1540 - When God called Wolf

Han havde ikke været meget for turen, men Matthew havde sendt ham afsted, og når man blev sendt afsted så var der ingen grund til at gå tilbage igen. Det havde i forvejen været en træls tur ned til Toulouse hvorfra han skulle videre til Bordeaux, men han havde i nattens mørke forvildet sig ud i noget der mest af alt mindede om marker og plovveje. Vejret var heller ikke i hans favør. Det var koldt og blæsende og regnfuldt, og det gjorde det stort set umuligt for hesten at komme frem i de mudrede pløre. Kappen var tung af fugt og regndråberne glinsede i pelskraven da han endelig spottede et lys i det fjerne. Et lille hus der lå udenfor hvad der lignede en lille by med kirke, markedsplads omkring et lille gadekær og smed. Han havde taget en tur ind igennem for at se sig om efter en kro men da der ikke var noget sted der havde husly måtte han indse at det afsidesliggende hus nok var det bedste valg.
Mudderet splaskede op ad de tunge støvler og rejsekappen som han hoppede ned fra hesten, fortøjrede den til en ensom stolpe og gjorde sig vej op til huset. Over skulderen havde han rejsetaske fra sadlen med diverse ting i. Hans klæder var praktiske men viste stadig en vis status i form af brokader i kanterne og højst detaljeret læderværk. Han havde ladt sine større våben blive hjemme i Firenze, men havde beholdt en smuk daggert med oxyderet klinge og rosentræshæfte. Det sølvgrå hår var trukket tilbage i en slap hestehale der tiltrak sig en del opmærksomhed fra regnen.
Døren blev åbnet lidt på klem og han stod ansigt til ansigt med en mand klædt i katolske messeklæder.
"Min gode herre," sagde han på sit bedste franske, "jeg søger ly for stormen for en enkelt nat. Byen her har ingen kro hvor jeg ellers ville have tilbragt natten. Kan De give mig ly til stormen er drevet over?"

Vladimir trådte taknemmeligt ind i den lavloftede hytte og med et nemt klik fra sølvspændet lod kappen glide over i sin værts udstrakte arme. Det var ikke fordi der var meget plads, og det utætte loft bevidnede at der var få midler til rådighed for hyttens beboere. Det var væsentligt anderledes når man så på hvor han kom fra. Overdådige slotte og palæer med forgyldte sale og haller, høje vinduer og pompøse søjlegange. Alligevel var Vladimir ikke for god til at modtage husly når vejret var så skidt som det var lige nu. Matthew og Isobel ville måske have opsøgt kirken og været der, mens Vladimir foretrak et sted der måske kunne byde på varme til de våde klæder. Ikke at han mærkede kulden, men tyngden var det værste.
"Som tak," han gled en simpel sølvring af sin lillefinger og gav værten sammen med kappen. "Det er ikke meget men jeg håber De vil modtage min taknemmelighed." Han smilede stramt inden hans blik landede på den unge mand. Han var spørgelysten og et lys var tændt i hans øjne af nysgerrighed og tanker om den store verden udenfor den lille franske bygd.
"Jeg kommer mange steder fra, min ven," sagde han og satte sig på en bænk ved siden af ildstedet. Flammerne lunede og hans tøj dampede. "Mit blod har hjemme i Siberien, men før jeg kom her til jeres hjem har jeg tilbragt mange år i nabolandet Italien hvor jeg bor," fortalte han trods faderens tydelige afvisning af Felix' nysgerrighed. Italien var måske et vidt begreb. De fleste kendte knap nok navnet på landet hvor paven boede, men kun navnet på byen Rom.

Der var få ting i livet som Vladimir ikke kunne lide, måske endda, med en vis mængde værdi i ordet, decideret hadede. En af tingene han ikke kunne udstå var begrænsning af nysgerrighed og viden, det andet var religion. Tilsammen betød det sådan cirka at Zacharias var epitomen af alt hvad han hadede. Desværre ville det være imod hans æreskodeks at slå en mand ihjel og efterlade sønnen til sin egen skæbne. Men noget ved Felix gjorde at Vladimir var interesseret i ham. Hans unge sind og den måde han trodsede sin far for at få mere at vide om verden udenfor.
"Jeg har ikke selv mødt Paven, nej," sagde han med et minimalt smil i mundvigen. "Men jeg har set Perugia og Rom," han så ned i flammerne i ildstedet mens han mindedes. "Siberien er vild og dyrene er større end man ser dem her i landet," han så tilbage op på Felix. "Måske du skulle med til Italien? Så kan du selv finde svar på dine spørgsmål," han blinkede sigende til ham uden at ville røbe frugternes hemmeligheder.
"Men," han rejste sig og så på Zacharias, "jeg har haft en lang rejse og ønsker at trække mig tilbage for aftenen. Har I et kammer jeg kan hvile i så jeg ikke forstyrrer jer?"

Vladimir fulgte tavst med Felix igennem den lille hytte og ind i et værelse der måske var halv størrelse af stuen de netop havde siddet i. Hans blik fangede de udsøgte kalkmalerier på loftet og væggene. Et sært sted at have sådan nogen når resten af hytten var faldefærdig og ikke specielt vedligeholdt. Alligevel var de imponerende i deres egen lille verden her under det lave, utætte tag, og ville bestemt være en kirke værdig hvis de blev kalket under en katedralgs buede loft. Han tog fraværende imod natkåben mens han fortsat betragtede kalkmalerierne og hørte knap nok Felix' spørgsmål, der dog alligevel trængte igennem mens han stod og funderede over de smukke billeder.
"Vladimir Konstantin Tchaikovsky," svarede han og vendte blikket mod den unge mand. "Er disse dit værk?" spurgte han og pegede på kalkmalerierne. Det forekom ham ikke just at være noget som en præst ville give sig i kast med, og han begyndte at fornemme hvad det var ved Felix som havde vakt hans interesse. Det her kunne være et af de få unge genier han havde mulighed for at redde fra en dødsyg skæbne i en flække hvor ingen kunne se deres potentiale.

Der var ingen tvivl hos Vladimir længere. Den her knægt skulle med ham, koste hvad det ville. Det ville ikke blive nemt at overtale den gamle mand inde i stuen men han tænkte at en mulighed nok ville byde sig til inden længe. Kunne han købe knægten med sig? Næppe. Kunne han kidnappe ham? Muligvis, men det ville hurtigt blive opdaget. Han måtte komme op med en anden plan, og istedet nikkede imponeret.
"Hvis jeg kunne ville jeg tilbyde dig at komme med mig," sagde Vladimir en kende sørgmodigt. "Jeg kan se dig male nogle af de store katedraler i Firenze." Han smilede trist ned til den unge mand.

Der var noget bedårende over hans iver, og Vladimir kunne ikke skjule et lille smil mens han så på Felix der lå på knæ foran ham. Der var ikke skyggen af tvivl og han måtte væbne sig med forsvar af valget af knægten overfor Matthew - og så forresten også sørge for at han ikke endte i hans kløer, men han kunne godt se det fungere. Han havde plads i sit hjem i Firenze, og kunne også nok altid hjælpe ham med selv at finde noget når han havde fået opbygget sig et godt omdømme i de italienske kunstnerkredse.
Han lagde næsten helligt en hånd på det unge hoved som velsignede han ham. I det dæmpede skær fra stearinlysene var billedet næsten ikonisk.
"Gør du det," sagde han smilende. "Jeg tager afsted når du er klar," forsikrede han ham og hjalp ham op og stå.

Der var efterhånden gået et par dage og stemningen i det lille hus havde aldrig været mere trykket. Vladimirs tilstedeværelse havde fået Felix til at få blod på tanden for eventyr men uanset hvor mange gange de begge havde forsøgt at overtale Zacharias. Felix havde endda tryglet på sine knæ, bedt standhaftigt til gud og undgået at forsømme sine pligter for at falde i god jord. Men ingenting havde ændret på faderens holdning, og det var derfor på tide at tage sagen i egen hånd.

Det havde været eftermiddag, da Zacharias havde sagt farvel til den sidste troende at Felix havde fundet ham ensom i kirken. Med kæben spændt konfronterede han ham endnu engang, men da det blot endte i en større diskussion, havde Felix rakt ud efter det store sølvkors de havde fået tilsendt fra paven og givet sig til at slå Zacharias. Slagene var blevet nærmest mekaniske tilsidst, som var han i en drøm hvor han slet ikke kunne holde op. Felix rettede sig op og så på sit værk, manden han før havde kaldt far havde knapt et hovede tilbage. Han spyttede på liget og tørrede sig svedent over panden hvor det første lag af blod lod sig sygeligt stikke fast til hans arm. De gamle træpaneler og smukke kalkmalerier var ligeså udsat fra det blodstængde gardin. Men Felix var ligeglad, nu ejede ingen ham. Med et tørt smil, vendte han sig mod de store døre til kirken. Han var iført sine sorte bukser og den sorte skjorte. Om hans hals hvilede den hvide præstekrave. I hånden holdt han korset, mordvåbnet og ved hans fødder lå de sørgelige rester af hvad der engang havde været den konservative præst. Hsn lænede sig ned og trak sølvringen af faderens finger og holdt den i hånden imens han stirrede på sit værk med en grotesk fascination.