taget ud af bilen og ført op til det lille hus der lå ganske afsidesliggende. Det ville måske have været mere charmerende i dagslys og i andre omstændigheder, men lige nu virkede det så frygtindgydende som et stort gammelt palæ der kunne være hjemsøgt. Der var tændt lys i nogle af vinduerne, og de kom op til hoveddøren og ind i entréen hvor hun så sig rundt. Hun forsøgte at suge alle indtryk til sig mens hun så sig rundt så hun kunne huske alt til politirapporten, hun agtede at indgive så snart hun kunne.
En pige kom dem i møde fra stuen. Hun var klædt i en kjole der havde set bedre dage. Hendes hår var de smukkeste bronze-røde krøller, øjnene unaturligt isblå og som klare stjerner i hendes barnlige ansigt. Hun så fra manden til Aurelia og lagde armene over kors.
"Hun er tynd," sagde hun surt. Aurelia sluttede at det måtte være datteren selvom hun på ingen måde mindede om manden.
"Jeg..." hun så lidt forvirret ned ad sig selv og til hendes kidnapper. "Hvad skal det betyde?" spurgte hun.