Fyraftens Vodka

"Ja, det ville vel være noget anderledes end det system vi har nu," sagde Vladimir med et sigende nik. "Men måske desværre utopisk. For mange indenfor vores rækker ser os som overlegne. Jeg er bange for at det ville ende galt."
Han lod hende tage sin arm om sig. Hvorfor ikke? Han var ikke sky og vodkaen gjorde sit indtog i systemet allerede. Måske var det manglen på blod der gjorde at det var lidt stærkere end normalt. Han havde ikke fået noget siden igår og han gik sjældent en nat uden at få nok til at slække den værste tørst.
"Faktisk," han prøvede at se rundt efter et ur for at bedømme tiden, "skulle jeg have været ude efter noget nu her," hans blik endte dog på hende med et undskyldende smil. "Men jeg kan se jeg måske skal udsætte det ærinde."

"Eftersom det kun er hugtænderne der går i kødet mærker man sjældent at man bliver bidt. Det er måske mere som et stik eller hvis et barberblad snitter din hud," forklarede han. "Og ja, jeg kan lugte dit blod, men det er mere en udstråling end lugt, som partikler i luften omkring dig," hans blik gled over hendes hals ved hendes ord og ufærdige sætning. Hans fingre lagde sig blidt om hendes nakke og næsten umærkeligt trak hende tættere mod sig. "Nogen beskriver en lille eufori," hans stemme var lavmælt og hans blik gled op til hendes øjne igen. "Hvis du vil lade mig, ville jeg," han fugtede læberne, "ikke takke nej."

Han satte glasset fra sig på bordet og vendte sig imod hende. Noget i ham skiftede karakter for i løbet af et sekund var hans hugtænder fremme og synlige, hvide spidser klar til at sætte sig fast som kroge i hende. Hans ene hånd hvilede bag hendes lænd, den anden bag hendes nakke og han rykkede hende en smule heftigt imod sig, som i et passioneret kys men uden at kysse hende, selvom deres ansigter var tæt. Han tog en indånding så næseborene vibrerede inden han dykkede mod hendes hals. Han pressede den ømt imod sine læber som et kys inden han satte tænderne i og brød huden som at skubbe en nål ind i en aubergine. Blodet gled ind i hans mund som en stråle af eufori der fyldte ham. Hans armen lagde sig mere om hende og trak hende tættere så han kunne mærke hende imod sin krop, bryster, hofter, hår mod ansigtet og tøj der skrabede mod tøj.

Måske var det øjeblikket der gjorde at Vladimir slappede lidt af, men han slog en kort latter op ved hendes ord. Normalt ville han måske have været mere kort for hovedet og have sagt at det var noget vås at sige.
"Nej, selvfølgelig ikke," sagde han og strøg en lok af hendes vilde hår bag hendes øre. "Du skulle drænes til du døde og derefter skulle du have af mit blod. Man kalder det "at døbe" en vampyr." Han klappede hendes kind blidt som var hun et lidt for spørgelystent barn. "Bare rolig," forsikrede han hende. "Tak," endte han med. Det var ikke ofte han havde chancen for at takke sine ofre. Han drænede dem egentlig som regel så ingen var i live til at han kunne takke dem. Var det sådan her man havde et bloddyr? Han trak sig op i sofaen igen. Blodet susede næsten i hans ører og han var ved at tænke over hvilken kliché det var at han sad der med stuepigen.

"Nej nej, selvfølgelig, jeg forstår," sagde han hastigt og rejste sig, som en fyrværkeriraket der steg til vejrs. Blodet var nærmest hans brændstof. "Jeg er her altid. Hvis du spørger til mig er jeg sikker på at du får svar hvor du kan finde mig," han lagde sin hånd på hendes arm blidt inden han gav hende et flygtigt kys på kinden. "Kom, lad mig ringe efter en taxa," han tog hende under armen da han kunne se hun var en smule light-headed, og førte hende med sig gennem palæet mens han sendte bud via en tjener til at ringe efter en taxa. Han så mærkerne på hendes hals, som små blodudtrædninger, som to meget velplacerede blå mærker.