The Winner Takes It All

"3000..." begyndte hun men måtte stoppe og tage sig til brystet da hendes krop atter truede med at forråde hende. Hun hævede igen en hånd imod ham og bakkede lidt væk mens hun rystede på hovedet så hans hænder fangede den tomme luft. "3565 år," sagde hun endelig og begyndte at føle virkeligheden komme tilbage omkring dem. "Matthew er min bror, min skaber, min herre," forklarede hun stille og sænkede blikket til sin hånd ved brystet. "Jeg ville ønske det ikke var rigtigt, Augustin, for jeg ville ønske vi kunne være sammen til trods... Men da jeg så dit kontor... da jeg så dit arbejde," hun bakkede endnu et skridt langsomt væk. Han måtte ikke komme for tæt på, hun vidste ikke hvad hun ville gøre. Hun ville måske ombestemme sig og sige det var en joke. Blodet på hans sko og hendes hals vidnede om noget helt andet og langt mere reelt problem de ville stå med i fremtiden.
"Jeg ville have været den der stod ved din grav og sagde farvel efter at have givet dig det bedste du kunne få: et lykkeligt liv," sagde hun stilfærdigt og holdt hans blik inderligt. "Jeg elsker dig..." hendes stemme døde hen.

Hendes øjne blev store og hun tabte næsten pusten. Endnu en bølge af koldsved truede hende og hun knækkede sammen men der kom ikke mere op mens hun stod sammenkrummet. Hendes hænder famlede til siden og lænede sig op ad en marmorvase der stod ved siden af. Hendes hånd satte et blodigt aftryk men hun kæmpede sig op og stå igen rank og ret imens hun genvandt pusten og næsten satte sig halvt op ad vasen mens hun så på ham, læberne let delt mens hun bare så tomt på ham.
"Hvorfor... hvorfor sagde du ikke noget?!" spurgte hun og gråden overvældede hende kortvarigt igen med et hulk og flere tårer men hun fik kontrol over sig igen og rettede sig fri af vasen. Det måtte slutte snart. Hun magtede ikke at se på ham mere. Den mærkelige kvalme, hendes sorg, hans skuffelse. "Jeg kunne have løjet resten af mit liv for dig!" hendes stemme hævede sig men hun vidste det var nyttesløst. Hun tog endnu et skridt bort; den røde stilet klemte gruset under hende på stien de stod på. Hun lyttede efter Matthew og mærkede hans nærvær men han havde trukket sig fra området og var tilbage ved bilen. Hun kunne bare vende sig om og gå men hun var som naglet til stedet.

Hun gennemrystedes af en grim hulken ved hans ord men hun vidste det var sandt. Det var slut. Alt var ovre. Matthew havde vundet og fået alt. Hun slog armene om sig og vendte ham ryggen.
"Farvel, Augustin," sagde hun stille med rystende skuldre. "Lev vel mens du stadig kan."
Med fødder der føltes som bly begyndte hun at gå. Skoene slog mod gruset, der sprang lidt op under hende mens hun langsomt bevægede sig bort fra sit livs værste og mest smertefulde oplevelse. Tårerne var tilbage og hun græd som pisket mens fyrværkeriet sprang i luften bag hende i farver, som virkede i sepia eller sort/hvid for hendes blik. Hun slingrede en smule, stadig overvældet over kvalmen i hendes system, men problemet var at hun havde indset hvad der var los. Hun nærmede sig bilen der holdt parkeret og med et sidste blik bagud på sommerfestivalens storslåede afslutningsshow, satte hun sig ind til Matthew og Gabriel der havde haft gang i en luder så Gabriel kunne få lidt at spise. Hun var selv sulten og tog uden et ord det sidste de havde efterladt. Den døde krop blev dumpet i en gyde og der blev ringet til VCS inden de kørte mod palæet, Matthew i midten med armene om hver sin skabning der i hver sin forstand var gået i stykker. Men hvad han ikke vidste var at der var en mere skabning i selskabet, der snart skulle vise sig at blive problematisk. For mens Isobel lå med sit hoved mod hans skulder hvilede hendes hånd mod hendes mave hvor hun mærkede den genkendte følelse af mørke forme sig sammen med hendes krop og den uundgåelige graviditet var begyndt.
//out