Welcome home?

Som kaldet af det første slag gled den tunge egetræsdør op og åbnede ind til den storslåede indgangshal. Søjlerne skød til vejrs som slanke træer der holdt det hvælvede loft oppe. Selv ikke en katedrals indre kunne stå mål til den storladenhed der prægede interiøret. De sorte og hvide marmorfliser var blankpolerede, lysekronernes reflektion i deres overflade var som små gnister af guld og den måde rummet næsten udvidede sig på virkede uendeligt stort og meget større end set udefra. Hvis man skulle dømme alene fra størrelsen på bygningen så var der ikke plads til mere. Men den store, brede trappe ledte fra indgangshallens gulv og op til de øvre etager. Rex, en gammel og grå Sacre Sang vampyr og palæets øverste butler, kom dem imøde. Hans rindende øjne var smalle sprækker til at starte med men hans tørre læber formede sig i et sprukkent smil.
"Ah, mon Seigneur," sagde han og bukkede dybt som ville han feje gulvet med sin krogede næse. "De er ventet på Fyrstens kontor med Deres ven."
"Tak Rex," sagde Gabriel med et suk inden han så på Felix. "Welcome home, I guess?" sagde han inden han ledte vejen op ad trappen og mod tårnet hvor det store kontor lå. Han bankede på den dobbeltfløjede dør og åbnede den forsigtigt. Indenfor var alt som det plejede, det massive mahogni-skrivebord for enden, reoler langs højre væg, marmorpejs med bjørneskind og de to læderstole med bordet imellem foran. Alt lige ud af den viktorianske æra. Den tykke, røde tæppe dæmpede sågar højhælede sko. I hjørnet stod der et skab med fine krystalglas og kander, og en dør var næsten usynlig til venstre, bagved pejsen. Over pejsen hang et familieportræt. Husets herre og hele Darklighter-familien sad sammen med sin ældre bror og søster og hans søn, arving til imperiet. Gabriels blik gled instinktivt til den store stol bag skrivebordet, og fulgte dens bevægelse som den drejede rundt og afslørede Matthew siddende i den, hænderne foldet foran sig og de isblå, stikkende øjne direkte rettet mod de to unge vampyrer.
"Monsieur Andromedius," sagde han med et smalt smil, en kragetå i mundvigen som et Mona Lisa smil der kunne indikere at han både var ovenud lykkelig eller havde lyst til at spise én. "Hvilken overraskelse at se Dem her i palæet igen."

Det milde "flump" af lædertasken mod tæppet var alligevel nok til at få den efterfølgende tavshed til at være ekstra pinlig. Matthew hævede et slankt øjenbryn og rejste sig med en graciøs flydende bevægelse fra stolen for at gå rundt om bordet og komme dem imøde. Gabriel stod rank og urokkelig ved sin vens side.
"En vampyrjæger ved navn Augustinus," forklarede han i en alvorlig tone for at understrege situationen for Matthew. Han så til siden på Felix og ænsede ikke rigtig lædertasken. Den måtte han selv klare; han havde allerede favnen fuld af bøger. "Jeg kunne ikke efterlade ham alene i boghandlen hvis nu han kom tilbage," han så bedende tilbage på sin far, der var standset foran dem, et tårn af mørke der næsten lagde en skygge hen over den unge antikvar-vampyr.
"Jeg kender godt Augustinus," svarede Matthew køligt og med armene over kors. "Det var et klogt træk af fordufte inden han kom tættere på," han så fra Felix til Gabriel og et kort nik tilkendegav at han var accepteret som en del af husholdningen inden han vendte sig bort fra dem igen. "Anvis ham til gæsteværelset på 3. sal. Og," han kastede et blik over skulderen, "find et sted i biblioteket til jeres bogsamling hvor I ikke laver nogle unoder."
Gabriel nikkede og drog et lettelsens suk, unødvendigt men en vane fra hans tid blandt mennesker hvor det var blevet indlært for at passe bedre ind. Han puffede lædertasken hen til Felix' ankel, vendte om for at komme ud af døren så hurtigt som muligt inden Matthew ombestemte sig.

Hvis det var muligt at fucke mere op, så skulle der en del til, tænkte Gabriel idet døren gled i bag ham. Alligevel kom Felix' ord bag på ham og han tyssede småpanisk på ham med et advarende blik over skulderen til de lukkede døre.
"Ti stille, din fucking papand," hvæsede han inden han med ekstra bøger i favnen satte det lange ben foran. Omkring dem slikkede skyggerne op ad væggene i krogene hvor de gyldne lampers lys knap nok kunne nå. "Min far hører alt, literally. Også selvom han ikke er i samme rum som dig," forklarede han med et flygtigt blik til en krog med særdeles livlige skygger. De kom på nogenlunde behørig afstand af de mørke kroge i tårnet og tilbage igennem hovedbygningen som de krydsede igennem. Der var knap så klaustrofobisk. "Men jeg giver dig ret," sukkede han stille mens han ledte vejen op til 3. sal i østfløjen, hvor alle beboerne havde deres gemakker og hvor man kunne finde diverse stuer, små fest sale og selvfølgelig biblioteket som var i to etager og kunne tilgås fra både 2. og 3. sal. Det var opbygget som et klassisk bibliotek med et stort åbent rum med reoler langs væggene og ud i rummet. I midten var en lang disk delt op som små læsepulte i en læsesal hver med en bronze lampe med grøn skærm. En vindeltrappe af smedejern gik op til den øvre etage af biblioteket der omkransede det åbne rum. Små glasmontre indeholdt sjældne genstande og artefakter af stor værdi.

Vladimir havde siddet stille og roligt for sig selv og læst i en af de bedre oversættelser af Ulysses. Natten havde været velsignet stille, Matthew havde været i godt humør og Isobel var taget afsted for at lave noget aftenarbejde på Louvre. Det var tid til at slappe af og nyde hans yndlingssted i hele palæet: biblioteket. Her havde han skænket sig selv en vodka fra sit hemmelige barskab som de unge Darklightere ikke vidste noget om og sat sig til rette da han hørte døren gå og en stemme han ikke havde hørt de sidste mange år. Han sad som forstenet, de grå øjne plantet fast, og en lille smule opspilet, på Felix der kom gående om hjørnet af en stor bogreol.
"Felix?" spurgte han med en panderynke da Gabriel rundede hjørnet efter at have hørt sin ven snakke til en af palæets beboere. Lidet havde han overvejet muligheden for at det var Vladimir, der nu havde rejst sig, stok i den ene hånd, vodkaglas i den anden.

Det var ikke helt til at vide hvad præcis Vladimir tænkte, men det var tydeligt at se at han ikke havde forventet dette måde på denne side af årtusindskiftet. Ikke desto mindre var der en vis gensynsglæde at spore i de grå, skinnende øjne og han rejste sig med en hånd i et fast greb om stokkens sølvhåndtag for at gå ham et par skridt i møde. Han kastede et blik ned på bogen og lyttede til Felix' kritik. Altid klar med en god vinkel på litteraturen. Han mindedes hvorfor han havde valgt ham.
"Hvad bringer dig til Darklighterpalæet?" spurgte han brysk med en panderynke i en lidt mildere form end tidligere og lagde sin anden hånd på hans skulder; vodkaglasset var blevet sat til side på bordet. Hans blik gled over den unge vampyrs ansigt og et smil mønstrede sig langsomt på hans smalle læber inden han kastede et blik til siden på Gabriel, der stod og så omtrent lige så overrasket ud som Vladimir havde startet med.
"Hvorfor fuck har du ikke fortalt mig at min onkel er din skaber?" spurgte Gabriel perpleks og så forvirret på Felix.

Gabriel lagde en hånd uforstående for panden og sukkede tungt inden han nikkede sigende.
"Fair nok," sagde han med et skuldertræk og så på sin onkel, der lod til at vurdere Felix' ord gravalvorligt.
"Inkvisitøren Augustin?" spurgte han skarpt med et hævet øjenbryn. Han skridtede bort fra dem, stokkens slag i gulvet rungede ud i det stille bibliotek og han stoppede for at vinke dem med sig. Han gik hen til en af de bagerste reoler i biblioteket, trykkede en bog ind i reolen, der pludselig gled fra og åbnede ind til et lille rum. Vladimirs skjulte studio. Han var med til at træne Darklighteragenter, og inkvisitørerne var noget der holdt ham søvnløs om natten. I hans studio havde han en væg med billeder af alle kendte, nulevende inkvisitører, et bord fuld af notater og en skrivemaskine der stod klar.
"Ham her?" Vladimir gik hen til væggen og hev et billede ned fra en tegnestift. Han rakte det til Felix så han kunne verificere personen på billedet.