Help, I need somebody! Not just anybody!

Det tog ikke mange sekunder før Armando havde overgivet sig selv til søvnen. Han følte sig selv svæve længere og længere bort i den bløde sofa, hvor tæpperne og puderne omgav ham som omfavnede de ham kærligt. Det var først flere timer efter at han åbnede øjnene til den mørklagte lejlighed. Han satte sig op med en anelse besvær og gav sig til at gnide søvnen ud af øjnene. Hvor fanden var han henne? Han rejste sig, og hørte sin ryg knække sig i takt med at at strækkede sin krop. Det var ikke første gang at han havde oplevet at vågne et andet sted, men dette var langt finere end han plejede. Havde han selv lejet et hotelværelse? Han gik til vinduerne og trak de store tunge gardiner for så at det varme lys vældede ind i lejligheden. Han holdt sig straks for øjnene og udstødte et støn af smerte over det pludselige skift. 
Da former og farver endelig var blevet tydelige igen, så han rundt i det fine penthouse. Han sukkede og gik med faste skridt mod soveværelset som han åbnede forsigtigt, hvem var skikkelsen i sengen? Han åbnede døren mere så at lyset kunne sive ind i rummet, da han til sin egen overraskelse og milde forfærdelse så Gabriel. Han gned sig i nakken og rystede på hovedet, han måtte vel tage det sure med det søde. ''Øh, Godmorgen'', brummede han, det var tydeligt at det var nogen tid midt på dagen, men lige hvornår vidste han ikke. Men dagen kunne ikke soves væk. Derfor gik han nu med beslutsomme skridt mod værelsets høje panoramavinduer og gav sig til at slå gardinerne fra ét efter ét så at rummet blev badet i lys.