Call me when you're sober

"Det kan du nemlig," sagde Vladimir og dristede sig til et blid kys på hendes pande mens han sad stille med hende. Og sådan fandt Paris dem, semi-slumrende i stolen. Lyset var stort set dæmpet helt ud i biblioteket og hun hjalp med at skærme Fleur bag en reol mens hun fik hende i sine gamle klude igen. Hun pakkede det tøj hun havde haft på pænt ind og sagde det altid var klar til hende hvis hun en dag fik lyst til at lande på Unity igen. Om det var imorgen eller om 10 år var fuldstændig op til hende. Paris var bramfri men hun så også familie som det vigtigste i verden, og Fleur var familie for hende, præcis ligesom Angela. Vladimir hjalp Fleur ud til en taxa da det ikke rigtig lod til at nogen af hendes forældre ville komme og hente hende. Han stod som en stenstøtte og så bilen glide bort i mørket, hænderne samlet foran sig på stokkens knob og det hvide hår trukket i små strimler gennem vinden. Paris kom op på siden af ham, meget højere på grund af stiletterne og med et blik først ud i mørket og dernæst ned på sin far.
"Det er noget lort, hva'?" sagde hun tørt.
"Hvis du bare vidste," brummede han stilfærdigt tilbage inden de fulgtes tilbage ind i palæet og fordøren lukkede sig tungt i for natten.
//out