Post by Aurelia Darklighter on Aug 31, 2020 20:38:13 GMT 1
Rose satte en sur mine op som en stædig teenagedatter der ville have den nyeste mobiltelefon, men far ville kun give hende en gammel samsung galaxy eller sådan noget bras. Hun lagde armene over kors og tappede med foden i gulvet. Aurelia stod og så lidt perpleks fra manden til pigen.
"Jeg..." hun forsøgte at sige noget men det var svært at komme frem til noget der ville give mening i situationen. Hendes blik endte ved pigen og langsomt gik det op for hende: det var en vampyr, og hendes far her var menneske. Hvordan det end var muligt forstod hun ikke ret meget af. Hun kendte til genetik men det var mere gængs videnskab. Vampyrgenetik var lidt for avanceret til hendes smag, men hun havde hørt sin far snakke om det før med en af hans højerestående venner i Darklighterfamilien.
"Please, jeg vil ikke dø," bad hun stille. Pigen lod armene falde bort og gik hen til hende for at tage hende i hånden. Med et simpelt blik på hende viste hun at hun forstod at hun var vampyr også, og der faldt en sten fra Aurelias bryst.
"Kom, så kan jeg spise," sagde Rose og trak hende med sig ud på badeværelset hvor hun lukkede døren bag dem og vendte sig mod Aurelia. "Hvem har sendt dig?" spurgte hun skarpt.
"Øhhh," Aurelia havde svært ved at finde hoved og hale i situationen. "Jeg er ikke sendt af nogen. Mit navn er Aurelia Andromedius," forklarede hun. Roses øjne blev til smalle sprækker. Hun havde mødt en mand i palæet engang, Isobel havde kaldt ham Andromedius. Det samme med den støvede mand der gik rundt med en masse bøger og uglet hår hele tiden.
"Jeg er Rose Darklighter, og manden derude holder mig fanget og tror jeg er hans datter," sagde hun stilfærdigt. "Hvis jeg kan lade som om jeg drikker af dig, kan du overleve lidt længere til at slippe afsted og underrette min familie."
Aurelias læber blev til en smal streg. En Darklighter? Fanget?? Her???
"Kom," Rose tog et skridt nærmere hende. "Jeg bliver nød til at få lidt blod ud af dig," sagde hun.
"Vent!" Aurelia tog sin termokop fra tasken og rakte hende. Manden havde ikke givet sig tid til at undersøge hendes taske endnu. Hun trak sin telefon frem og rakte til Rose, så hun kunne sende en SMS til hvem der end var hun kunne få fat på og huske numrene på. Rose smilede.
"Jeg beholder den her til jeg kan komme hjem igen," sagde hun og gemte den i kjolens eneste lomme, godt gemt af sorte flæser og blonder. "Nu til prikken over i'et," hun tømte termokoppen med en lidt syrlig grimasse. Blodet var kedeligt men det var bedre end ingenting, og hun smurte lidt ud over læberne inden hun lænede sig ind mod Aurelias hals og placerede et lille bidemærke.
"Jeg dræber altid, men idag er det anderledes," sagde Rose. Aurelia nikkede og sank en klump inden Rose gik hen til døren igen og åbnede den. "Jeg er færdig," sagde hun. Hun havde nægtet at sige "far" til Augustin andet end i bilen da hun havde været påvirket af drug blodet. "Hun er ikke død denne gang, så hun kan godt blive her." Hun satte hånden i siden og så afventende på Augustin.
"Jeg..." hun forsøgte at sige noget men det var svært at komme frem til noget der ville give mening i situationen. Hendes blik endte ved pigen og langsomt gik det op for hende: det var en vampyr, og hendes far her var menneske. Hvordan det end var muligt forstod hun ikke ret meget af. Hun kendte til genetik men det var mere gængs videnskab. Vampyrgenetik var lidt for avanceret til hendes smag, men hun havde hørt sin far snakke om det før med en af hans højerestående venner i Darklighterfamilien.
"Please, jeg vil ikke dø," bad hun stille. Pigen lod armene falde bort og gik hen til hende for at tage hende i hånden. Med et simpelt blik på hende viste hun at hun forstod at hun var vampyr også, og der faldt en sten fra Aurelias bryst.
"Kom, så kan jeg spise," sagde Rose og trak hende med sig ud på badeværelset hvor hun lukkede døren bag dem og vendte sig mod Aurelia. "Hvem har sendt dig?" spurgte hun skarpt.
"Øhhh," Aurelia havde svært ved at finde hoved og hale i situationen. "Jeg er ikke sendt af nogen. Mit navn er Aurelia Andromedius," forklarede hun. Roses øjne blev til smalle sprækker. Hun havde mødt en mand i palæet engang, Isobel havde kaldt ham Andromedius. Det samme med den støvede mand der gik rundt med en masse bøger og uglet hår hele tiden.
"Jeg er Rose Darklighter, og manden derude holder mig fanget og tror jeg er hans datter," sagde hun stilfærdigt. "Hvis jeg kan lade som om jeg drikker af dig, kan du overleve lidt længere til at slippe afsted og underrette min familie."
Aurelias læber blev til en smal streg. En Darklighter? Fanget?? Her???
"Kom," Rose tog et skridt nærmere hende. "Jeg bliver nød til at få lidt blod ud af dig," sagde hun.
"Vent!" Aurelia tog sin termokop fra tasken og rakte hende. Manden havde ikke givet sig tid til at undersøge hendes taske endnu. Hun trak sin telefon frem og rakte til Rose, så hun kunne sende en SMS til hvem der end var hun kunne få fat på og huske numrene på. Rose smilede.
"Jeg beholder den her til jeg kan komme hjem igen," sagde hun og gemte den i kjolens eneste lomme, godt gemt af sorte flæser og blonder. "Nu til prikken over i'et," hun tømte termokoppen med en lidt syrlig grimasse. Blodet var kedeligt men det var bedre end ingenting, og hun smurte lidt ud over læberne inden hun lænede sig ind mod Aurelias hals og placerede et lille bidemærke.
"Jeg dræber altid, men idag er det anderledes," sagde Rose. Aurelia nikkede og sank en klump inden Rose gik hen til døren igen og åbnede den. "Jeg er færdig," sagde hun. Hun havde nægtet at sige "far" til Augustin andet end i bilen da hun havde været påvirket af drug blodet. "Hun er ikke død denne gang, så hun kan godt blive her." Hun satte hånden i siden og så afventende på Augustin.
