Post by Aurelia Darklighter on Oct 19, 2020 16:23:16 GMT 1
Et totalt overblik over hvor langt Aurelia var kommet i katakomberne var hun ikke sikker på hun nogensinde ville have. Hun havde vandret en del i katakomberne de seneste uger og var altid endt de samme steder igen og igen. Hun var begyndt at være god til at lokalisere nogle af de større konklaver af undergrundsvampyrer og hun var overrasket over deres reder hvor der var både butikker og huse, men under jorden. Det var fascinerende, men hun var aldrig tryg. Hun var hele tiden på vagt og varsomt når der var andre omkring hende. Angsten sad lige under hendes strikkede cardigan og hendes gråmelerede sweatpants som hun havde stjålet i en butik over jorden. Om halsen lå den tynde jernring som stadig ikke kunne fjernes og hun havde efterhånden stiltiende accepteret at den var en del af hende for evigt.
Hun var stadig begrænset til at drikke dyreblod så hun var svækket mere end hun allerede var efter måneders pinsel i palæet, men i det mindste var hun ude og nogenlunde sin egen. Hun var dog stadig træt af den kognitive begrænsning hun oplevede, samt hvordan hun var hensat til kun at kunne kommunikere med få ord eller på skrift. Hun kunne læse uden problemer men skriftligt og verbalt var hun nærmest afskåret fra at kunne udtrykke sig fuldt ud, og det var uendeligt frustrerende.
Nu var hun imidlertid længere inde i katakomberne end hun havde været længe og noget begyndte at lugte bekendt. Den bitre, uhumske sødme af sygdom listede sig ind i hendes næsebor og hun nærmede sig bunkerens indgang, som var hun tiltrukket til lyset der mødte hende, et møl der søger en flamme. Hun var ikke sikker på hvad hun ville møde derinde, men hun mærkede hvor lettet hun var over at være tæt på nogen hun stolede på mere end fremmede vampyrer.
”Hallo?” Spurgte hun forsigtigt som hun trådte ind i døråbningen og så sig omkring i den gamle bunker. Der var nye ting, generelt så der lidt mere rent og opryddet ud. “Augustin?” Kaldte hun forsigtigt, hendes stemmebånd raspende og stadig uden tegn til at heale ordentligt.
Hun var stadig begrænset til at drikke dyreblod så hun var svækket mere end hun allerede var efter måneders pinsel i palæet, men i det mindste var hun ude og nogenlunde sin egen. Hun var dog stadig træt af den kognitive begrænsning hun oplevede, samt hvordan hun var hensat til kun at kunne kommunikere med få ord eller på skrift. Hun kunne læse uden problemer men skriftligt og verbalt var hun nærmest afskåret fra at kunne udtrykke sig fuldt ud, og det var uendeligt frustrerende.
Nu var hun imidlertid længere inde i katakomberne end hun havde været længe og noget begyndte at lugte bekendt. Den bitre, uhumske sødme af sygdom listede sig ind i hendes næsebor og hun nærmede sig bunkerens indgang, som var hun tiltrukket til lyset der mødte hende, et møl der søger en flamme. Hun var ikke sikker på hvad hun ville møde derinde, men hun mærkede hvor lettet hun var over at være tæt på nogen hun stolede på mere end fremmede vampyrer.
”Hallo?” Spurgte hun forsigtigt som hun trådte ind i døråbningen og så sig omkring i den gamle bunker. Der var nye ting, generelt så der lidt mere rent og opryddet ud. “Augustin?” Kaldte hun forsigtigt, hendes stemmebånd raspende og stadig uden tegn til at heale ordentligt.
