Alone

Idet Fleur spurgte slog Angelique en blid latter op og satte sig for at se nærmere på hende. “Det er lidt uhyggeligt første gang”, svarede hun som hun trak knæet ind mod brystet. “Og så tager det lidt tid inden man kan forvandle sig tilbage sin egen krop”. Hun havde tænkt længe over disse svar, men selvfølgelig kunne hun altid skubbe hende hvis det gik helt galt. Angelique regnede ikke med den store straf, højst en lussing eller et rap over fingrene. En som Fleur kunne jo findes hvor som helst, så speciel har hun vel ikke? “Så hvis du vil prøve så tror jeg det er bedst at jeg beholder min form aå jeg kan nå at gribe dig hvis ikke det går”, hun smilede forklarende og betryggende.

“Det lover jeg!”, svarede Angelique som et genuin smil spredte sig på hendes læber. Hendes lyseblå øjne blinkede næsten i måneskinnet som hun rejste sig og stillede sig hen på kanten. Et sådan faldt for en barnevampyr var dødeligt, dog ikke for hende på grund af hendes alder. Angelique så storsmilende på pigen, kaninen var stadig under hendes arm og hun strakte sine arme ud for at gøre klar til at skulle gribe hende. “Okay! Tag tilløb og så hopper du når du er ude på kanten, okay? Det er bedst at lukke øjnene!”, instruerede Angelique. Vinden blev efterhånden kraftigere omkring dem og hun følte hvordan hendes hår piskede omkring hende i takt med at smilet syntes at blive bredere. “Du skal bare tænke på dig selv som flagermus! Okay? Er du klar?”, hun klappede i hænderne endnu engang og nikkede da mod Fleur. “3.... 2.... 1!”.

Det var blæst en smule op de sidste nætter og Matthew havde just sagt farvel til Nathaniel ud ad hoveddøren så han kunne tage ud og finde Jerreau. Gabriel havde kun været væk i to dage men alt i ham var som en gordisk knude, smertende og giftigt. Bilen var gledet bort i natten og han var trådt ud for at få luft i ansigtet og køle lidt ned da han hørte et barneskrig og et hårdt "flump" mod jorden efterfulgt af en støvsky fra den sommertørre jord. Hans blik gled til græsplænen foran palæet, en plet lige bag englestatuen, hvor en lille, spinkel pigekrop lå som et sammenkrøllet stykke papir. Han genkendte hårfarven og vidste instinktivt at det var Fleur. Hendes smerte kunne han mærke som et flygtig jag i kroppen, en naturlig del af at være skaber og yngling. Han satte i fast løb ud til græsset og tog hende op i sine arme. Betydelig skade havde hun fået selvom hendes krop ville regenerere det forholdsvist nemt var det stadig smertefuldt for en så ung vampyr at opleve et så langt fald. Blod spluttede op fra hendes dirrende læber og en rallen i hendes hals bekendtgjorde at hun havde en blokeret luftvej eller punkteret lunge. Han rejste sig langsomt med hende i armene mens hans blik gled op til taget. Som en lille gnistrende stjerne kunne han se Angela stå med vinden i det blonde hår.
"Aaaangelaaaaa!" råbte han, en stemme der blev båret som tusind storme igennem luften op til den lille dæmon. "Kom ned i entréen, med det samme!" Der var nok lang vej fra taget hvor hun stod og ned til entrésalen men han vidste hun ville adlyde ham. Han holdt Fleur blidt ind til sig mens han gik med rolige skridt tilbage ind i palæet hvor han lagde Fleur fra sig på flisegulvet i entréen. Han kærtegnede hende og tyssede på hende for at få hende til at holde sig i ro, strøg hende kærligt over håret og kyssede hendes pande og kind og lod hende hvile mod gulvet da han hørte Angelas fodtrin komme ned ad den store trappe.

Fleur havde sat af i god tro om, at hun ville forvandle sig til en flagermus på vej ned. Hun tænkte hårdt og klart på at være en majestætisk flagermus, men lige meget hjalp det. I stedet styrtede hun mod jorden og hendes sidste tanke var, at hvis hun døde, skulle hun da ikke have noget med Matthew at gøre længere. Men ligemeget hjalp det, for hun døde ikke og det næste hun huskede var at være i Matthews arme, hvilket næsten for hende var mere skræmmende end faldet i sig selv. Hun skreg af smerte og tårerne trillede ned og blandede sig med blodet, der sivede ud af hendes mund.

Hvert eneste svar, aktion og tiltale mod Fleur havde været yderst velovervejet og gennemtænkt til det punk hvor Angela følte at hun kunne gøre alt i søvne. Derfor ændrede hun heller ikke hverken sin positur eller udtryk idet Matthew kom farende imod hende, for hun havde selv overvejet denne mulighed. Slagets kraft, sendte hende flere meter gennem salen og det sved og brændte i hendes kind som havde han stukket hende med en ildtang. Omtumlet, som en dukke der var faldet fra den øverste hylde, lå hun krummet sammen mod en af de doriske søjler imens hendes far stemme rungede gennem palæet. Selv skyggerne virkede ængstelige, of syntes at slikke op af hende som en umærkbar hjælp. Ubesværet og med samme milde udtryk, rejste hun sig fra gulvet, foldede hænderne bag ryggen og så må ham gennem de nu sammenknebne øjne, han kunne kalde hende hvad han ville. Råbe af hende, slå. Så længe tøsen døde og var borte så hun egentlig ligeglad, for det handlede om fremtiden. “Det var ikke meningen det skulle gøre godt”, svarede hun iskoldt selvom det nu var meningen at det skulle gøre godt for hende selv i sidste ende. Men just det behøvede hun ikke at dele.

Matthew stod mellem Fleur og Angela, på den ene side et barn der græd og havde brug for omsorg, selvom det var begrænset hvad det ville sige når man tænkte på hvem han var, og på den anden side Angela, en lille djævel, skindsyg, jaloux og kun med sin egen lykke for øjet. Han havde to valg, vise sig som hengiven og kærlig overfor Fleur og risikere at Angela ville lave mere rav i den, eller tage Angela og smide hende over skulderen og gå direkte til værkstedet, og rummet over værkstedet, hvor krogene i loftet bekendtgjorde en skæbne værre end døden. Eller måske begge dele...? Begge dele var godt.
Han gik hen til Fleur og tog hende op i armene som et barn på sin stærke arm og lagde hendes hoved mod sin skulder imens han tyssede blidt på hende. Det var en ringe trøst, han vidste der var lang vej med hende men han kunne da starte ét sted. Derefter gik han med velberegnede skridt over til Angela og greb hende om halsen som var hun en gemen kop eller stykke porcelæn som han trak med sig op ad trappen med kurs mod hans arbejdsrum som kun han kunne tilgå. Hans fingre var stramme om Angelas hals som om han ønskede at klemme livet ud af hende og få hendes øjne til at bule ud af deres huler. De sorte blodårer pulserede under hans hud og var synlige over hans håndryg.
"Din ulydighed kommer til at koste dig dyrt," snerrede han med blikket stift rettet frem for sig mens de gik.