Post by Paris Phoenixxx L. Darklighter on Aug 14, 2020 22:11:20 GMT 1
Paris spruttede en mundfuld blod ud over baren og lo højt. Bartenderen sendte hende et lidt misbilligende blik men hun smed en fed 100 Euro seddel til ham og han glemte det hele med det samme. Hun så på Molly som om hun var retarderet, hvilket hun i Paris' bog var, mens hun klappede Fleur blidt på håret. "Der er sgu da ikke nogen sygdom i hende her," sagde hun. "Hun sagde selv hun har været vampyr i 46 dage, ok? Hvis man er syg og er blevet forvandlet sidder sygdommen som regel stadig i kroppen op til et halvt år efter. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg tror sgu du er blevet narret." Hun druknede resten af sit glas med blod og begyndte at føle sig mere irriteret over at være dukket op i baren. "Carl, jeg tror Fleur og jeg er ved at være klar til at køre hjem," sagde hun og så på sin bodyguard der blot rørte sin øresnegl og udvekslede et par ord med hendes chauffør, så bilen blev trukket op foran baren udenfor igen. Hun smilede uvenligt til Molly inden hun lagde en beskyttende arm om Fleur. "Kom, så går vi hjemad," sagde hun demonstrativt, slog med håret og vendte sig for at forlade baren.
Post by Molly Ironstone on Aug 14, 2020 22:17:30 GMT 1
Fleur kiggede op på Paris. Det kunne godt væree hun havde afprøvet grænser i dag og at det hele bare ville være et sjovt minde når de kom længeree væk fra det tidsmæssigt, men det nagede hende, at Paris sagde det med hendes sygdom. For hun havde jo ikke følt sig syg, hverken før eller efter hendes forvandling. Og hun havde nok egentlig regnet ud, at der aldrig havde været en sygdom, men ... Det betød jo at Matthew havde bygget hele deres 'forhold' på en løgn. Hun nåede ikke at tænke mere før hun blev ført bort af Paris, efterladende Molly med munden på hvid gab og kæben næsten bogstaveligt talt på gulvet.
Post by Paris Phoenixxx L. Darklighter on Aug 14, 2020 22:20:58 GMT 1
Paris marcherede mod bilen og tog Fleur med sig ind. Hun grinede til hende mens limousinen kørte væk men da hun så Fleurs ansigt kunne hun godt mærke det var et eller to spørgsmål der så ud til at nage hende. "Heeey, what's up, sweety?" spurgte hun og løftede hendes ansigt lidt med en bekloet finger. "Du slap væk fra din more, hvad mere kan du ønske?" lo hun men der var en vis tone af inderlighed over hendes stemme. Det var ikke fordi alting var leg og sjov med hende, størstedelen af tiden var det dét, men hun kunne også se når folk tænkte, og Fleur lod til at have noget på sinde.
Post by Fleur Ironstone on Aug 14, 2020 22:26:21 GMT 1
"Hvis jeg aldrig har været syg," startede Fleur. Hun var mere tryg ved Paris nu efter et stykke tid, men hendes stemme rystede af indestængt vrede og forvirring: "Hvorfor forvandlede han mig så? Hvorfor dømte han mig til at skulle se sådan her ud for evigt? Jeg kommer aldrig til at blive smuk ligesom dig," Fleur rørte ved de tonede vinduer og tegnede åndsfraværende en sur smiley i duggen. Hun havde ingen skrupler om sit intellekt. Men hun havde tænkt meget på sin krop for nylig. Både fordi hun ikke kunne lege barnegeni i Paris for evigt, men også fordi hun netop så op til frodige idoler som Paris og Isobel, der var forvandlet i deres gode år.
Post by Paris Phoenixxx L. Darklighter on Aug 14, 2020 22:31:46 GMT 1
"Awww, baby, du er jo smuk," sagde hun stilfærdigt med en hånd på hendes skulder men uden at ville tvinge hende til noget. "Det er bare ikke altid verden ser på samme måde på skønhed," forsøgte hun lidt inden hun lod hånden falde til sit skød og så på hende med et lidt mere sørgmodigt smil end hun havde mønstret før. "Matthew gør hvad han gør af uransaglige årsager. Noget har en dybere mening, andet er for hans egen vindings skyld. Jeg ved ikke hvor du hører til i den kategori, men hvis jeg skal give et gæt, og du må rette mig hvis jeg tager fejl, så ser han dig som smuk, og derfor forvandlede han dig," hun trak på skuldrene. "Det er ikke velset at forvandle børn, men det er ikke sådan et det koster en hånd eller et hoved, så det er også svært at få nogen ned med nakken hvis de gør det. Jeg håber bare," hun forsøgte med et opmuntrende smil nu, "at du gør med dit liv det du kan. Matthew har sikker vist dig hvordan han," hun brugte hænderne til at forme gåseøjnene, ""holder af" dig, men det er også en måde han værdsætter din skønhed. Det er ihvertfald sådan jeg ser det," hun strøg en blid hånd over Fleurs hår. "Og nu kan vi være veninder i palæet, er det ikke hyggeligt? Du kan endda komme med til min koncert og komme backstage hvis du har lyst!" hendes stemme slog over i et mere glad toneleje for at glemme den lidt mere tunge snak.
Post by Fleur Ironstone on Aug 14, 2020 22:40:08 GMT 1
Fleur trak på skuldrene og sukkede. Hun havde brug for at tænke sig om. Hun kunne aldrig bryde båndet med Matthew, det vidste hun, men hun kunne arbejde sig henimod at være så selvstændig og så vigtig, at han ikke turde/ville gøre hende noget. "Det ville være cool," sagde hun til koncert-idéen. Hun havde aldrig været til en rigtig voksen koncert, "Jeg vil vildt gerne se dig live!" Hun lod et smil bryde frem på ansigtet og lænede sig tilbage i sædet.
Post by Paris Phoenixxx L. Darklighter on Aug 14, 2020 22:44:43 GMT 1
Paris smilede over at se sine ord virke på det stakkels barn, fanget som en lus mellem to negle. Hun var heldig selv, og synes derfor ikke Fleur skulle lide - unødvendigt ihvertfald. Bilen gled op til palæet og de trådte ind i den overdådige entrésal for at sætte kursen mod biblioteket.
Der var stille da de skubbede døren op. Klokken var også et godt stykke over midnat. Hvornår pokker blev Fleur hentet?? tænkte Paris stille for sig selv imens de begav sig hen til hendes lille læseområde. "Oh wow, du er en nørd," udbrød hun lidt forundret da hun så mængden af bøger "Fleur?" en brysk stemme slog igennem stilheden og Vladimir kom til syne bag en bogreol. I hånden havde han et glas vodka, eller det vil sige, han havde lige haft et glas i hånden men hans finger mistede deres greb i det øjeblik hans øjne spilede sig opp og så Fleur i Paris' mundering. "Hva-..." han var fuldstændig tom for ord.
Post by Fleur Ironstone on Aug 14, 2020 22:48:15 GMT 1
Vladimir var den sidste hun havde lyst til at se lige nu. Specielt i dette tøj. Specielt lige nu. Hun var ikke pinligt berørt over at være sammen med Paris, for hun var trods alt i familie med ham, men... "Monsieur Vladimir," udbrød hun næsten ængsteligt og knugede en af bøgerne tæt ind til sig for at skjule så meget af sin påklædning som muligt. "Uhm... Jeg- Jeg er ked af det?" prøvede hun selvom hun ikke vidste, hvad hun skulle sige, "Jeg havde lavet de fleste af de opgaver jeg havde for, da vi tog afsted!"
Post by Vladimir K.T. Darklighter on Aug 14, 2020 22:53:13 GMT 1
Vladimir kunne hverken finde ud af hvilket ben han skulle stå på eller hvad han skulle sige. Han spruttede og rystede stokken og hævede en knyttet hånd mens russiske forbandelser og eder føj ned over Paris der bare stod med armene over kors og så tavst og afventende på ham. "Hvad i himlens navn har du gang i, pigebarn?!" skældte og smældede han til sidst, men han gik mod Paris og ikke Fleur. "Er du klar over hvad du laver med hende? Opfordrer hende til at klæde sig så... så... UTUGTIGT!" "Christ, Vlad," Paris himlede med øjnene og sukkede, "vi var bare i byen, hvad er problemet?" "Var... I... I var... VAR I I BYEN?!?" Vladimir råbte så hele biblioteket rungede. "HUN ER TI ÅR, PARIS, TI ÅR!! Det er et barn vi snakker om, IKKE EN BARNEVAMPYR SOM ANGELA!" "Chill, ok?! Vi var der ikke særlig længe fordi hendes dødbidder af en mor sad på Unity," Paris smilede skævt ned til Fleur for at vise hende at alting nok skulle være ok. Hun vidste at hun var den ansvarlige og hun havde taget beslutninger som de ældre ikke kunne lide. Men hun var bedøvende ligeglad. Hun ville jo bare have det sjovt.
Post by Fleur Ironstone on Aug 14, 2020 22:57:25 GMT 1
Fleur var splittet mellem at smide Paris total under bussen og sige, at det hele havde været hendes skyld og så at stå fast på sin ret til at blive behandlet som den vampyr hun var, trods hun stadig var et barn. Men hun følte lidt, at det var dumt at sige noget lige nu, hvor Vladimir var kommet så godt i gang med skældsordene og ederne. I stedet kiggede hun undskyldende på hendes træner. Hun ville for alt i verden ikke have et dårligt forhold til ham, for han havde virkelig lært hende meget, bare i løbet af de sidste par uger.
Post by Vladimir K.T. Darklighter on Aug 14, 2020 23:01:37 GMT 1
Vladimirs stemme dæmpede sig til en rumlende knurren mens han så fra Paris til Fleur. "Sig i det mindste at hun har sit tøj et sted," brummede han irriteret imens hans blik gled over pigen. Hvis Matthew kom ind nu var hun solgt, så de måtte hellere finde hendes tøj så hurtigt som muligt. "Jeg tror rengøringskonen har taget det," sagde Paris med en oversukret undskyldende stemme og smilede. "Nu bliver hun nød til at tage hjem i det her!" "PARIS!" Vladimirs stemme smældede ud imellem bogreolerne og Paris måtte endelig føje sig. "Ok ok, jeg henter det," sagde hun opgivende inden hun smuttede fra biblioteket for at hente Fleurs tøj. Vladimir nærmede sig hende med et vagt smil. "Er du ok min ven?" spurgte han og så indgående på hende. Hvis hun havde lidt nogen overlast - mere end hun allerede jævnligt led her i palæet - ville han finde er perfekt sted og brændmærke Paris for altid.
Post by Fleur Ironstone on Aug 14, 2020 23:06:23 GMT 1
"Monsieur Vladimir," sagde hun stadig med sine ruminerende tanker, "Var jeg syg inden jeg blev forvandlet?" Hun vidste hun kunne stole på ham. Han ville ikke direkte lyve for hende. Det regnede hun i hvert fald ikke med. Hun holdt fortsat den store bog op foran sit brystparti, for ikke at virke alt for - hvad havde han kaldt det? - utugtig? Hun måtte spørge ham mens Paris var væk, så hun fik det mest korrekte svar. "Jeg har ikke kunne finde noget om min sygdom nogen steder og jeg har aldrig følt mig syg. Det er okay, hvis det er en løgn... Jeg kan ligesom ikke gøre så meget ved det nu,"
Post by Vladimir K.T. Darklighter on Aug 14, 2020 23:10:34 GMT 1
Vladimir sukkede. Han vidste det var kommet til det. Han satte sig på knæ med en hånd på sin stok og en rakt ud for at tage hende om skulderen. Hans blik var alvorligt men medlidende og langsomt rystede han på hovedet. "Nej, cherie," sagde han dystert. Han vidste at hun måske ville fortælle sin mor om det nu, og hele hans løgn ville være afsløret. Molly ville blive til den banshee hun var, men det var rigtigt der ikke var noget at stille op. "Matthew Darklighter spinder løgne når han ser noget han kan få fat på, og det er sjældent at selvom den løgn afsløres at der kan rettes noget op imod den. Jeg er ked af det," han sænkede blikket, "jeg er ked af det for dig og din skæbne, men jeg håber og tror at du kan udrette store ting her i livet. Du har potentiale, mit barn," han så op på hende, denne gang mere viljestærkt og indgående, "og jeg er lige her til at hjælpe dig når du har brug for det. Jeg vil holde ham væk hvis jeg skal bruge resten af mit liv på det når jeg er til stede her i biblioteket, både Gabriel og jeg har lovet det!"
Post by Fleur Ironstone on Aug 14, 2020 23:14:43 GMT 1
Hun smilede til ham og bogen faldt til gulvet med et lavt bump, men det var kun fordi hun havde sluppet den så hun kunne lægge armene om ham i et kram. "Jeg ville ønske det var dig, der havde forvandlet mig, monsieur," sagde hun trist. Ikke at Vladimir nogensinde ville have forvandlet hende så tidligt. Måske først når hendes forældre var døde eller gamle, så de ikke skulle se deres datter gennemgå blodtørst. "Dig eller Gabriel," fortsatte hun eftertænksomt, "Og jeg sværger at jeg aldrig vil forvandle nogen uden grund - hvis jeg overhovedet kan forvandle,"
Post by Vladimir K.T. Darklighter on Aug 14, 2020 23:19:57 GMT 1
Vladimirs hjerte brast ved hendes milde omfavnelse. Han kunne ikke huske sidste gang han havde fået et kram af et barn, så det var ihvertfald længe siden. En lille tåre samlede sig i hans øjenkrog og han lod den glide stille ned i hendes hår inden de langsomt løsnede sig fra hinanden og han klappede hende beroligende på ryggen. "Hvis jeg må fortælle dig en hemmelighed, Fleur, så forstod jeg allerede da din mor efterspurgte midler til din uddannelse at du var speciel," sagde han og rejste sig men holdt stadig hendes lille hånd i sin gamle. "Jeg har brugt mange hundrede år på at finde de ypperste og klogeste mennesker og alt efter om de ville, kunne jeg give dem evigt liv så deres intellekt blev bevaret for stedse, og de kunne berige verden forevigt." Hans smil blev bedrøvet. "Jeg vidste at man kunne se det når de var unge, og jeg har kæmpet en brav kamp når jeg skulle undgå at Matthew også fandt frem til de selvsamme genier, som jeg eftersøgte." Han gik stille med hende rundt om bogreolen hen til sin lænestol hvor han langsomt satte sig. Han hjalp hende op til sig så hun kunne sidde lænet ind mod ham i stolen og hans arme omsluttede hende i en rolig omfavnelse uden at røre hende yderligere end det. "Men Matthew fik dig først, og jeg forbander den dag forevigt. Jeg vil gøre hvad jeg kan for at rette op på det resten af mit liv."