Les Petites

Hvordan fuck er jeg endt herinde? Hvad fanden foregår der? Hvor er udgangen? var bare nogle af tankerne der kørte gennem Gabriels trætte sind mens han skubbede sig gennem mængden af tilskuere til det der mest af alt kunne minde om en hønekamp eller hundekamp måske, hvor sejrherren forlod med livet i behold og den anden ikke gjorde. Det var råt, det var brutalt, det var en underverden som vampyrerne egentlig ikke ville have skulle eksistere, og som Matthew Darklighter gjorde en god del for at holde nede, men den var ikke til at slå ud. Omtrent som børn og porno.
Gabriel var endt der af en eller anden grund. Han havde ellers været på vej hjem fra Møllen efter en højst anstrengende nat. Lede kunder med lidt for meget alkohol i blodet og lidt for mange tilskuere der var sanseløst berusede og troede de kunne tage hvad de end ville have når de så det. Han havde knap nået at få blod inden han skulle tage sig af den næste og den næste og den næste igen, så han var træt da han endelig fik en slurk af en alt for påvirket person i en skraldespandsfyldt gyde. Han havde mindst både amfetamin og ketamin i blodet, og Gabriel kunne knap mærke sin krop mens han stavrede ind mellem folkene der stod i Rottehullet, en lille baggård der var kendt af flere for at være hjemsted for lyssky virksomheder iblandt vampyrer. Om dagen var den forladt, men om natten var der masser af liv. Det hjalp af områdets boligblokke var beboet af de selvsamme vampyrer der dyrkede sporten, så der var ikke særlig ofte gendarmer til at finde rottespillene.
Han var standset og så på det der foregik foran ham i den lille ring. En mand gik rundt og tog imod odds sat på de små vampyrer og Gabriel gav los og satsede et alt for højt beløb på en newbie. Fuck it, tænkte han og lod al tvivl fare til gengæld for den lette, sanselige beruselse der fyldte ham.

Gabriel stod som et vakkelvornt træ der netop havde fået sidste øksehug ind mod stammen og gjorde klar til at dejse om, men han holdt alligevel balancen af en eller anden uransaglig årsag. Måske var det hans vampyrnatur der gjorde ham i stand til at blive stående. Han hørte nogen snakke til ham men hvad de sagde var mest en summen blandt alle de andre stemmer der gled sammen som en grød omkring ham. Han så rundt, ingen i øjenhøjde, det var der sjældent though, men da hans blik så sænkedes så han et ansigt han ikke havde set i et stykke tid.
"A-Angela?" spurgte han og rynkede panden inden han efterkom hendes ønske og samlede hende op som en dukke, forsigtigt og nænsomt. "Hvad fuck laver du her?" han så sig rundt og samtidig var der nogle brikker der kinda faldt på plads. "Er du... en rotte?" ordet var så sært at sige om hans egen sted-søster, men ikke desto mindre virkede det som om det kunne være sandt. Hvad andet skulle hun lave der?

Hendes insisterende gnubben og gniden i ansigtet vækkede nogle nerveender han ikke vidste han besad. Eller også var beruselsens værste stadie ved at fortage sig en smule. Han kunne høre mere klart og se ting i et skarpere lys nu og han så de kæmpende kumpaner imod hinanden. Det var grimt og modbydeligt, men noget i Gabriel værdsatte den destruktion der foregik for øjnene af ham. Han kantede sig lidt væk fra midten af det hele og over til et hjørne der ved et lykketræf var der hvor hun havde siddet før. "Laver du... Er du... hva?!" han så uforstående på hende mens han satte hende fra sig på en stol og selv tog plads ved siden af på en skammel, som om de var mester og lærling, men hun var den der skulle lære ham om tingenes tilstand.
"Er det her du har gemt dig i al den tid?" spurgte han stadig en smule sløret.

Han sad med hænderne foldet foran sig mens han så på hvad der udfoldede sig foran ham. Blod der sprøjtede op ad væggene til tilskuernes store lyst, skrig og gråd blandet med små børnefødders trampen mod det kolde betongulv. Det var ikke lugten af mandehørm eller sved der var at finde herinde som man måske kunne tro når det kom til fysiske kampe. Det var blod og salte tåre blandet med efterladenskaber fra de tidligere rotter, der nu var blevet slæbt væk og over til en væg hvor de var blevet dumpet som triste emner i en meningsløs debat.
"Jeg kunne ikke finde på at tage hans penge, det ved du," sagde han med en giftig tone og så på hende. Der var intet smil, kun kulde og en hård maske der dækkede for alle de overgreb han havde oplevet fra sin fars hånd. Han havde aldrig vidst om hun var gået fri, han tvivlede, men hendes blinde loyalitet fik ham til at tvivle af og til.
"Jeg vil hellere arbejde der end jeg vil skulle betale hans gavmildhed tilbage når det passer ham," forklarede han. "De folk jeg møder dernede er ærlige og siger hvad de vil have hvornår de vil have det. Der er ingen fingre lagt imellem eller skjulte budskaber mellem linjerne." Han strøg en hånd gennem håret som for at klare tankerne lidt.
"Og hvad laver du her?" han lagde hovedet på skrå og så undersøgende på hende. "Sidst jeg hørte var du stukket af. Og så finder jeg dig bare her i Rottehullet, of all places?!"

Måske var det Gabriels lod i livet at han aldrig blev for gammel til Matthew. Der var mere imellem dem end gemen vold og voldtægt. Det var en giftig suppe af afhængighed af omsorg blandet med smerte, og han var næsten overbevist om at det gjorde ligeså ondt på hans far som det gjorde på ham. Det var ihvertfald hvad han sagde til sig selv i de lange, mørke nætter når det ingen ende ville tage.
"Du er for lille fordi du var alt for ung da han forvandlede dig," sagde han tørt og bistert. Det var tydeligt hvad hans far havde haft af bagtanker da hun var blevet fanget i den unge pigekrop, og det gik direkte i hjertet på ham. "Han passer på sine værdigenstande," han himlede lidt med øjnene over sine egne ord inden han smilede et smalt smil ned til hende, et træk i mundvigen der indikerede antydningen af en eller anden flygtig følelse. "Kedsomhed gør én til et monster," han trak på skuldrene. "Det er vel også lidt derfor jeg begraver mig i dans og blod med diverse mængder stoffer og alkohol i. Der skal lidt adspredelse til," han lænede sig tilbage mod den kolde væg mens han så sine satsede penge forsvinde i den blå luft. "Der er ikke så meget forskel på det vi gør, tror jeg. Og det er sjovt at vi begge er hans produkter."

Han skævede ned til hende med et lille suk der undslap hans næsebor, måske nærmere et fnys over hendes selvsikkerhed. Hun var oplært som en genstand og havde fået samme robot-mentalitet som Matthew yndede at give sine dukke-skabninger.
"Jeg ødsler ikke noget bort," sagde han surt med armene over kors. "Jeg skylder ikke nogen noget og jeg giver ikke noget bort som jeg ikke selv har tjent." Han rettede sig op inden han rejste sig. Det var en kende besværet men han var alligevel beslutsom. Han så ned på hende over hendes sidste ord og et smalt smil satte atter præg på hans læber. "Et menneskeligt monster," svarede han højtideligt. "Det var godt at se dig. Kan være jeg skal hilse far?" han lagde hovedet på skrå som en hånlig gestus til hende.

Knoerne blev hvide mens han knyttede dem og han så efter hende et kort øjeblik inden han satte efter hende.
"Du skal ikke komme og sige at jeg ikke tør," sagde han knurrende som en hund der føler truslen krybe ind på sig. Måske var det ikke ligefrem fordi det ville blive behageligt, men det var jo ikke sådan hver gang... vel? De endte ved døråbninen til Rottehullet. Døren hang på sine hængsler og en omfangsrig, beskidt Bruta stod med armene over kors og en cigar i flaben og så mistænksomt på dem mens de stred ud af bygningen. Udenfor ventede en lummer sommeraften, og tunge skyer truede med torden. Hun var nået nogle skridt længere ud end han men han greb hende ved skulderen og hev hende tilbage for at stå ansigt til ansigt med hende. De første dråber faldt tunge på hans kind og pande; omkring dem startede lyden som en syden fra sprød bacon på en varm pande, og langsomt tog den sagte trommen mod metal og asfalt til omkring dem, en levenliggørelse af deres strid som de stod der og stirrede på hinanden, vrede og sorg og jalousi i en stor heksekeddel der boblede over indeni.
"Hvorfor kommer du ikke bare tilbage?" spurgte han med dirrende stemme og stadig knyttede hænder.