Unannounced Visit

Det var som om hun blev spiddet af en frossen syl af hans ord. Hun var bare en ting der kunne laves om. Hendes krop skulle bare være en maskine for ham. Hvad ville hun få ud af en ny datter andet end at Quintins konstante overvågning over hende. Hun skiftede ikke holdning, måske istedet lænede hun sig tættere imod ham og lod den ene arm glide om hans nakke og den anden holde dens plads mod hans skulder. Hendes ansigt var iskoldt, og han så ligeså iskold ud som hende selv.
"Hvis jeg siger nej, hvad så?" spurgte hun og den eneste indikation om hendes bagtanker var et øjenbryn hævet over hendes øje. "Jeg er ikke bare en maskine du kan bruge til din egen lyst, såsom andre," sagde hun syrligt og gjorde mine til at glide ud af hans arme men mere et let træk væk fra hende som han kunne nå at gøre indsigelser imod for at forklare sig og måske undskylde.

Hun sænkede sit blik til sin hånd som den hvilede mod hans brystkasse, hendes fingerspidser lå langs hans klæders sømme. Han havde jo ret. Der burde være flere af dem, deres gener. Hun så specielt at deres gener kunne brede sig og måske have en chance imod Darklighterne, der spredte sig som smitsom virus i et moderne samfund. Hun lod sit blik vandre op til hans ansigt igen og med en stram mine nikkede hun.
“Jeg ser hvad du mener, min kære,” sagde hun eftertænksomt, “og jeg giver dig ret. Måske,” hun strøg sin hånd over hans brystkasse til hans skulder, “selv hvis hun stadig er i livet, kan hun være under hans magt. Hun fik hans blod ved brylluppet, så selvom giftemålet måske er annulleret er hun stadig i hans vold. Så,” hun lukkede øjnene og med en beslutsom mine trak vejret næsten menneskeligt, “det må vel være den plan vi holder os til.”
Hun brød sig ikke om graviditet eller tanken om det. Da hun havde båret Aurelia havde hun følt sig stor og besværlig, og i denne moderne tid ville folk sige hun skulle tage barsel og gå hjemme og trille tommelfingre, noget der bestemt ikke huede hende. Men hun fik blod hver nat så hun var godt dækket ind til at begynde processen. Tænk hvis hun fik tvillinger.
“Jeg kan spørge mere ind til det næste gang jeg ser Issy,” sagde hun og så endelig op til hans ansigt. “Hvor barnet er blevet af og den slags. Det burde vel være i live og hos ham.” Tanken fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på hende.

Hun overgav sig og lænede sig ind til ham mens han talte. Tanken, billederne om et palæ der var deres, et lille imperium, en familie, der måske kunne vise sig som en modstandsdygtig formation imod Darklighterne. Og samtidig ville de skulle arbejde sammen i Mørkets Råd for alle vampyrerne. Og de kunne leve hvert deres separate liv, deres egne forretninger, men fælles danne front, ambitiøse, engagerede, passionerede.
Hun lod sin hånd stryge fraværende over hans bryst og stoffet knitrede mod hendes lakerede negle. “Vil du fortsætte dine fornøjelser i Rom så?” Spurgte hun og hævede blikket til hans ansigt som hendes fingre gled op bag hans nakke. Hun havde accepteret. Der måtte gøres hvad der måtte gøres for at skabe en magtmæssig struktur der kunne måle sig med vampyrfyrsten. Ikke at Matthews position som fyrste kunne diskuteres eller udfordres, men man kunne udfordre hans handlinger og beslutninger. Aurelia skulle de nok kunne finde og barnet var jo også en brik i spillet. Lidet vidste hun at der var mere end et og hvad der var hændt i den tid Aurelia havde været i Matthews varetægt. Det kunne kun en snak med Isobel kaste yderligere lys over.

Det var en sjældenhed at Marcus måtte opgive sine ambitioner, men i og for sig ville kampen for herredømmet over menneskene gennem vampyrernes rækker være mere værdigt for dem. Cleopatra kunne sikkert godt stadig have sin lille forretning på sidelinjen, måske finde en partner hun kunne overdrage det meste af ansvaret til, men stadig stå for det som ansigt og promoter. Det var dér hendes styrker lå og det var derfor hun havde fået så god en forretning op og køre. Og hendes online organisation ville kunne køres videre uden problemer. Hun lagde benene over kors og så ham gå frem og tilbage sådan som hun mindedes han havde gjort det før i tiden foran de store ildsteder i de chateau’er de havde boet i tilbage i middelalderen før de havde gået hvert til sit for at forfølge deres ambitioner.
“Vi vinder deres hjerter inden vi spiser dem,” sagde hun stille for sig selv med et smil på læben mens hun betragtede ham og lænede hovedet mod sine adskilte fingre. “Og vores børn kan få dem som deres undersåtter.” Hendes stemme var drømmende mens hendes blik blev hevet til ilden, den orange flakkende skær der gav hans klæder en ferskenagtig farve.

Hun rejste sig fra stolen med en elegant, flydende bevægelse, et glansbillede fra fortiden, levenliggjort her i en verden af neonlys og betonblokke. Lyset varmede hendes hud, kyssede hendes blodblussende kinder og hun gik langsomt imod ham mens hun lyttede til hans planer.
“Det bliver sublimt,” sagde hun med et smalt smil og foldede hænderne foran sig som hun standsede foran ham. Hun var ham ærbødig og han respekterede hende, de var det perfekte billede på en skaber og en yndling. Aldrig havde han misbrugt sin skaberkraft over hende, ikke ligesom Matthew eller nogen af Darklighterne kunne finde på. “Hvis vi skal være humane, skal vi også se humane ud udadtil,” indvendte hun. “Vi skal investere i velgørenhed, lokalsamfund og styrke de strømninger der støtter os mens vi mistænkeliggør al modstandsbevægelse.” Hun bed sig lidt i læben og så ned ad sig. “Jeg er i og for sig klar nu, og med lidt hjælp fra Isobel ville jeg kunne føde når du kommer til Paris,” hendes stemme var lavmælt mens hun forsøgte at væbne sig indvendig. Hun ville heller ikke sige noget om at det blod hun levede på var gennemsyret af stoffer. Det påvirkede vel ikke et vampyrfoster, så det var ikke nødvendigt at fortælle nogen, vel?

Cleopatra havde knapt tid til at gøre indsigelser imod ham, og hvordan kunne hun når han var hendes skaber? Hun gispede, et lille chok jog igennem hende at han ville tage den frihed at smage hendes blod, men det var vel hans ret, at sørge for at deres afkom ville være rent. Hun spidsede munden i en stram mine inden hun selv tog en serviet og tørrede blodet af sin hud inden hun gik forbi ham og hen til kaminen hvor den blussende ild stod op som dansende luer omkring brændekævlerne og tegnede hendes kurvede silhuet med lethed.
"Jeg vil afvente din tilbagekomst fra Rom så," sagde hun og strøg sig flygtigt over håndleddet. Hun vidste hun måtte finde bedre blod den kommende tid for at han ikke skulle blive skuffet og udsætte planerne. Det var vigtigt at få dem gennemført.
"Hvor skal vi bo?" spurgte hun og vendte sig for at se på ham. "Jeg vil ikke opgive min lejlighed her, den skal være mit refugium," tilføjede hun, en skjult hentydning til at han skulle forberede sig på ikke at kunne valse ind i tide og utide.