Post by Augustin Sylvain Jerreau on Aug 12, 2020 14:40:15 GMT 1
Vampyrfyrstens søn sad fastspændt i den pansrede vogn - sådan en man normalt så transportere penge og andre værdigenstande. For han var værdifuld, det var helt sikkert. Og efter Nathaniels advarsel var det meget personligt for Augustin. Han havde gjort som lovet og ikke torteret Gabriel yderligere med andet end ord. Augustin parkerede vognen og låste bagklapperne op for at trække Gabriel med ud i menneskemængden. Inkvisitørerne der havde kørt lige bag dem lavede en civil cirkel omkring dem, så Gabriel ikke bare kunne slippe væk. Med et fast greb om armen på Matthews søn gik han mod en af skulpturerne, der ragede op mod nattehimmelen. Det var tydeligt den Nathaniel havde beskrevet de skulle mødes ved. Hvad han ikke ville give for at se Isobel uskadt. Han kunne godt regne ud hvad Matthew kunne finde på og Isobel var en smuk kvinde, der trods sine ben i næsen ikke ville have en chance imod ham. De stoppede op ved skulpturen og Augustin lod som om han betragtede den, mens de ventede. Den forestillede ikke rigtig noget, som han så det, men han var heller ikke lige i humør til kunstkiggeri lige nu.
Post by Darklighter (admin) on Aug 12, 2020 14:54:52 GMT 1
Sommerfestivalen summede af liv og glade dage. Der var en del der var dukket op til eventet og alle vendtede spændt på fyrværkerishowet, der dog først startede om nogen tid. Der var derfor tid nok til udveksling af fangerne. Det var perfekt planlagt. Matthew kom gående ad en af de lange stier med en arm om Isobels liv. Hun skælvede, hænderne var bundet foran hende med noget tarveligt reb og hun havde ikke lyst til at se op eller rundt på nogen. Hun ville helst synke i jorden og forsvinde ind i sin brors favn hvis hun kunne. At stå ansigt til ansigt med Augustin nu, efter hun havde vænnet sig til tanken om aldrig at skulle se ham mere var så smertefuld at hun ikke kunne holde tårerne tilbage. Matthew var tavs men opmærksom på hendes kvaler. Inden de havde sat sig bevægelse, med Shade i baggrunden på behørig afstand, havde han måttet trøste hende efter køreturen havde hylet hende helt ud af den. Nu gik de stille og roligt med kurs mod det udvalgte kunstværk og han kunne allerede se Augustin og Gabriel stå ved projektørerne. Han samlede sig for ikke at rive hjertet ud på mande med det samme. De var trods alt på neutral grund og der var en pagt der skulle respekteres for vampyrernes hemmeligheds skyld. Han glædede sig til den dag det ville være ovre. De standsede med et par meters afstand og Matthew tog Gabriel i bedre øjesyn. Drengen lod til at være uskadt og hans øjne var klare, men han var bleg og skælvede, højst sandsynligvis af blodmangel og mangel på hvile. Han gav et sidste klem om Isobels liv for at opmuntre hende inden han smilede til Augustin. "Godt at se dig igen," sagde han afmålt og uden glæde. Han mærkede en skælven gå igennem Isobel og en tåre trillede ned ad hendes kind.
Let the sin we swim in drown us, let the world shatter into dust Nothing else matters, only us
Post by Augustin Sylvain Jerreau on Aug 12, 2020 15:00:55 GMT 1
Og så stod hun dér. Smuk som altid, omend lidt sørgeligt udseende. Hans Isobel. Med det samme lagde han mærke til Matthews tag om hendes talje og det vendte sig i ham. Han missede heller ikke, at hun havde grædt. Eller tåren, der sneg sig ned af hendes perfekte kind. Hvis ikke der havde været mennesker omkring dem, ville han have overfaldet Matthew med ren råstyrke, trods han ikke ville vinde. Det ville bare føltes godt at gøre et eller andet. "Isobel," sagde han i stedet for at kigge på Matthew, "Har de gjort dig ondt?" spurgte han blidt og hev Gabriel frem mod Matthew. Han gav dog ikke slip på ham, for han måtte have Isobel i sin favn først.
Post by Isobel S. Corona Darklighter on Aug 12, 2020 15:08:03 GMT 1
Isobel kvalte et hulk og rystede på hovedet så kobberlokkerne raslede om hendes skuldre. Hun havde sin smukke røde kjole på fra Ophelias boutique, perfekt stylet hår og heldigvis vandfast makeup. Smykkerne glitrede som en dronnings juveler og hendes holdning var rank men dog slået ud. Hun vendte sig mod Matthew måske en kende demonstrativt og rakte armene frem så han kunne løsne rebet. "Her," sagde hun igennem en grådkvalt stemme, og han fjernede rebet fra hendes slanke håndled. Langsomt drejede hun sig rundt og trådte hen imod Augustin. Hun så hans ansigt, hvor meget vrede der ulmede i ham, men også al den menneskelighed hendes hjerte elskede. Han var sidste dråbe i bægret i dette århundrede. De næste 100 år ville hun aldrig forelskes igen, det svor hun! Det gjorde altid så ondt når det sluttede, specielt for hurtigt. "Drengen," sagde Matthew og hans stemme skar igennem luften. Det var som om alle de andre menneskers summende stemmer var forsvundet og det kun var deres lille udveksling der betød noget. Han holdt øje med Isobel som hun nærmede sig Augustin og Gabriel, der stadig var fanget ovre ved fjendens hånd.
Post by Augustin Sylvain Jerreau on Aug 12, 2020 15:17:51 GMT 1
Augustin fortsatte med at ignorere alt Matthew sagde til sin bedste evne. Hans fulde opmærksomhed var på hans elskede Isobel og hendes hulk trak ham næsten i knæ af bar medlidenhed. "Isobel, kom her," sagde han, uden ordre i stemmen. Han ville røre hende før han gav slip på Gabriel og så snart hans udrakte hånd mødte hendes, nærmest skubbede han Gabriel over mod Matthew. Hvad deres genforening skulle indeholde måtte de om, for han trak ømt Isobel ind i sin favn og strøg hendes hår væk fra ansigtet. Han havde tårer i øjnene, noget man ikke så tit fra ham, men han havde gået lidt med følelserne udenpå tøjet, siden Nathaniels advarsel. Endelig kiggede han op på Matthew. Hadet til vampyrfyrsten strømmede gennem hans krop og fik hans blod til at pumpe (og lugte) endnu mere rundt i hans krop. Men også kærligheden var at se i hans øjne. Den naive, uskyldige kærlighed til det han troede var et menneske.
Post by Isobel S. Corona Darklighter on Aug 12, 2020 15:29:56 GMT 1
Isobel lod sig trække ind mod ham men stadig med armene foran sig og hænderne der skjulte ansigtet. Hun lod sig næsten smelte ind til ham mens hun blev gennemrystet af bølge på bølge af gråd. Langsomt skiftede hendes fingre sig fra at dække hendes ansigt til at klamre sig næsten krampagtigt til hans jakkekrave. Hun kunne næsten ikke tro at det her var slutningen. Det var som om gulvtæppet først nu rigtig blev trukket væk under hendes fødder nu hvor hun stod foran ham og skulle gennemføre det ulidelige arbejde som Matthew havde sat hende på. "Augustin," hviskede hun stille med sit hoved mod hans skulder inden hun langsomt, evigt langsomt rettede sig op og så ind i hans øjne. Hendes olivenfarvede iris var en kaskade af brilliante farver der blev brudt af hendes tårer og hendes forpinte ansigt afslørede kun smerte, afgrundsdyb, ubønhørlig smerte. "Jeg elsker dig," hviskede hun næsten åndeløst til ham, som for at understrege at det her intet havde at gøre med hende, men valget var taget på forhånd, allerede inden de mødte hinanden på havnen, som sad der nogle nådesløse magter og styrede deres liv med snore i alle deres lemmer. Gabriel havde nået at sende hende et træt blik, men han havde kun øje for at komme væk og over til Matthew der greb ham i samme øjeblik som hans ben knækkede sammen under ham af udmattelse. Han sad på knæ i græsset og Matthew knælede ved hans side med armene om ham for at fjerne hans bånd og støtte ham til at komme op. De stod kort i en omfavnelse der ikke skulle være alt for følelsesladet til omgivelserne men som blot tilkendegav at den ville blive uddybet senere, når de var tilbage ved palæet. Alligevel trak de sig ikke helt væk, kun et par skridt for at holde øje med Isobel og Augustin og hvordan tingene ville udvikle sig. Der var agenter incognito hvis Augustin skulle blive skruppelløs, men Matthew regnede ikke manden for at ville tiltrække sig alt for meget opmærksomhed til et event som sommerfesten.
Post by Augustin Sylvain Jerreau on Aug 12, 2020 15:38:19 GMT 1
Han kunne ikke tilbyde anden trøst end at holde om hende og tysse lige så stille på hende. Han kendte ikke hendes kæmpe byrde og vidste ikke, hvor aftenen ville ende, for hvis han gjorde, ville han have holdt hende om muligt endnu tættere i dette sidste øjeblik de havde helt for sig selv og uden afslørede hemmeligheder imellem dem. "Jeg elsker også dig, fjolle," sagde han og kyssede hende midt i panden. Hans blik var kun for hende og hvad Matthew og Gabriel foretog sig ragede ham en høstblomst. De kunne dræbe alle omkring dem, samt alle hans inkvisitører, så længe de ikke gjorde Isobel noget. "Er du helt sikker på, at de ikke har gjort dig fortræd?" spurgte han alvorligt, da hun blev ved med at græde. Han måtte dræbe Matthew. Uanset hvad, måtte den ældgamle vampyr dø.
Post by Isobel S. Corona Darklighter on Aug 12, 2020 15:46:45 GMT 1
Med nogle hurtige vejrtrækninger fik hun langsomt sin gråd under kontrol og hun så på ham med det mest inderligt bedrøvede smil hun nogensinde havde mønstret at vise til nogen. Hun trak sine hænder ud fra hans brystkasser, ned ad hans arme og til hans hænder inden hun med et skridt der næsten føltes som en hammer mod en dommedagsklokke, trådte lidt bagud så deres hænder nu var det eneste der forbandt dem. Hun mærkede langsomt mørket sænke sig i hendes eget sind. Hendes evner gjorde det muligt for hende langsomt og sikkert at flytte følelserne ind i hendes hjerte der gradvist formørkedes. I samme øjeblik blev den første raket sendt til vejrs ikke langt fra dem og showet brød ud i lys lue til tilskuernes store fornøjelse. Lysene og glimtene landede på hendes ansigt og lyste hendes øjne op. "Ja, Augustin, jeg har det fint," sagde hun tøvende og så bort fra ham til siden, på en menneskemængde der fejrede livet og lyset, en tilværelse som hun havde måttet give afkald på for mange tusind år siden. Hun vidste at Matthew og Gabriel var i nærheden men hun kunne ikke se dem, kun mærke dem, og mærke Matthews tanker der holdt hende fast og styrede hende imod det der føltes som døden selv. "Der er ikke sket mig noget, men..." hendes stemme døde hen mens folk hujede og klappede af lysshowet omkring dem.
Post by Augustin Sylvain Jerreau on Aug 12, 2020 15:53:13 GMT 1
Augustin smilede lettet. Ikke at hans had til Matthew havde formindskedes, men Isobel villle ikke lyve for ham, det vidste han. "Du er så smuk," sagde han forelsket. Han havde sagt det til hende tusinde gange, men han mente det kun mere for hver gang, som hun trak ham længere og længere ind i hans hovedløse forelskelse. Hans ansigtsudtryk ændredes ved fyrværkeriets affyring og hendes ord. Hvad betød det sidste 'men' i hendes sætning. Hun havde det fint, men... Men hvad? "Men hvad, Isobel?" spurgte han bekymret, men tog alligevel sig selv i at betragte hvordan de festlige farver oplyste hendes ansigt, bedrøvelsen, tragedien gjorde hende kun endnu smukkere og overnaturlig end hun plejede at se ud. Hold kæft hvor havde han scoret over, tænkte han flygtigt, men lod tanken flyve, da han så hun stadig var ked af det.
Post by Isobel S. Corona Darklighter on Aug 12, 2020 16:02:11 GMT 1
Hendes langsomme bevægelse bort fra ham var næsten umærkelig, men blev kun gradvis tydeligere ved at deres hænder snart kun hang sammen ved fingrene, der strakte sig lidt mere. Hun var dog standset da det stadig var for smertefuldt at skulle slippe ham helt, men hun vidste at enden var lige om hjørnet. Det fremkaldte endnu en tåre der løb ned ad hendes kind og et lille hikst samlede sig i hendes strube men hun bekæmpede gråden tilbage igen med alle våben hun havde i sit arsenal af selvkontrol og viljestyrke. Hun stod bare og så åndeløst på Augustin. Fyrværkeriet virkede som en ond hån mod hendes hjertesorg. Det føltes som om hun så igennem ham og ind i deres fremtid sammen, hvor de kunne gå langs Seinen arm i arm, smilende på en café, hende der passede ham i en lænestol med en kold klud mod hans pande mens hans sygdom langsomt åd ham op indefra, og hende til sidst ved hans kiste, klædt i sort med et slør for ansigtet men alligevel med et smil. At kunne give ham en lykkelig afslutning på livet. "Augustin, jeg..." hun tøvede igen men sank en klump og forsøgte at finde ordene. Hendes udtryk ændrede sig fra bedrøvet til forpint, et smil der græd. "Kan du ikke se det?" spurgte hun næsten så direkte at det kom bag på hende selv.
Post by Augustin Sylvain Jerreau on Aug 12, 2020 20:57:42 GMT 1
Han holdt desperat fat i hendes hænder, men hun forsvandt som sandet gennem et timeglas. "Se hvad, kære?" spurgte han, nu virkelig bekymret over hendes opførsel. Han kunne slet ikke tænke sig til, hvad der skulle ske, hvad der var ham i vente. "Isobel, jeg aner ikke hvad du snakker om," sagde han så med en lidt mere direkte tone, der genklang af hendes. Ikke flere julelege, nu måtte hun fortælle, hvad der var i vejen, for han kunne slet ikke bære at se hende sådan her. Alt det og meget mere, ville han godt have fortalt hende, men han havde aldrig været poet eller egentlig særlig god til at sætte ord sammen. Noget indeni ham var måske ikke ligefrem gået i stykker endnu, men det havde løsnet sig. Som kanten af en bandage, der bare skulle rykkes af så hurtigt som muligt for at smerten var til at holde ud.
Post by Isobel S. Corona Darklighter on Aug 12, 2020 21:03:21 GMT 1
Den psykiske smerte havde centreret sig i hendes mellemgulv og hun måtte slippe ham med den ene hånd for at lægge den mod sin mave og undertrykke et lille støn imens hun krummede sig lidt sammen. Hun havde kvalme af de ord hun skulle sige, men hun holdt sig fattet uden at lade det gå alt for meget ud over hendes psyke mens hun stadig holdt fast i hans venstre hånd. Hun knugede den som et lommetørklæde hendes elskede havde givet hende før han drog i krig. "Jeg havde håbet du kunne se det sidste gang," sagde hun stilfærdigt inden hendes blik atter mødte hans. Hendes øjne var blanke af tårerne. "Jeg ville sige det til dig dér men..." hun sukkede, "jeg kunne ikke bringe mig til det. Augustin..." Hendes stemme knækkede og hun mærkede atter kvalmen stige til vejrs i spiserøret. Nattens blod truede med at forlade hendes system igen men hun tvang sig selv til at synke.
Post by Augustin Sylvain Jerreau on Aug 12, 2020 21:14:44 GMT 1
Augustin kiggede ned på hendes hånd og lod så langsomt blikket stige til hendes ansigt. Den konklusion han drog ud fra hendes bevægelser var så absurd, at han ikke troede på den selv overhovedet. "Isobel, fortæl mig hvad der er i vejen. Hvad har jeg gjort?" spurgte han og lod så endelig en af de sjældne tårer falde. Det gjorde ondt at se hende i smerte, om det var psykisk eller fysisk. Det måtte være Gabriel. Han havde skræmt hende væk med sin ondskab. Omkring dem festede folk videre efter fyrværkeriet var afsluttet og der var en nærmest dyrisk glæde i luften. Hvor ville han ønske hun ikke var trådt tilbage fra ham, så han kunne holde hende tæt og fortælle hende, at alt nok skulle blive bedre fra nu af.
Post by Isobel S. Corona Darklighter on Aug 12, 2020 21:21:20 GMT 1
Hans ord ramte hende lidt som en væg. DET VAR JO IKKE HAM! Hun havde lyst til at skrige det, men hun frygtede hvert sekund at kvalmen ville overtage. Hun mønstrede så meget viljestyrke mens hun mærkede en koldsved lægge sig over sig og fik hende til at skælve. Et hulk gik igennem hendes strube, og dermed slækkede hun sit greb kortvarigt over sin selvkontrol så aftenens blod stod ud af hende som et lille, rødt vandfald ned over hans sko, bizart og med den metalliske lugt der fulgte blod overalt for mennesker. Hun trak hånden fra ham helt nu og tog sig til halsen mens hun gispede for at komme sig over at have kastet op for fødderne af ham. Hvad ville han ikke tro om hende nu, og hun havde ikke nået at forklare sig?! Hun holdt en hånd op imod ham for at han ikke skulle komme nærmere mens hun samlede sig og rettede sig lidt op, hendes dirrende hånd mod hendes kraveben hvor blodet var løbet ned ad hendes hud. I glimt fra fyrværkeriet stod hun lidt og sank igen og igen for at få styr på sin krop. Hun så på ham, som en bokser der lige var blevet slået i hovedet men endnu stod på benene. "Augustin..." hviskede hun hæst og tårerne samlede sig igen i hendes øjenkroge. Hun rystede som et espeløv mens hun holdt sit blik pinefuldt længe på ham, hendes bedrøvede ansigt forvredet i smerte. "Jeg er vampyr."
Post by Augustin Sylvain Jerreau on Aug 12, 2020 21:28:39 GMT 1
Augustin var ikke en dum mand, men i det øjeblik kunne han slet ikke få sin hjerne op i omdrejninger. Hendes blodige opkast. Hendes ord. Han satte det ligesom ikke sammen til en meningsgivende enhed før flere sekunder efter hun havde sagt dem. "Isobel, er du syg?" spurgte han dumt og med tøven i stemmen. Hun var jo ikke syg. Eller jo, med en sygdom hun ikke kunne komme af med nogensinde, vampyrisme. Endelig bundfaldt hendes ord og han følte sig svimmel, som om han skulle dø. Hele deres korte, men intense forhold kørte forbi ham med 200km/t og han kunne ikke følge med. Det skulle have været hende, der holdt hans hånd, når han forlod denne jord. Det skulle have været hende! "Vampyr?" gentog han så, som om det var det mest absurde og langt ude han havde hørt i flere år.