Post by Angelique Bourbon on Oct 28, 2020 14:30:03 GMT 1
Matthews pludselige udbrud af genkendelse fik en isklump til at falde i hendes midte. Hun bed sig selv i tungen, og lod hænderne falde som hun knugede dem sammen til små hvide krystalkugler. Selvom hun ikke var vred, var det tydeligt at se at noget var i vejen. ''Nu gør du det igen'', svarede hun, hendes stemme var følelsesforladt men hård som en kvindes med stakato på hver konsonant. ''Du håner mig''. Det var svært ikke at skue den sårede tone i hendes stemme, men ligeledes var det ikke svært at skue den overbærende i hans. Hun trådte bort fra Benny, lugten af urin fyldte luften omkring dem, og hun kunne høre væsken plaske i små fine dråber fra drengens buksekant mod det slidte trægulv. Hun fortrød i det øjeblik at hun ikke selv havde kidnappet og forvandlet knægten, beholdt ham på sit værelse i de få 20 år inden Matthew vil opdage ham. Hun brød endelig sit lyseblå blik fra Matthews og greb et hæfte fra pianoet. ''Slå ham ihjel, jeg vil ikke have ham længere'', svarede hun idet hun begav sig ud af lejligheden. Drengen havde givet hende en dårlig smag i munden, ligeså havde Matthew og hun tålte ikke synet af nogle af dem i dette øjeblik.
