Welcome home?

En rødmen lagde sig over hans fregnede kinder og han så op på sin beskyttende ven. “Tror du at det er derfor din far ikke kan lide mig?”, spurgte han med en stemme som havde svært ved at skjule sin åbenbare foragt for sig selv. “Fordi jeg er støvet? Gabriel du bliver jo nødt til at sige hvis jeg er beskidt, gud hvor pinligt”, ømmede han sig med en hånd på panden. Han havde vel vasket sit tøj, ihvertfald det her jakkesæt. Og han kunne vel huske at han havde været i bad? Desuden var det Gabriel som stadig var iført det blodbesmurte tøj fra gårsdagens vilde aktiviteter. Med et forfjamsket udtryk så han nu på Vladimir og forsøgte at flade Skt vilde krøllede hår ved st lade sine fingre gennem det. “En uge? Og hvad med bøgerne? Hvis de sætter ild til boghandlen er det ikke bare en novelle hist og her men århundredes litteratur om vores race”, selvom han tabte tråden ind imellem, vidste han stadig præcis hvad hans bibliotek indeholdt og hvor værdifuldt det var.

Felix betragtede Vladimir med et indgående blik. De sølvgrå søer som altid havde betydet varme, hjem og ikke mindst kærlighed, var lette at forsvinde i ved disse lejligheder. Hans egne lyseblå der før havde betragtet verden med et sultent udtryk, var efterhånden blevet mere tomme som virkelighedsopfattelsen var forduftet. Men ind i mellem, som nu, kom sulten tilbage. Felix klikkede med tungen, en gammel vane han havde lært sig under sine kedsommelige år inden Vladimir lærte ham at myrde brutalt og uden tanke om hverken etik eller morale. Dengang han vitterlig ikke havde nogen samvittighed. Det havde han stadig ikke, men det var anderledes. ''Så du siger, at jeg skal vende tilbage til min bolig om en uge, selvom at de ved at jeg bor der? Du tror ikke at der er nogen chance for at de kommer tilbage så snart det ser beboet ud igen?'', stemmen var selvsikker og sproget var slået om til russisk med den franske bondeaccent. ''Jeg tror at jeg behøver at arkiverer bøgerne et mere sikkert sted, om end ikke omlokere'', med disse ord og med øjnene stadig låst på Vladimir, knepsede han hurtig og pegede bagud på Gabriel. ''Lig dem ordentligt, de går i stykker hvis du glider dem over hinanden sådan'', han havde ikke kigget, men han kunne høre hvordan bøgernes kanter blev flænset under neo vampyrens håndtering. Felix var trods alt udpeget af ingen anden end vampyrfyrsten til at oplære Gabriel, men det var ikke alle der kendte til Credo-vampyrens sørgelige skade. 

Felix nikkede blot, et simpelt nik som betød både forstået og farvel, inden han vendte sig mod Gabriel. Han følte sig mat i kroppen, at møde sin skaber var ligeså fyldestgørende som det gjorde hans arme og ben tunge. Der var et ønske om at bevise sin værdi, at Vladimir havde gjort det rette, men også en skjult vrede over sin tilstand men dog intet han umiddelbart kunne sætte fingeren på om hvorfor. Istedet huskede han frelseren fra hans ungdoms år. 
Med blide skridt gik han mod bordet og gled fingeren over overfladen indtil han ramte den første støvede bog. ''Vi kan da godt være fættre, I guess'', svarede han på sit milde franske, som et skævt smil indfandt sig hos ham. Han gav sig til at flytte på bøgerne, knapt så forsigtigt som Gabriel selv havde været. Men han vidste vel også hvordan de skulle håndteres og hvor meget de kunne klare. Med ét stoppede han sin gøren og så på Gabriel med sine mørkeblå øjne. ''Jeg vidste ikke du ikke vidste det. Vladimir fandt mig i Frankrig for længe siden. Jeg var knapt 15 da han kom til vores bolig'', han huskede sin fader, kirken, blodet... hvordan det var flydt udover det fine flisegulv og dannet et mørkerødt gitter i furen. Han lagde hånden på maven da en sulten knurren afbrød stilheden og en lyserød rødmen indfandt sig på hans fregnede læber. ''Måske vi skulle tage ned og se det, hvis det stadig eksisterer.... Altså min landsby. Hvilket år er vi nu i?''.