Alone

Hvor længe skulle hun blive der?, natten var knapt halvvejs igennem og alligevel sad hun hun stadig dér, og flæbede som en gammel kone. Det var let at skue irritationen i Angeliques ansigt, en barnlig jalousi som ikke kunne afhjælpes med ord fra hvem som helst. Hun så på tøsen fra bag bogreolen, det var på tide at give igen, at vise hende hvem som bestemte. Som var det magi, gik hun frem fra bag bogreolen og ændrede sit ansigt til er mere sympatisk og sødt udtryk som hun gik frem til bordet og kiggede på pigen med sine store runde blå øjne. Under armen havde hun en ny fin tøjkanin, en ironisk gave fra Matthew. Hun hadede den egentlig, men det var en perfekt prop til just dette skuespil. “Hvorfor græder du?”, spurgte hendes søde blide stemme som hun blinkede mod den lille pige.

Et perplekst udtryk stred over Angeliques ansigt, som forstod hun ikke helt hvad Fleur mente. Det var endda oprigtigt, for hun undrede sig over hvordan denne utaknemlige tøs ikke kunne se den gave Matthew havde givet hende. Livets evige blod. Angelique ragte da hånden frem og lod et smigrende smil indfinde sig. “Du skal ikke lade slemme mennesker gøre dig ked sf det. Jeg hedder Angelique”, fortalte hun som var hun modig. Hun havde trods alt overhørt Gabriels samtale med hende med en vis grad af jalousi, skulle hun også stjæle hendes bror nu? “Jeg er også vampyr”, fortalte hun gladeligt som hun ragte tøsen et lommetørklæde fra sin silkekjoles folder. “Men jeg blev forvandlet da jeg var 51/2, jeg er 10 nu”, forklarede hun med et overbærende smil.

Et overbærende smil spredte sig over hendes læber imens Fleur duppede sine øjne. Angelique vidste af hun blev nødt til at ligge sine kort ret hvis hun skulle få fortroligheden fra Fleur, derfor lod hun en sky af noget ‘mørkt’ glide over sit blik som hun nikkede. Hun behøvede hverken at gå i detaljer, eller nævne at Matthew var hendes far. “Vil du lege?”, spurgte hun da, imens hun sænkede blikket til bøgerne. Hun havde læst dem før men det kedede hende. “Jeg kender er rigtig sejt sted”.

Et underfundigt smil spredte sig over Angeliques læber imens hun forsøgte at samle sig så hun kunne holde masken. Fleur, var ligesom alle andre hendes offer, og skuespil var hun dygtig til, takket være Matthew. “Kom! Så skal jeg vise dig det!”, hun viftede med hånden og begav sig ned langs bogreolerne. De mange år i palæet og ikke mindst side om side med Gabriel havde lært hende en ting eller to om det monstrøse bygningsværk. Med lettere besvær fik hun bakset en vældig lille dør imellem to bogreoler op så at en snøret cirkeltrappe viste sig. “Se!”, udbrød hun stolt som hunløv Henning tog fat i gelænderet. “Man kan komme heeeele vejen op på taget her! Man kan se triumfbuen derfra!”, hun gav sig med små lette skridt op af hvirveltrappen. “Fang mig!”, råbte hun efter et par hurtige skridt inden hun satte i løb.

Lykkelig børnelatter rungede i trappeopgangen som de løb til deres hjerters frys. Angelique vidste hvordan hun skulle le på samme måde som barnet, og hun greb præcis ud efter hende så hun ikke skulle falde tilbage ned af trappen ved bumpet. Det faldt havde ikke skadet. “Jeg har aldrig fået at vide jeg ikke måtte”, svarede hun med et ryk på skulderen, hvilket i og for sig var rigtigt. Hun opførte sig altid ordentligt og havde knapt nogle restriktioner inde i palæet. Forskellen var blot at hun havde skaffet sig en selvstændighed i årene som rottemager, en som hun knapt havde ladt vise før. Angelique åbnede døren mod taget og smilte til den unge frøken. “Hvad ved du egentlignom vampyrer?”.

Angelique trådte ud på den lille platform med tøsen. Hun satte sig og med et smil klappede hun ved siden af sig. Hun overvejede at skubbe hende allerede, lade tagkantens spyd gøre jobbet for hende. Dumme forkælede, snobbede tøs. Angelique gav sig til at pille ved kaninens ører, det irriterede hende at Gabriel havde ladt sig selv snakke med et sådan lowlife som dette. “Bøgerne er skrevet sf mennesker, de ved ikke noget om at være vampyr”, svarede hun, en løgn men det kunne Fleur jo ikke vide. “Til eksempelvis solen. Den kan man godt tåle, hvis man har drukket koldt blod inden”.

Angelique slap en let latter og lagde hovedet på skrå. Vinden legede med hendes lange lyse lokker som hun smilte stort til den yngre. “Det er ligesom tomatjuice”, svarede hun men lod det gå usagt hvordan hun fik fat i det. Hun var træner til at jage selv som helt lille. Angelique lagde sig tilbage og så op i nattehimlen. “Det ved jeg ikke. Jeg kan ikke huske dem”, svarede hun. Delvist sandt. Hun vidste st hun var blevet stjålet fra kongefamiliens vugge men at hun ikke havde været nok værd for løsesummen: en politisk strategi. Hun kiggede på Fleur som endnu et smil spredte sig: “har du været en flagermus endnu?”, spurgte hun og lavede store øjne som for at få det til at lyde endnu mere spændende.