Fyraftens Vodka

Vladimir sendte Matthew et sidste dystert blik og et lydløst "don't you dare" over skulderen inden de forlod kontoret. Han holdt en arm om Molly som en form for underbevidst beskyttelse. Han vidste at Matthew ville gøre alt i sin magt for at få fat i Fleur, men det skulle Vladimir nok sætte en stopper for. Felix havde været den sidste protegé han havde haft, og det var endt i et kaos, der havde knust hans gamle vampyrhjerte. Men måske med Fleur kunne han sikre hende en god uddannelse og styrkelse hvis hun skulle på en skole for børn der kunne mere end andre på deres alder. Han var ikke helt sikker på hvad skolen indebar, men han ville måske insistere på også at være der for at holde Matthew i nakken. Hvis ikke, så ville han sørge for at der ikke var endnu et barn der skulle lide under Matthew.
"Vodka hjælper," sagde Vladimir en smule kort for hovedet men trak sig ud af sin tankestrøm og smilede ned til Molly. Han var glad, han vidste at det var sjældent at et andet menneske kunne gøre ham glad men hun havde alligevel på en eller anden måde berørt ham, og at han kunne hjælpe var belønning nok i sig selv. Han skænkede endnu en vodka mens hun satte støvsugeren tilbage på plads og ventede på hende for at skåle med hende.
"For Dem og Deres datter," sagde han inden han tog vodkaen i en slurk og satte glasset fra sig. "Og ja, mit navn er Vladimir, forresten," præsenterede han sig, men det faldt måske lidt til jorden nu hvor de havde været i en samtale med andre der havde brugt deres navne. "Men De kan kalde mig Vlad. De fleste foretrækker det." Han mønstrede et af sine sjældne smil.

"Ja, det er jeg," svarede han, "men det er en lang og tarvelig vampyrhistorie som ingen skal lytte til når der er bedre nyheder i livet at fejre," han blinkede til hende over glassets kant og tog endnu et drag af den stærke vodka.
"Kom, her er tørt som papiret bøgerne er lavet af. Lad os finde et sted mere egnet til snak," sagde han og ledte hende med sig ud af biblioteket. Han styrede bevidst mod en af de mange stuer hvor der var dybe sofaer, mørke paneler på væggene og tunge gardiner for vinduerne. En pejs var tændt da palæet var naturligt køligt, selv for årstiden.
"Og De var fra Polen, sagde De?" spurgte han da de slog sig ned i en sofa ved et lavt sofabord. Lyset fangede duggen på vodkaflasken som han satte den fra sig, og en dråbe gled ned og lavede en lille ring på bordet under den. "Hvad bragte Dem til Paris?"

"Ah, det lyder som en god, logisk vej at tage," sagde Vladimir med et sigende nik til hende. "Hvis du ikke har noget imod det vil jeg gerne høre hvad der gjorde du søgte arbejde her," han gestikulerede rundt som et tegn til hele palæet, "et så stort sted som dette? Var det her du først hørte om vampyrer?" Han havde ladt de formelle taleformer blive i skuffen nu de sad for dem selv og drak sammen. Det var måske på tide. Han holdt hendes blik, undersøgende og en smule nysgerrigt måske. "Det er sjældent jeg er i selskab med mennesker der kender til os."

"Det er godt," han nikkede og skålede til hende. "Man skal være stolt af sine gerninger," han fugtede læberne lidt og lænede sig tilbage i sofaen. "Hvordan... er det egentlig at arbejde for, ja, nu ved jeg godt det måske lyder en smule pompøst men, os?" spurgte han med hovedet lidt på skrå. "Jeg ved vi normalt er gemt for resten af samfundet. Hvordan tager din mand det?" Vladimir var ærligt interesseret i emnet. Han havde aldrig helt forstået mennesker og deres fascination af at bevæge sig på dødens rand eller lege med døden, hvis man kunne sige det sådan. Evige vovehalse på TV eller internettet der slog sig og kom til skade, folk der opsøgte naturkatastrofer eller områder forladt efter atomkraft-ulykker. Hvad drev dem? Kvinden her lod til at være en hvilken som helst Jane Doe, men var der ikke mere? Ville hun være vampyr en dag??

"Evigt liv er ikke en gave, men måske en livsstil som mennesker kunne lære noget af," sagde han filosofisk. "Blodet er jo ikke blod i samme forstand som I tror, bitter, metallisk og den slags. Det er som honning og malt og petroleum og ild og liv på én gang. Der er intet træls ved det," han smilede sigende til hende. "Jeg har måske børn et sted, hvis jeg har ved jeg det ikke," han trak på skuldrene. "Dem jeg har valgt at beholde tæt er andres børn der mangler omsorg og opvækst i en verden hvor de ikke bliver forstået fordi deres kapacitet er større end den de kan få fra deres omgivelser og miljø," forklarede han. "Det er lidt som at spille lotto med børn. De kan enten være vampyrer, eller de kan ikke, det er sjældent de bliver mennesker dog, da vampyrgenerne er stærkere."
Han lagde en arm over sofaryggen bag hende men uden at røre hende. "Hvad ville du vælge?" spurgte han så med et let hævet øjenbryn. Det var altid spørgsmålet hvor man kunne måle et menneske, ville de omfavne døden eller forlade den.

"Ja," svarede han og holdt hendes blik med både inderlighed og alvor. Lyset spillede i hendes mørke hår og øjne, en næsten unaturlig kontrast til hans blege alabaster hud og sølvgrå hår. "Kun børn af vampyrer ældes, og det er som regel i takt med deres erfaringsmæssige sind. Det er noget indeni der styrer det. Ikke engang vi vampyrer ved det. Nogle vampyrbørn stopper med at ældes udseendemæssigt når de er 15, andre når det er 45, men få går over 80. Mennesker der bliver forvandlet ældes aldrig. De forbliver dem de var," han tænkte pinefuldt tilbage på Felix, som kun lige med nød og næppe nåede at få en smule benefit af sin forvandling så hans skade ikke ville være alt for hård. Hans blik, der var kortvarigt fjernt, vendte tilbage til hende og hans smil kom også med. Han tog hendes ene hånd og gav den et forsigtigt kys.
"Jeg er glad for at jeg kunne hjælpe dig, Molly," sagde han. "Vi vampyrer er nogle gange lidt hårde i filten, men nogle af os ser rent faktisk også mennesker for det de er, og deres potentiale."