Help, I need somebody! Not just anybody!

Gabriel havde tilbragt den sidste tid i Glass House suiten for at komme lidt væk fra palæet. Armando og Lucias sidste stunt havde kostet ham en rum tid i pressens irriterende søgelys, og han havde fortrukket sig til hotellet hvor suiten nærmest var en lejlighed de havde for familiens medlemmer. Men han var så småt begyndt at tænke på at komme tilbage. Matthews vanvid med Aurelia var efterhånden forduftet og der var plads til kærlig respons når de snakkede sammen. Rachel havde også besøgt ham for at opmuntre ham lidt med en håndfuld naturpiller der virkede langt mere syntetiske end naturlige, men stadig med præcis det formål han søgte: eskapisme og afslapning.
Denne aften havde han siddet for sig selv i baren efter at have haft besøg oppe i suiten. Hans kropsholdning var rolig, musklerne afspændte og hans hoved klart mens han sad og drak et glas vin og læste i et eller andet magasin om finans. Det var drønkedeligt men han var begyndt at være seriøs omkring hvad der skulle ske med ham i fremtiden nu han havde ladet Møllen være Møllen et godt stykke tid, og legede med tankerne om at gøre noget lidt mere indtjenende. Af og til, i et stille øjeblik, så han Seinens sorte vande opsluge et barns hjælpeløse krop, men han fik altid fjernet sig fra at falde for meget i staver.
Armandos entré kunne ikke helt undgås at ses på lang afstand. Han var i en eller anden rådvild tilstand som var han jaget vildt af paparazzierne, men hans øjne fortalte en anden historie, at hans virkelighed nok var mere forvrænget end forfulgt.
"Hey, rolig, Armando," sagde Gabriel med en panderynke og forsøgte at stabilisere manden nok til at få ham til at sætte sig på en barstol, hvilket viste sig at være lidt af en udfordring i hans tilstand. "Hvad sker der?" spurgte han alvorligt, men uden antræk til at ville kaste alt i hænderne for at hjælpe ham. Ikke efter det sidste stunt han og Lucia havde trukket på ham.

Folk omkring dem så tydeligvis skeptisk på den klart påvirkede mand, og Gabriel fik affejet et misbilligende blik fra bartenderen ved at bede om en stor kop kaffe til sin ven inden han langsomt vristede sin hånd ud af hans jernhårde, desperate greb. "Blond?" spurgte han undrende. "Nej, du er..." han var i tvivl om hvad han skulle svare. "Du ligner dig selv, Armando, slap af," han smilede taknemmeligt da bartenderen kom og rakte ham en kop pulserende varm kaffe og Gabriel stak den til Armando. "Her, drik det her, det hjælper," sagde han. Han havde hørt at kaffe var godt for folk der skulle ned fra en rus. Koffeinen havde en eller anden neutraliserende effekt. Ikke at han selv kunne opleve det, og han tvivlede også lidt, men stolede på hvad mennesker sagde om hinanden i denne situation.
"Armando, hvad fabler du om? Hvad er der sket?" spurgte han nu en kende utålmodig. Ikke at magasinet havde været voldsomt spændende men han var heller ikke rigtig i humør til hans drama lige nu, og han havde stadig ikke tilgivet ham og Lucia.

Kaffen skvulpede ud over alt og dryppede da også på Gabriels bukser. Han himlede med øjnene og sukkede tungt. Mennesker og vampyrers rus var væsentlig forskellig, og de dårlige trips som mennesker kunne få var heldigvis få for de udødelige skabninger. Alligevel havde han oplevet det en eller to gange i løbet af de mange hundrede år han havde brugt rusmidler, og hvor irriterende det end var at sidde her og være vidne til selv, så vidste han hvor ubehageligt det kunne være.
"NEJ!" sagde han højt, så de omkringsiddende gæster så en smule forskrækket på dem. Han sendte dem et opgivende blik inden han glædede sig stille over at Armandos hænder vendte deres opmærksomhed mod koppen så de ikke skulle have fat i ham mere. "Hvilken knibe?" spurgte han modløst. Det kunne tage timer at få ham helt ned, men i det mindste havde han suiten som han kunne få ham op til nogenlunde hurtigt.

Gabriel tog hans kort og tænkte det måske var bedst at han holdt fast i det til manden var kommet lidt ned igen inden han bare nikkede kort og lod sig glide ned ad barstolen for at hjælpe Armando med sig ud fra loungen hvor folk sendte den nysgerrige blikke. De krydsede gennem receptionen hvor nogle få blink gennem ruderne ud til fortovet foran Glass House bebudede at der var fotografer der havde fulgt efter den stakkels påvirkede model, og Gabriel ignorerede dem med næsen i sky og kursen mod elevatoren som han gled sit nøglekort igennem og fik dørene lukket bag dem. Han placerede Armando i et hjørne så han kunne støtte sig op ad begge vægge mens de gled opad lydløst.
"Hvad foregår der?" spurgte han indgående. Han havde set Armando i et dårligt trip før, men det her var alligevel usædvanligt. Skulle han kyle ham i bad og få ham kølet lidt ned? Det virkede de gange han selv havde oplevet det. "Du snakker som om nogen har truet dig på livet."

Gabriel rakte tøvende ud og tog papiret. Det var fint papir, uden tvivl fra et eller andet firma, og han foldede det ud for at læse den helt afsindige sum samt et telefonnummer i bunden. Han memorerede telefonnummeret og skrev det ned i sin mobiltelefon for at tjekke det senere inden han rakte papiret tilbage til ARmando, gik hen til ham og hjalp ham ned og sidde på gulvet i elevatoren, der dog bekendtgav at de var ankommet til den private suite og Gabriel trak ham med sig ud af elevatoren ind over dørtrinnet til suiten, der lå blidt oplyst med et stort hovedrum og åbent køkken, og tilstødende badeværelse og træningsrum til højre og soveværelse og walk-in closet til venstre. Elevatoren lukkede i bag dem og Gabriel lod Armando ligge på gulvet udstrakt.
"Hvad fuck har du haft gang i?" sukkede han opgivende og gik hen til køkkenet hvor han fyldte to store glas vand. Han vendte tilbage til manden og hældte det ene glas i hovedet af ham for at få ham tilbage til virkeligheden og standse hans panik inden han rakte ham det andet glas vand. Ville han virkelig vide hvad han havde haft gang i?

“Ok,” svarede Gabriel en smule varsomt og nærmede sig. Vandet havdet haft den ønskede effekt og havde bragt ham nogenlunde på rette køl igen men han gik alligevel i køkkenet og hentede mere vand til ham så han kunne få skyllet sit system. Han satte karaflen med vand foran ham på glasbordet og lod sig glide ned ved siden af ham i sofaen for at høre på hans kvaler. Havde han begået mord? Var han eftersøgt af FBI? Var han i virkeligheden søn af en efterkommer af zar-familien og var nu jagtet på livet af den russiske mafia?
“Mine læber er lukket med syv segl,” sagde han med et mildt smil til ham. Ikke at de nødvendigvis var det, men han ville ikke gøre Armando mere utryg.

Gabriel så en smule mørkt på ham men nikkede ikke desto mindre. “Jo, to sekunder,” sagde han og rejste sig og gik hen til sin jakke der hang ved elevatordøren. Han tog en lille zip lock bag op og bragte den med sig tilbage til glasbordet hvor han lagde den foran ham. Det var Rachels og det var godt. Det var nok ikke det smarteste at gøre, manden sad jo ganske rigtigt og sagde han skulle være far snart, men det var for meget forlangt at holde ham ansvarlig lige nu. Lige nu skulle han bare komme sig.
“Hvad mener du med at det egentlig ikke er dig der skylder penge men... dig?” Spurgte han med en panderynke og blikket hvilende på manden med de rystende hænder. Han var tydeligvis ude i tovene, men Gabriel begyndte at se et mønster for sig. Måske det var coke’en der holdt hans virkelighedsforvrængning væk. Hallucinerede han til daglig og brugte stofferne til at skubbe sin psykiske lidelse i baggrunden? Han kendte flere der gjorde det. “Hvordan hænger det lige sammen?” Forlangte han at få forklaret og lænede sig tilbage med hænderne foldet bag hovedet.