Les Petites

Han veg ikke en tomme da hun trådte tættere på og deres kroppe stod ret op og ned ad hinanden. Han så ned på hende og langsomt, som vandet skyllede ind over ham og dulmede alle følelser, blev hans ansigt som en blank overflade, følelseskold og forladt. Hans øjne glimtede stadig af den underliggende vrede men det var som om den var sunket i jorden og kun blev lukket ud gennem en lille ventil der lod varmen fra asfalten opstå som damp omkring dem mens regnen silede ned omkring dem nu. Det var som at sluge en kæmpemæssig pille, at lade følelserne gemme sig væk og begrave sig under en tung dyne af intethed, selvom kun et lille stik ville få dem til at eksplodere igen. Hans hænder slappede langsomt af og han rettede sig mere op fra hende.
"I det mindste koster det ikke liv sådan som dit foretagende gør," sagde han med en let spydig grimasse inden han vendte sig bort fra hende og lænede sig op ad muren ved siden af dem. Den var kold og fugtig og gennemblødte hans ryg men han var ligeglad. Kulden var velkommen, den var savnet, han kunne mærke hvordan han langsomt bevægede sig mere sikkert og balanceret. Han stod kort med lukkede øjne og ansigtet vendt mod himlen og tillod regnen at vaske hans ansigt inden han atter så ned på hende gennem de tunge regndråber der flød over hans øjenvipper og simrede i kanten af hans læber. "Jeg har mere glæde ud af min tilværelse end du nogensinde får, rotteavler. Hvis du vidste hvor meget jeg hellere ville have dig hjemme end i Hullet..." hans stemme knækkede og han så væk mens hans blinkede for at holde tårerne tilbage.

Det var som en mavepuster da hun rakte rundt om ham, hendes små arme i et fast, beslutsomt greb som kun en voksen kunne gøre det. Det mismatch der var mellem hendes mentalitet og fysik var slående og han lagde en hånd på hendes blonde, fugtige hår mens han så frem for sig ud i regnen. Gaden var stort set affolket nu, på nær nogle enkelte der hastede igennem den vilde sommernats byge. Et lyn glimtede og tordenen rullede kort efter. Det var ikke langt væk, men regnen var ikke ligeså bastant som da den startede. Lyden var blevet et gardin, et gråt tæppe der omsluttede dem. Han beherskede sine tårer og sukkede tungt istedet for blot at se ned på hende med et vagt smil.
"Hvorfor skal vi skændes?" spurgte han stilfærdigt med et sørgmodigt blik på hende. "Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst så dig, men guderne skal vide jeg har savnet dig." Han rakte ned og gav hende et broderligt kram inden han holdt hende lidt ud fra sig. "Hvor bor du nu?" spurgte han med hovedet lidt på skrå. Måske kunne hun overtales til at lade ham crashe hos sig hvis hun havde plads så han slap for at skulle hjem og mærke de uvenlige kærtegn fra sin far.

Han ville egentlig helst undgå at skulle spørge sin lille sted-søster om husly, men han magtede ikke at skulle hjem til Matthew. Det var for hårdt og strabadserende at tænke på hvad der ville ske så snart han trådte ind ad døren. Desuden var han heller ikke helt sikker på om han skulle røbe Angelas skjulested, og hvis han kunne finde det igen, evt. give Matthew et hint eller to, ville han måske få en mildere straf for at være blevet ude så sent som han gjorde for tiden.
"Har du plads til at jeg sover hos dig for en dag?" spurgte han med en trist mine. Det var ikke skuespil, men han ville heller ikke lægge skjul på hvad tanken om at skulle hjem gjorde ved ham. "Jeg kan ikke helt holde tanken ud om at skulle hjem til ham efter i aften."

"Min mund er lukket med syv sejl," sagde han og viste med hånden at han låste læberne til og smed nøglen væk over skulderen inden han satte sig i bevægelse sammen med hende. Byen gled bort omkring dem efterhånden som de begav sig afsted, to tavse skikkelser i samme båd, et åndeløst øjeblik, et sekund i verdenshistorien der fulgte det tidsløse skikkelsers rejse gennem den historiske by hvor skyerne langsomt var ved at drive over og regnen erstattet med en klam, lummer natteluft og dampende veje. Himlen var begyndt at blive lysere i horisonten og konturerne af skyerne var tydeligere nu.
De ankom til et mere mondænt kvarter uden så mange gadebutikker og hun låste dem ind i en opgang med en fingeraftryksaflæser.