Unannounced Visit

Cleopatra havde haft en travl dag og havde glædet sig til at komme hjem. Hun havde haft et godt møde med en juvelér og indgået en salgsaftale med god profitmargin til hendes fordel. Hun havde slået et smut ganske kort forbi Unity, ikke fordi hun kunne lide stedet men hun skulle lige samle sig lidt og få noget blod fra et bloddyr i baren. Han havde været ung, høj på amfetamin, og hun havde næsten suget ham tør men havde alligevel ladt ham overleve, og placeret et Judas-kys på hans pande inden hun var taget helt hjem til den fine lejlighed der lå i latinerkvarteret, hævet et par etager over gadeplan med en fin udsigt i retning af Seinen og Louvre.
Hendes nøgler klirrede da hun åbnede døren og skubbede den op efter at have aftalt med sin personlige assistent Claire, at hun kunne tage fri og komme igen imorgen klokken ti. Hun havde netop tænkt sig at et langt, varmt karbad ville være perfekt til at slappe af efter en god dag, da hun hørte en stemme kalde fra hendes lounge-stue. Den stemme. Hun gav et opgivende støn fra sig. Hvad ville han dog nu??
“Marcuuuus,” sang hun, lidt drillende som svar til ham, men også irriteret imens hun gik med klikkende hæle mod gulvbrædderne inden hun fra gangen drejede ind til stuen og stoppede op ved synes af ham i hendes yndlingslænestol. Hans hvide klæder stod i skarp kontrast og hun spidsede munden i et lidt syrligt smil. “Siden hvornår er min lejlighed også blevet din?” Spurgte hun og skridtede ind med armene over kors. På hendes fingre, håndled, hals og øreflipper glimtede smykker med hvide sten og indfattet i sølv. Hun bar sit arbejdstøj, et mørkegråt pencilskørt der gik til knæene, en hvid skjorte let knappet op for at afsløre en smagfuld mængde kavalergang og en mørkegrå blazer. Hendes sko matchede og hendes ben var dækket af mørke, tynde nylonstrømper. Hun så op og ned ad ham og hævede et øjenbryn.
“Hvad er det for en mundering du er i? Halloween er altså overstået,” sagde hun med et opgivende blik inden hun gik over til det lille serveringsbord hvor hun skænkede to glas whiskey og respektfuldt undlod at bruge en af sine giftpiller på ham, selvom det kunne påføre en vampyr en god mængde smerte.

Hun lod ham tage sin hånd mens hun lyttede til ham. Det løftede øjenbryn forsvandt dog ikke og hun lod sig ikke smigre, selvom hans berøringer var behagelige og sendte ligeledes et sus af varme igennem hende. Han var den eneste hun lod komme så tæt på sig, og kunne bløde hendes diamanthårde hjerte op. Hun betragtede ham indgående og hævede glasset til sine læber for at dræne en lille mængde af den ravgyldne, røgede væske, måske for at trække tiden ud så hun kunne tænke over sit svar til ham.
“Pave?” Sagde hun endelig da hun sænkede glasset og lod en finger kærtegne hans som tegn på at hun havde aflæst hans hilsen og godkendt den, inden hun gik forbi ham hen til sofaen foran kaminen. Ildens flakkende flammer varmede hendes hud og amfetaminen i hendes system susede lidt rundt og gav hende en salighedsfornemmelse som hun havde håbet hun kunne have oplevet for sig selv i karbaddet, men måske kunne dele nu med ham.
“Hvad skal det nu sige? Du sidder på en fin stol hele dagen og har en hær til at gøre dine mindste befalinger?” Spurgte hun og så over imod ham som hun lænede sig lidt tilbage imod armlænet, slyngede et ben op og hvile på selve sofaen og lænede en arm mod ryglænet og støttede hovedet i hånden. “Er det ikke kedeligt, Marcus?” Hun sippede til sin whiskey. “Jeg troede du kunne lide selv at få hænderne lidt beskidte,” hun smilede smørret af ham og drejede glasset mod sit kraveben for at tiltrække hans opmærksomhed yderligere.

Hun fnøs lidt af ham men kunne ikke undlade at smile fortsat så den lille smilerynke kom til syne på hendes venstre kind. Hun tog et sip af glasset inden hun satte det fra sig på det lille lave glasbord foran sofaen. Hvorfor satte han sig så langt væk når hun nu bød sig lidt til for ham? Var han blevet så stiv og gammel??
“Dine hænder kunne da aldrig blive for beskidte,” bemærkede hun med et funklende blik på ham. Dette var en af de ting hun værdsatte ham mest for, ja, det næsten tændte hende at tænke på hvad han ville gøre for at opnå sine mål. Samtidig gav tanken om at være tæt med ham nu hvor han var i sin paveprofession hende lyst til at give sig hen til ham. Det var en dårlig vane, men de holdt stadig af hinanden selvom de ikke kunne forene deres liv. Udover den forening de havde lavet gennem Aurelia.
“Jeg har fået opbygget mit lille imperium,” sagde hun og betragtede sine fingerringe inden hun så tilbage på ham med et kønt smil. “Endda også ud i cyberspace. Det smuds jeg har på nogle af mine rivaler og nogle af de større vampyrer,” hendes smil blev bredere, “oh, du skulle bare vide!” Hun kluklo lidt. “Hvordan har Aurelia det?” Hun hævede glasset til læberne igen men fjernede ikke sit blik fra ham. Om hun allerede vidste noget om deres datters skæbne var svært at aflæse.

Cleopatra havde sippet til sit glas eftertænksomt mens hun havde lyttet til ham med en vis stolthed over hans anerkendelse af hendes valg af forretningsmæssige. Hans smil, det smil hun elskede at se dukke op på hans læber, fik en varme til at brede sig i hende i samspil med flammernes lune lys. Hun mærkede en vis glæde boble i sig der fik hende til at slynge benet ned fra sofaen med en graciøs bevægelse og rettede sig op i den side af sofaen nærmest lænestolen hvor han sad, men hendes smil svandt langsomt ind til en neutral, smal streg mens hun lyttede til hans noget afbrudte fortælling. Hun havde fået historien gennem Isobel. De havde delt et bloddyr og Isobel havde ladt nyheden falde. Cleopatra havde med vilje ikke villet møde op til brylluppet. Det havde gjort for ondt og hun havde ikke tilgivet Marcus endnu.
“Din stolthed kostede dig hende,” sagde hun med en stemme der var mærket af sorgen men ingen tårer var synlige i hendes klare øjne. “Hvordan har du det selv med det?” Hendes stemme var uden følelser, fuldstændig klar og tonløs, men indeni hende mærkede hun syrligheden over hans handlinger. Hun havde ledt efter Aurelia men stadig uden held.
“Og så til ham,” hun fnøs ad ham. “Du ved jo allerede hvem han er og hvad han kan finde på.” Hun rystede på hovedet og så ned i sit glas i hendes skød.

“For helvede, Marcus!” Hun rejste sig frustreret fra sofaen og gik hen til kaminen for at stå nærmere ilden, den ellers farlige ild der kunne destruere hende i et øjeblik. Det orange lys tegnede hendes krop som en sort silhuet, svungen som en gudindes form tegnet mod flammerne. Hendes krop der havde båret Aurelia, hendes arme der havde holdt hende tæt og vugget hende i søvn og hendes læber der havde kysset hendes kinder når hun atter vågnede.
“Han har smidt hende ud,” sagde hun mørkt og drejede rundt for at se imod ham, armene over kors, glasset hvilende mod den ene albuekrog og hendes blik hvilede på hans ansigt. At han lukkede hende ude af sit univers betød ikke at hun også lukkede hende ude. “Men hvor hun er ved vi ikke...” hun sukkede og strøg en hånd gennem håret. “Sidst jeg fandt et spor var det koldt og endte i katakomberne.”

Cleopatra knyttede den ene hånd og den andens fingre spændtes om whiskeyglasset. Det var sandt, hun glemte den rationelle, faktuelle tilgang til tingenes tilstand og hun tog nogle dybe indåndinger inden hun mønstrede en fattet mine og nikkede kort til ham.
“Jeg ved ikke andet,” svarede hun med sit blik hvilende uudgrundeligt på ham. “Isobel vil kun fortælle mig så meget som hun må for Matthew,” hun gled et par skridt frem imod ham og lod sig placere på armlænet ved hans side med en arm over ryglænet bag ham og den anden hånd stadig om whiskeyglasset. “Hvis han har frasagt sig ægteskabet, så er hun vel vores igen,” et lille smil legede i hendes mundvig. “Hvad har du af planer?” Hun lagde hovedet lidt på skrå mens hun studerede ham nærmere. Det var svært at komme ind under huden på Matthew. Hun havde sin mappe med ting og sager hun havde opstøvet på the dark web, men det var begrænset hvor meget der kunne identificere ham hundrede procent sikkert.

Cleopatra sad et par sekunder inden hun lod sig omfavne og ganske simpelt glide ned over hans skød fra armlænet. Hun forstod hans ord og hun skubbede sin egen svaghed fra sig, følelser var hvad de var, og de kunne være vigtige, men hun vidste samtidig, at hun måtte holde sig standhaftig og med klarsyn for at kunne holde tankerne klare. Hans hvide klæder skrabede mod hendes nylonstrømper som hun sad der, yndling over skabers skød og med en arm om hans skuldre.
"Hvad er dine planer?" spurgte hun ærligt, hun vidste at han var foran hende men hun samtidig havde flere informationer end han havde når hun både havde Isobel som sin informant og veninde. Hun vidste de begge havde ambitioner indenfor mørkets råd, og det varmede hende at tænke at han stadig havde det for øje. Vampyrerne, deres opstandelse til de levendes verden. Hun vidste hvordan hun kunne charmere ham, hun var trods alt den eneste kvinde der havde vundet ham helt nogensinde.