Rebirth

"Ok," Vladimir så sig rundt men besluttede sig for at det ikke var et godt sted at gøre det. "Kom," han tog hendes hånd og førte hende med sig ud af biblioteket til sin lille suite på 2. etage i østfløjen. Hans rum var holdt i grå og grønne toner, mere afdæmpet og en kende rustikt. Der var jagttrofæer, våben og rustninger fra næsten alle tidsalder. Sengen var en åben seng meget modsat den som Matthew yndede at have i de fleste værelser i palæet. Vladimir fandt himmelsenge klaustrofobiske og det var svært at forsvare sig hvis der kom nogen og angreb én. På hans natbord lå en lang ceremoniel daggert fra Østeuropa, og et bjørneskindstæppe lå så man kunne træde ud på det og undgå det kolde gulv om morgenen. Han måtte lade hende ligge i sengen mens han forvandlede hende, men ikke andet. Han svor det.
Han guidede hende hen til sengekanten hvor han først fik hende ned og sidde og sidenhen ned og ligge. Han strøg forsigtigt hendes hår bort fra hendes hals og så på hende en sidste gang inden han bøjede sig over hende og satte hugtænderne i.

Det var her vampyrernes kræfter var stærkest. Evnen til at tage et liv og give et nyt, et blodsbundet dødsmagi der kunne vække døde til live igen udelukkende i kraft der blodet der flød i hans årer. Han sukkede stille og lod hende falde tilbage i sengen inden han jog sin ene hugtand i håndleddet så et hul opstod og det sorte, tyktflydende Darklighterblod gled ud af såret langsomt. Han lagde håndleddet for hendes læber og lod nogle få dråber glide ind i hendes mund. Så fjernede han hånden igen og rejste sig for at stå og observere hendes ændring. Det var nu døden indtraf og smerterne begyndte. Der var nogle vampyrer der blev sindssyge af deres forvandling fordi smerten var så ekstrem. Nogle tog det nemmere. Hvordan hun ville reagere var han ikke sikker på men han holdt sig klar med en hånd på hendes skulder så hun forblev liggende i sengen mens forvandlingen indtraf.

Han mærkede hende kæmpe og stritte imod men der var ikke meget at gøre. Hun måtte ride det af, og ligeså langsomt som han havde drænet hende, ligeså langsomt fortog smerten sig så hendes krop gradvist blev løftet igennem stadierne op til det endegyldige, følelsesløse tomrum der var kendetegnet for tilværelsen som vampyr. Hvad man herefter mærkede var kun en snert af hvad man kunne mærke førhen som menneske. Det tog tid og tilvænning, og han ville hjælpe hende så godt han kunne.
Han guidede hende lidt op og sidde og bragte hende en karaffel fra et bord og skænkede et glas af den tykke røde væske der nu var hendes livsnæring.
"Her," sagde han med et mildt smil til hende og mindedes deres første møde i biblioteket. "Drik."

Han lo lidt over hendes grådighed. Der var noget sødt og uskyldigt - i hans øjne - over nyskabte vampyrer og deres måben over alting. Hvordan verden så ud og hvordan alting var det samme men alligevel anderledes. Han klappede hendes kind venligt.
"Ja," sagde han og hjalp hende op og stå. Heldigvis var spildt blod ikke det værste problem i palæet, og deres vaskeri var trænet i at få de genstridige pletter ud af hver form for stoftype. Nu han tænkte over det værste problem i palæet...
Der var en lav banken på døren og Matthew åbnede op uden at vente på at der blev svaret. Han havde regnet sig frem til hvad der kunne være sket i mellemtiden mens han og Fleur var i børneværelset, og ganske rigtigt stod hun med blod dryppende ned ad hagen og i kavalergangen. I hånden holdt han Fleur, bleg og rystende men ganske rigtig vampyr ligesom sin mor. Det var nemt at afskrive hendes smertefulde gang som en del af forvandlingen.
"Jeg ser De også har valgt at omfavne livet som udødelig," sagde han med en højtidelig mine og hans blik skiftede over til Vladimir, der skjulte sin væmmelse over Matthew ved at knytte hænderne bag ryggen.

Matthew lod Fleur rive sig løs og kaste sig i armene på sin mor. Han selv så på Vladimir med et blik der sagde at nu var han med i legen og kunne ikke bare lige bakke ud hvis han ombestemte sig eller fik kolde fødder. Han smilede lidt over Fleurs ord og gik nærmere.
"Du og din mor er helt specielle nu, Fleur," sagde han med hovedet hævet og blikket stikkende rettet ned over næseryggen på hende. "Inden længe vil du opleve at du kan nogle ting som ingen andre kan, og du skal komme her og besøge mig så jeg kan lære dig alt."
"Jeg tror det er på tide Mrs. Ironstone og hendes datter kommer hjem," indvendte Vladimir og så fra Matthew til Molly. "Og Mrs. Ironstone er blevet forklaret og instrueret i de mest basale ting så der er ingen grund til a-"
"Jeg regner med at se jer igen på mandag," Mattehew afbrød Vladimir og nikkede til både Molly og Fleur. Vladimir tog en dyb indånding ingen han rakte Molly en vådserviet så hun kunne tørre sig ren for det værste blod før de forlod palæet.