Help, I need somebody! Not just anybody!

Han hævede dramatisk hånden mod sin pande og udstødte et teatralsk suk. “Ja!”, stønnede han. “Efter 12 år!”, han løftede nu sin hånd for at prikke den anden mand i brystet. “Og jeg var sober før jeg mødte dig, Gabriel, min mørke engel”, han tog sig selv til panden igen. Hvordan skulle han nogensinde forklare sig til manden? En idé formede sig da og han rettede sig op med et hurtigt ryk. Han tog et dybt åndedrag. “Ophelia. Du ved designeren, som de altid skriver om”, han pillede sig nu i øjnene, en berørende mange mennesker fandt ubehagelig. “Hun er min søster, altså rigtige søster”, han hævede atter sit funklende skovgrønne blik mod Gabriel og holdt hånden frem med de blå kontaktlinser liggende krøllede og våde i hans tørre hånd. “Hvis de finder hende er hun også død, Gabriel du bliver nødt til at hjælpe mig”, han smed kontaktlinserne på bordet og greb nu fat i mandens arme, han vidste ikke hvor meget han vidste om ophelia.

“Det her har ikke noget at gøre med dem, Gabriel”, udbrød han ved mandens benægtelse af hans problem. “Forstår du det ikke? Det er mit liv! Det er Ophelias liv! Det er min økonomi og min karriere der står på spil! Det er hele min fremtid!”, handling nu ud med armene, hvordan kunne manden ikke se problemet? Nogle gange opførte han sig som om at han havde alverdens tid. Han tog sig nu til brystet hvor han på ny kunne føle sin hjerte galopere. “Gabriel jeg ber dig, hjælp mig”, han sænkede nu sit hovede og holdt sine hænder foldet frem for sig mod den anden mand. “Tror du jeg finder på det her?”, spurgte han nu med en stemme fyldt med jammer og despair. Han takkede sin tolerance og den gode coke for at han ikke havde hoppet ud sf vinduet nu. “Jeg vil gøre alting for dig, alt du spørger, vi kan”, han så op og slå ud med hånden. “Lege vampyr, eller... eller jeg kan få min agent til st ringe til dig”.

Armando holdt tæppet tæt om sig imens han betragtede Gabriel. Byens funklende lys omsluttede hans figur i vindue. Utroligt at han havde holdt sig i samme figur i så mange år. Armando rejste sig nu, og gik til ham, med sine skuldre draperede i det moderigtige tæppe. “Jeg har brug for penge...”, indrømmede han da, han kunne ikke skjule hvor berørt han var både af skam og tristhed. “Jeg har ikke det beløb... du har før sagt at... du kommer fra velstand, ikke sandt?”, han hævede sit blik han kunne mærke blodet du ke i sine kinder. “Jeg kan betale dig af.... Det tager mig 5 år... så har jeg beløbet”, forsøgte han sig imens han endnu engang gav sig til at glide hånden gennem det allerede vilde hår. Han satte sig nu på knæ foran sin tidligere elsker og slog ud med armene. “Jeg vil gøre alt for dig de næste 5 år imens jeg betaler dig tilbage, men hjælp mig”.

Armando lyttede tæt til Gabriels ord. Det var sandt at hans og Lucias trick ikke havde været fair, specielt ikke efter alle årene han havde ignoreret manden. Han sænkede blikket. Det havde været et billigt medietrick, men det havde gjort dem begge relevante. Han tog sig til nakken, imens han lukkede øjnene og kæmpede for at holde tårerne tilbage. Hvem havde han ellers? Lady Gaga? Christian og Ophelia? Ophelia havde fået et føl. Han udstødte et sammenpresset hulk, et forsøg på at holde det tilbage men hans krop forrådte ham. Han vendte ryggen til Gabriel samtidig som han skjulte sit ansigt. Hans krop krampede næsten under vægten af skam og regret. Han var sat op i et hjørne, der var intet han kunne hente. “Jeg har ikke andre jeg kan gå til”, svarede han gennem sine ihærdige forsøg på at holde gråden tilbage. “Du er den eneste jeg kan stole på, den eneste der faktisk tænker”, han gled sin hånd fra sine læber tilbage op i håret som han vendte sig for nu at møde Gabriels blik på ny. “Jeg har brug for dig nu, mit navn er Elliott”.

Et dybt suk af lettelse forlod Armando idet Gabriel klappede ham på skulderen. Han tørrede tårerne bort med tæppet og tog tiden til at samle sig imens lyden af whiskey blandede sig med mandens stemme. Han forsøgte at huske tilbage på kvinden på broen. “Det var en kvindelig mafiose.... hun havde kontakt med Ronneby”, byens navn blev sagt på fuldbyrdet svensk, krøllet ‘r’ og å-lydende o. Han gik nu bort og satte sig i sofaen igen, puttede sif mellem puderne som en reklame for et luksushotel. “Hun havde langt mørkt hår, massere smykker... meget elegant dame”, sagde han imens han stirrede ud i luften. “Årh Gabriel, hvad skal jeg gøre? Hvis jeg nu bare var blevet i Sverige, optaget et kviklån eller sådan noget”, han begravede sine hænder i håret og udstødte et frustreret støn.

Han så nu op på Gabriel gennem vældet af krøller. En stram linje formede sig på hans læber og han lukkede sine øjne imens han tog mod til sig. Det var ord som han aldrig havde ytret som nu lå på tungen og stak som chiliflager. Han strammede sin kæbe og vædede sine læber. “Jeg....”, han glemte alt om kvinden i dette øjeblik som hans nu grønne øjne søgte Gabriels. “Jeg skal fortælle dig en historie som virker... ufattelig, men jeg behøver at du forstår mig”, startede han blidt, han lænede sig mod en større sofapude. “Jeg er født i en lille by udenfor Karlshamn i Sverige, ved navnet Elliott Svensson”, startede han forsigtigt imens han tog mål af Gabriel. “Som teenager kom jeg ind i de forkerte kredse.... Opbyggede en gæld, og der blev sat en pris på mit hovede. Jeg var en rigtig ballademager”, han fandt nu sin mobiltelefon frem og gav sig til at scrolle igennem sine billeder. “Min mor ønskede at redde mig, og...”, han gøs. “Har du nogensinde prøvet at ligge i en kiste? Jeg spillede ‘død’ i næsten 24 timer og var nær begravet levende”, han stirrede nu frem for sig som han huskede sin ungdoms panik i den tætte box. Han tog en dyb indånding. “Vi kørte til Bellamont, jeg gemte mig i bagagerummet”, han strakte nu hånden frem for at vise et ældre billede af en ung, fregnet dreng stående i badebukser på en klippe. “Det er mig, inden”, han lavede en hpndbevægelse som for at gøre opmærksom på sit ansigt, uden at fortælle hvad præcis han havde fået lavet.

Armando lyttede knapt til den anden mands ord. Han holdt sig til hovedet imens han lod sig opfylde af datidens tanker. Han vidste hans forældre var borte, en bilulykke et år efter Elliotts død. Han gned endnu engang sine øjne da han mærkede vægten på sin skulder. Han hævede sit blik fra det nu vilde hår, og betragtede Gabriel. Egentlig forstod han ikke hvad han lavede i hans lejlighed, eller hvorfor han fandt den pludselige komfort i hans samvær. Han hævede sin arm og trykkede tilbage på mandens overarm i et fast greb. Han lod da gå samtidig som han sænkede mobiltelefonen og kiggede på sit gamle jeg. “Må jeg sove her?”, spurgte han en anelse ude af den som han låste mobilen og kastede den på sofabordet. Han havde viklet tæppet tæt om sig nu og viste ingen velvilje til at rejse sig og gå.