Misery brings Demands

“Heden”, hviskede hun straks da hans borderline religiøse smiger nedfældede sig i takt med pejsens knitren. Alligevel voksede der sig et svagt glimt i hendes lyseblå perler der lod sig vidne om at hun morede sig. Men hun ignorerede hans kærtegn, fordi hun vidste at det vil gøre ham desperat, når hans lille engel ikke reciprokerede hans forsøg på nærhed. Istedet betragtede hun ham, indtil hendes ord faldt “Sort”, svarede hun afmålt af hans egen facade. Det var det han gik i, og hun ønskede ikke hverken at se ud som nogle af de andre i deres flerfarvede daterede klæder. Hun hævede nu sin hånd mod hans. “Du har ikke drukket nok i aften, jeg kan se det på farven af dine øjne”, den buttede bløde hånd strøg over hans der trods deres feminine skønhed føltes som voks mod hendes. “Dræb med mig i nat. Du lader mig aldrig se dig dræbe”, bad hun. Det var længe siden at hun havde set ham føde på andet end karafler og vinflasker med opvarmet blod, men det hørte travlheden til i palæet.

Angelique afskyede bloddyr. Hun nød istedet af jagten, og det adrenalinberusede blod. Det var bedre end alkohol som blot fik hende til at blive dizzy. Hun brød sig ikke om den følelse. Derfor greb hun nu om sin faders hånd, “Jeg har en bedre idé”, fortalte hun, imens det ondskabsfulde smil hun mestrede så vel formede sig på de læber som Bottecelli selv kunne have skabt. “Jeg har observeret en pianist i Mont Matre. Ung, succesfuld, smuk... det vil være en tragedie hvis han pludselig døde af en mystisk sygdom”, fortalte hun idet hun slap hans hånd. “Jeg henter min jakke!”, kaldte hun som hun løb imod hendes værelse. De små ballerinaer klikkede mod palæets gulve som de havde gjort i århundrede.

Nogle minuttet efter kom hun løbende til foyeren. Hun havde iført sig en yndig håndsyet lyseblå jakke af fineste couture for børn. Hendes hår var sat i to lave rottehaler og en fin hat med tørrede blomster i nakken sad let på skrå på hendes hovede. Hun hævede sine arme som var hun klar til at blive taget i hans favn.

I bilen satte hun sig på knæ for at kigge ud af de tonede ruder. Hun dirigerede Shade let og uden undren og forvirring. Angelique var ligeså den første som sprang ud af bilen da de nåede Mont Matre, og holdt foran et ældre lejlighedskompleks der havde overlevet flere århundrede. Hun betragtede Matthew med sit isblå blik som hun tog ham i hånden og ledte ham til døren. Her trykkede hun på intercom systemet. “Monsieur Montague? Min papa er her for at betale for mine timer”, forklarede hendes sødladne børnestemme idet den skraldede lyd fra systemet skrattede imod dem. Døren slog et klik og hun vendte sig nu mod Matthew med et bredt smil. Hun havde leget med pianisten over længere tid, brugt sine kræfter og sødme til at komme tæt ind på livet af ham. Lært ham at kende, charmeret ham og leget med ham præcis som hun vidste at Matthew adored hende for. De gik op af trapperne og da de nåede det øverste trappetrin og døren slog op, løb Angelique den unge mand i møde for at ladte sig i hans favn som var hun blot en femårig og han en rar ung mand.

Pianisten omfavnede hende leende. Hans mørke krøllede hår lignede silke i det varme lys fra hans stue der kastede kaskader af varme mod dem. Han tog ligeså Matthews da han endelig havde givet slip på pigen. ’’Absolut, velkommen’’, hilste han kortvarigt, en vis generthed lå over ham men ikke en generthed han delte med Angelique som nærmest allerede havde indfundet sig på klaverbænken. Den måde hendes fingerspidser kærtegnede tangenterne lod snart en blid tone og sang spille i lejligheden. Hun spillede taktisk, med ynde og en styrke som ingen anden, men hendes spil ejede ingen følelse. Derfor var det mekanisk, men pænt og pianisten var tydeligt tilfreds med hende. Pianisten stod ved hendes side, armene lagt over kors og nikkede til takten. Lejligheden var et rod, selvom manden selv var velsignet med skønhed havde hans unge s ind endnu ikke mestret lejlighedsbetvingelsen.

Hun havde lyst til at himle med øjnene ved hendes faders ord, men på grund af pianistens varsomme blik nænnede hun ikke at forstyrre ham med sin frækhed. Hun kunne mærke atmosfæren i rummet ændre sig med hans humør men hun forholdt sig med ryggen til begge mænd. Pianisten endte med at lade sin hånd glide bort fra Angeliques skulder og fokuserede i stedet på Matthew som var han i trance. Angelique vovede da at se sig over skulderen, hvor hun sendte Matthew et smil. Det var ondt, det var modbydeligt. Et tegn på hendes dygtige manipulation og opbygget venskab med den unge herre bare for, at han i aften skulle blive et måltid. Hun nikkede til sin fader, inden hun satte i gang med at spille de dystre tunge toner som han holdt så meget af.

Angelique behøvede ikke at kigge for at vide hvad der skete bag hende. I læ af tonerne kunne hun høre mandens hud blive punkteret under de hvide marmortænder, og hun kunne høre hvordan hans hjerte bankede i en brag kamp for livet. Hun lod klaveret stumme, idet hun vendte sig for endelig at betragte ham som han fordærvede offeret hun havde passet og plejet over længere tid. Hun sendte han et sky smil da hans finger indikerede hendes tur, og med en elegance som kun hendes overnaturlige væsen kunne fremmane, gled hun ned ved hans side. Hun greb pianistens spinkle håndled, hævede det mod sine læber og lod det varme kød stryge mod hendes bløde læber. Hun sukkede, lukkede øjnene og åbnede sit bid på ny inden hun lod sine små tænder synke dybt ned i det bløde kød. Blodet sivede gennem hende og hun følte adrenalinen og sødmen fra mandens unge liv. Hun lyttede til hjertet og som det sagtede lod hun liget faldet til jorden med et bump. Hun greb et lommetørklæde fra sin inderlomme og duppede sig blidt om læberne inden hun hævede blikket mod Matthew som hun lod det lille listige smil indfinde sig. ''Godt?'', spurgte hun selvom hun allerede selv kunne mærke blodets varme i sine kinder. Den utopiske følelse af glæde og forlig, blev dog brat stoppet da en mild børnestemme udbrød; ''Papa?''. En lille dreng med yndige brune krøller og grønne øjne så forskrækket mod de to, og Angelique tog tiden til at smile bredt mod Matthew inden hun nikkede mod drengen. ''Det er Benny!''.

Hendes kortvarige 'glæde', hvis man overhovedet kunne kalde det det, blev hurtigt erstattet af en irritation da hun observerede sin fader overfuse den unge dreng. Med faste skridt og hælene klikkende mod gulvet poppede hun hovedet ind mellem Matthews arme og drengen. Hun havde lagt armene over kors som hun observerede ham stille. Havde han allerede glemt hendes krav? Hun lod stilheden vokse til at man nærmest kunne skære gennem den som var den smør. Han vidste hvad hun vil have, og pianisten havde været hendes ofring. Hvor længe havde hun ikke opvartet ham? Fedet ham op og betalt for hans dyre klæder? Hendes blik var sigende, og mildest talt skuffet som hun rakte hænderne frem og lagde dem på hans ansigt, kærtegnede hans marmor hud og lagde sit eget hovede på skrå så de lange lyse lokker faldt som en lavine ned over hende.