Rebirth

Måske var det ligesom en sjette sans man udviklede med tiden, måske var det bare skyggerne der fortalte om deres ankomst, men det havde ikke taget længe for Matthew at opdage at Molly havde bragt Fleur med til palæet og de var i biblioteket. Når man havde fået nyt legetøj var det lidt som om alting blegnede og man fik en form for tunnelsyn, og Fleur var speciel. Der var noget, måske var det det som Vladimir havde forklaret som genius-genet, der gjorde hende mere interessant end en anden gemen unge. Lidt ligesom Angela var speciel i sin forstand også, men på en anden måde. Hun var så også vokset med tiden erfaringsmæssigt. Han havde spekuleret på hvordan han kunne få fat i hende, få hende mere ind under neglene og huden, og han havde fundet en udemærket måde at overbevise hendes dødbidder af en mor om at barnet måtte forvandles, og det kunne ikke gå for hurtigt.

Han havde stået et minuts tid udenfor og set gennem sprækken mellem dørene ind i biblioteket mens Molly gik rundt og Fleur havde gemt sig. En lille tøven fyldte ham før han lagde hånden på håndtaget og skubbede døren op. Hans fodslag slog tungt mod parketgulvet.
"Mrs. Ironstone," hilste han høfligt da han var kommet længere ind biblioteket. "Har De et øjeblik?" spurgte han med en alvorlig mine og hænderne foldet foran sig.

Han tog hende med bag en reol men han havde strategisk valgt en der var ud for det område hvor Fleur havde sat sig så han kunne se hende igennem en sprække mellem bøgerne og hylderne. Han lagde en tung hånd på Mollys skulder omtrent i samme stil som en læge der skulle fortælle at en patient var dødeligt syg.
"Det er Fleur," sagde han og sukkede stilfærdigt med et nedslået blik. "Jeg lagde mærke til det da De var her første gang med hende. Deres datter har incephectoxus," forklarede han. "Det er en blodinfektion der i værste tilfælde kan være dødelig, og den bliver kun værre des længere man venter med at gøre noget. Desværre er den eneste udvej at få jævnlig vaccinationer, men det er ikke engang sikkert det virker, og dødeligheden er stadig høj." Han mødte hendes blik. "Jeg vil tilbyde at forvandle Deres datter for at redde hende. Men fordi det normalt er ilde set at forvandle børn, så skal jeg have Deres samtykke. Det behøver bare være mundtligt samtykke, det er alt jeg behøver." Han så indgående på hende og hans hånd vejede tungt på hendes skulder stadig.

"Jeg er ikke sikker på at Fleur vil kunne forstå," sagde Matthew alvorligt. "Tilstanden har det med at tiltage i årene op til puberteten, og fordi vi som vampyrer kan lugte den slags, lagde jeg mærke til at Fleur lige om lidt vil mærke de første tilstande af sygdommen indtræffe. Der er simpelthen ikke tid," han tog hendes hånd og holdt den med et insisterende blik på hende. "Jeg vil Deres datter det bedste, Mrs. Ironstone. Giv mig Deres tilladelse til at redde Deres datter." Hans stemme var mild og bekymret, en fure i panden viste en inderlig smerte over den forestående pinsel som Fleur ville ende i.

"Mrs. Ironstone, båndet mellem skaber og yngling er en pagt der aldrig kan brydes," sagde han med en forsikrende mine. "Jeg vil altid vide hvor hun er og hvis der er fare på færde, og ligeledes vil hun være i min beskyttelse altid." Han smilede ømt til hende og et empatisk smil bredte sig på hans læber. Hvad han ikke fortalte var at båndet mellem skaber og yngling betød at Fleur ikke kunne modsætte sig hans vilje, uanset hvor meget hun hadede ham. Hans ord blev hendes lov. "Jeg ved det er en hård beslutning, specielt når hun er så ung, men De kunne også blive vampyr og følges med hende, så skal De ikke spekulere på at miste Deres datter nogensinde." Han holdt sine øjne åbne længe nok til at de fik en fugtigere overflade som var han på grådens rand over den lidelse Molly stod overfor. "Det ville være en smuk ting, det er jeg sikker på Deres datter ville synes."

"Ja, det ville nok være bedst," svarede han med et nik. "Vil De overvære eller er det måske lidt hård kost?" han kunne ikke undgå at smile lidt skævt. "Jeg ved vampyrprocedurer måske er en lille smule fjernt for mennesker, så De skal ikke føle Dem tvangsindlagt til at se på, men," han kastede et blik til siden på Fleur gennem bogreolens sprække, "jeg tror hun måske ville føle sig tryggere." Han så sigende iltbage på Molly.

Det kriblede end ad ryggen, en rislende fryd af forventningens glæde da hun kom til syne omkring bogreolens hjørne. Hans smil var uændret for at Molly ikke skulle fatte mistanke og bakke ud af deres aftale. Han rakte en hånd frem og lagde den på Fleurs skulder.
"Din mor har givet mig en meget speciel opgave," sagde han forsikrende. "Kom med, og jeg skal vise dig det," han smilede bredere inden han med et sidste nik til Molly førte Fleur ud af rummet med kurs mod børneværelset gemt et sted i østfløjen. Han vidste den første opgave ville være at berolige pigebarnet så han kunne dræne hende næsten tør, derefter kunne han udnytte hende mens hun var kraftesløs men stadig i live, hvor han til slut ville give hende sit blod og på den måde døbe hende ind i vampyrernes rækker. Han tænkte på Angela og hvordan hun ville reagere og han måtte undertrykke en latter da døren gled i bag dem og låsen atter slog til og fangede Fleur i rovdyrets hule.

Vladimir havde siddet stille og roligt, tilbagelænet og hørt på samtalen. Han kendte Matthew bedre end de fleste, faktisk var han nok den, sammen med Gabriel og Isobel, der kendte ham bedst. Derfor kendte han også hans løgne når han hørte dem, og det gjorde ondt. Han vidste Matthew allerede havde gjort et indhug i Fleurs uskyldighed, det her var endnu et slag med en hammer på en mejsel der langsomt ville skære hendes menneskelighed væk og efterlade hende som en sindsløs dukke. Endnu en Angela. Han havde undertrykt et kuldegys, men han vidste også at Matthew var ældst og stærkest, og at han ikke kunne udfordre ham uden at sætte sit eget liv på spil. På det punkt, det eneste ene punkt var Vladimir en kujon. Han vidste det, og han havde hele sit liv kæmpet så godt han kunne mod Matthew, men det var endt som det var denne gang, og han måtte spille med på løgnen.
Han rejste sig med et forundret udtryk på hende.
"Oh cherie," sagde han medlidende og gik hende i møde for at omfavne hende. "Ja, vi drøftede det i fællesskab," hans tone var inderlig men alvorlig. "Det var den bedste løsning for alle."