Relapse

"Alisha!" han satte sig op i én elegant bevægelse og smilede bredt til hende. Det var egentlig heller ikke meningen han skulle være dér men han havde en af de aftener, hvor han ikke magtede at skulle hjem og stå ansigt til ansigt med sin far. Det var efterhånden blevet vane for ham at smide sig i baglokalet på Møllen og døse lidt hen når han ikke orkede at skulle hele vejen hjem til Darklighterpalæet.
"Hva' så?" han slog på sofasædet ved siden af sig for at få hende til at komme hen og sidde. "Du ser da ud til at have indfundet dig," han kiggede op og ned af hende. Hun så godt ud, måske lidt mere glød i øjnene og blussen i kinderne. Der var ihvertfald noget sundt ved hende som der ikke var da han første gang havde set hende udenfor Møllen. "Går det godt?" spurgte han og smilede til hende. Hans blik flakkede kort til tasken som han rodede lidt ved så en lille spids af en kanylepumpe stak ud.

Gabriel bemærkede en liiiiiille ændring i hendes blik da det gled hen på tasken. Var det nok? Han håbede det.
"Fedt, fedt," han nikkede lyttende men uden helt at se direkte på hende før til sidst. Hun var så sød. Så naiv. En lille knugende fornemmelse i ham fortalte ham at han udemærket godt vidste at det var det mest moralsk anløbne han var i færd med at gøre, men hell! Han havde smadret folk i forladte bygninger mens deres tænder faldt ud af at bide i deres rebknebel fordi de ikke gjorde som han ville have det. Mennesker var medgørlige, lidt som smør eller ler; de kunne formes hvis man kendte til de rigtige kneb, og hans far havde været den bedste læremester i det fag.
"Er det noget du har lyst til at fejre sammen med mig? Jeg sidder bare her og keder mig og, ja," han grinede lidt inden han skubbede til lædertasken på bordet så kanylen rullede helt ud. Den var allerede fyldt med den hvide væske, "jeg passer på den her taske for min veninde, men hun har vidst glemt mig såeh jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre med indholdet." Han kiggede lidt rundt for at se en smule distræt ud, trak en halvtom vodka flaske frem fra under sofaen. Den var fin nok, kun lidt læbestift om flaskehalsen (lidt for langt nede til at de bare havde prøvet at tage en slurk af den) og tog en slurk inden han tilbød hende af flasken.

Det var ret imponerende sådan som en afhængig persons reaktioner nærmest virkede automatiserede efterhånden som de var dybere og dybere i deres afhængighed. Han vidste hvordan hun ville reagere for han ville gøre det samme. Det var oftest derfor pushere selv startede ud som misbrugere. De kendte alle adfærdsmønstrene og vidste hvordan de kunne få de bedste kunder. Alisha var ingen undtagelse.
"Ja, men stille," han snuppede kanylen ud af hendes fingre selvom de holdt godt ved og så sig om, "jeg gider ikke have bøvl med nogen, ok?" han hævede et øjenbryn og så sigende på hende, en kende mere alvorligt. Han satte sig til rette og bad hende om at sætte sig til rette overfor ham. Han tog en makeshift torniquet af en blød gummislange fra tasken og gjorde den klar om hendes arm.
"Klar?" han skævede til hende.

Nålen gled ind og han skubbede skyderen helt i bund. Det var en forholdsvis stor dosis, men han var ret sikker på at hendes krop kunne tage det. Desuden, hvis han også skulle have lidt, ville hun ikke risikere en overdosis, også selvom det var længe siden hun sidst havde fået et fix. Hendes metode var ikke ukendt for ham, men det var alligevel sjældent at han så det udført. Han så hvordan stofferne langsomt tog over hende og hun lod sig overgive til rusen. Han hjalp hende ned og ligge i sofaen og strøg hende over håret inden han bøjede sig ind over hende og med et forsigtigt kys først placeret mod hendes blottede hals, satte de sylespidser hugtænder i hendes hud og lod det heroin-bitre blod glide ind i ham. Han var trænet nok til at der ikke blev spildt én dråbe. Han mærkede selv den søde rus der tog over ham og han lod tungespidsen strejfe de to små sår og de samlede sig som på magisk vis og efterlod ingen tegn på at han nogensine havde taget hendes blod.

Han grinede lidt over hendes reaktion og trak sig langsomt op fra krogen af hendes hals. Han havde nået at fjerne dråberne af blod fra læberne og han satte sig lidt mere op men med armene stadig på hver side af hende.
"Der er aldrig noget der er en dårlig idé, kun forkert perspektiv," sagde han filosofisk og lo lidt af sig selv inden han smed sig bagud og strakte sig i sin fulde længde hen over sofaen, der knagede en smule efter års festen og brug i Møllens baglokale. Han så hen over sig selv til hende og grinede fjoget af hende.

Gabriel skævede til tasken. Det var i virkeligheden Rachels. Hvor hun havde den fra var han ikke helt sikker på, men han havde lavet den logiske slutning at det var hendes egen fordi hun jo alligevel dyrkede coke i Darklighterpalæets drivhus.
"Naaaah," han trak på det inden han kantede sig op og sidde igen. Han lagde en hånd på hendes knæ. Det var så sært at mærke mennesker når man var påvirket. Det var som om blodet flød igennem deres hud og tøj og over i ham, som om han ikke behøvede suge til sig af fysisk blod men det blev mere en form for osmose mellem to celler.
"Hun har før ladt mig tage lidt," han lagde hovedet tilbage og lukkede øjnene mens han mærkede rummet bevæge sig og udvide sig omkring ham, som om han var i en lunge der trak vejret mens han selv var død.